- Hvilken stund på en normal arbejdsdag nyder du mest?
- Der er vel egentlig ikke enkelt-stunder, for jeg kan faktisk godt lide mit arbejde og det meste af min arbejdsdag.
Jeg kan på godt lide at komme på arbejde om morgenen og se, hvad der er sket i løbet af natten, for vi har jo kontorer i USA, og det er meget rart at se, hvad der sker derovre.
Så kan jeg også godt lide frokosten og tiden sidst på eftermiddagen, hvor der er kommet lidt mere ro på dagen.
Og så har jeg det helt godt om aftenen mellem 22 og 24. På det tidspunkt er der knapt så meget i hovedet, så der kan man tænke de mere langsigtede tanker.
- Hvad har været ugens vigtigste opgave for dig?
- Det har været både vigtigt og sjovt at være med til Summit O3, som Helge Sander og Videnskabsministeriet havde arrangeret på Sandbjerg Gods i Sønderjylland i onsdags, hvor man skulle prøve at kigge på et samspil mellem erhvervsliv og offentlig forskning. Det var ret spændende.
Jeg synes, at det er vigtigt, at der kommer en bedre relation mellem offentlig og privat forskning.
I Danmark bruger vi næsten kun halvdelen af det, som vi har forpligtet os til at bruge på forskning om 10 år, og jeg synes, at det er ret spændende at finde ud af, hvad vi kan gøre for at øge både den private og den offentlige forskning. Og specielt samspillet mellem dem.
Vi er med til sådan et seminar, fordi vi har nogle erfaringer, og vi vil gerne høre, om vi kan gøre det bedre og om, hvordan andre gør. Vi støtter selv Morten Kyngs professorat i pervasive computing (på datalogisk institut på Århus Universitet. red), og vi har også nogle erhvervs-ph.d'ere.
Det er jo rart at vide, hvad andre gør, og hvordan de tænker, så vi kan se, om vi er samme sted i det, som vi gør, og om vi kan lære af hinanden.
Forskning og udvikling er vigtig inden for det felt, som vi har satset på - altså mission critical-systemer, der er 24-timers driftssystemer, som kører altid, og som altid skal virke. Det er vigtigt, at man har en idé om, hvordan sådan nogle systemer skal se ud om nogle år, og hvordan skal det udvikle sig dertil.
Der er fantastisk spændende muligheder, og derfor vil vi godt først og fremmest lære noget selv, men også påvirke nogle af de ting, der kan påvirke udviklingen.
- Hvilken bog ligger på dit natbord?
- Der ligger mange, for jeg kan simpelthen ikke falde i søvn uden at læse en 10-15 minutter om aftenen, uanset hvornår jeg kommer i seng, og jeg synes, at det er rart at have lidt forskelligt at vælge imellem. Så der ligger som regel noget fagligt, noget spænding, noget, man kan lære noget af, og noget, som man kan slappe af med.
Jeg er blandt andet ved at læse en, der hedder "Padi" om dykning, for jeg skal have taget sådan et open water diving-kursus.
Så ligger der en spændingsroman, der hedder "Manden uden navn" af Robert Ludlum. Der ligger også den nationale IT-strategi for sundhedsvæsenet.
| Fem webadresser fra 'Foretrukne'-listen på Michael Holms computer: |
- Hvornår har du sidst sagt 'Det kan jeg simpelthen ikke finde ud af'?
- Det gør jeg da fra tid til anden, selvfølgelig gør jeg det.
Sidst var nok, da jeg skulle have min mobiltelefon og min pc til at snakke sammen ved hjælp af Bluetooth. Det kunne jeg simpelthen bare ikke finde ud af. Så er det jo rart at have nogen i huset, som kan finde ud af det.
Jeg synes faktisk, at det er ok. Jeg ser det som en styrke, at man ved, hvad man ved og ikke ved, så man ikke tror, at man ved det hele. For det gør ingen. Så handler det om, at man ved, hvor man skal finde den viden, som man har brug for.
- Hvor mange mails får du om dagen?
- Det varierer selvfølgelig meget, men ser man bort fra junkmail, så får jeg vel mellem 20 og 50. Jeg vil tro, at to tredjedele af dem er interne mails.
Jeg har sådan en painter på min Outlook, så de mails, der alene går til mig, bliver grønne, mens dem, der også går til andre, bliver blå.
På den måde kan jeg prioritere de grønne mails, som er til mig personligt og se, om der er noget, som jeg har ansvaret for at svare direkte på, eller om det er noget, som andre kan tage sig af, hvis jeg for eksempel er ude at rejse.
- Hvad er danskernes bedste egenskab?
- Jeg kan godt lide danskerne, fordi de har humor. Og inden for vores eget felt - i software- og IT-branchen - synes jeg, at vi har nogle meget veluddannede kandidater, som er bredt funderede, og som kan mange ting.
De er ikke bange for at tage fat, de er kreative, og langt de fleste har et godt sprogøre.
Omkring halvdelen af vores omsætning er på eksport, og det gør, at vi altid har mange folk ude at rejse. Og jeg synes bestemt ikke, at vi står bagerst i rækken, når vi skal finde ud af at komme med kreative ideer og løsninger eller finde ud at arbejde sammen med andre.
Når man ser danskerne generelt, så er vi meget rejsende og udadvendte og søgende på en eller anden måde. Og det synes jeg også, gør sig gældende på det lidt mere professionelle område. Man er med på at finde nogle løsninger og nogle kompromiser.
- Hvordan reagerer du, når du bliver kritiseret?
- Det kommer an på, om kritikken er berettiget eller ikke berettiget. Og hvem bestemmer så det, kan man jo spørge? Ha ha.
Føler jeg, at kritikken er uretfærdig, så kan det godt få mit blod lidt i kog, men er den fair og rimelig, er det okay. Man kan gøre tingene på mange forskellige måder, og det er okay med konstruktiv kritik. Det er det, der flytter noget.
Jeg ved godt selv nogenlunde, hvad jeg vil. Men der er jo mange forskellige måder at fortælle, hvordan man vil have det, for det gælder om, at få folk med sig og få solgt sin ide til dem.
- Hvad betyder penge for dig?
- I firma-regi er det rart at have penge og at være i en virksomhed, der tjener penge.
Det giver en frihed til, at virksomheden kan tænke langsigtet. Og der har vi jo været rimeligt begunstigede i de seneste par år, hvor vi har haft medvind. Det gør, at vi nogle gange kan have et perspektiv på to-tre-fire år på nogle ting. Det kan både være på kundesager og på forskellige investeringer.
Vi har for eksempel satset på hele vores procesvurderings-apparat, som vi bruger rigtigt mange penge på. Og det ville vi ikke kunne, hvis ikke vi havde tjent pengene.
Skal man være lidt kynisk, så betyder pengene også, at vi selv kan bestemme i stedet for bankerne eller andre. Det, synes jeg, er vigtigt. Det er i hvert fald en af de ting, som vi lægger meget vægt på.
For mig personligt har det aldrig været pengene, der har været drivkraften. Det er snarere glæden ved at se noget vokse og få noget til at fungere. At få en arbejdsplads op at køre, som man selv synes, at det er sjovt at være på.
Havde det været pengene, der havde drevet det, så skulle firmaet jo have været solgt for længst. Og det er slet ikke aktuelt.
- Hvilken genstand betyder mest for dig?
- Jeg er ikke rigtigt sådan en gadget-freak. Jeg kan da godt lide ting, men jeg kan bedre lide mennesker.
Men skal jeg pege på nogle enkelte ting, der betyder meget for mig i øjeblikket, så er det mine ungers optimist-joller, for vi bruger simpelthen så meget tid på at sejle kapsejlads, at det gør helt ondt.
De sejler kapsejlads alle tre, og jeg bruger meget tid på at sidde på havnekanten hver weekend og glo ud over vandet. Ha ha. Men det enormt sjovt, og jeg er meget sammen med børnene på den måde.
Jeg sejler ikke selv, så det er ikke mig, der er den kloge. Jeg sidder på kajen og glor ud på ungerne. Men så kan man få tænkt lidt over livet og virksomheden, og hvad der skal ske. Man får sat nogle ting på plads, og det synes jeg er helt rart.
Jeg holder også meget af min cykel. Jeg synes, at det er rart at cykle på arbejde, når jeg har mulighed for det. Jeg har syv kilometer hver vej, så det er til at finde ud af.
- Hvad får dig til at blive ved med at synes, at dit job er sjovt?
- Det er, at jeg mener, at der stadigvæk er noget, som vi kan blive bedre til i Systematic. Der er noget, som vi kan opnå, og som andre ikke kan gøre så godt, som vi kan. Og så har jeg stadig nogle ambitioner om, hvad vi skal med virksomheden. Og det er sjovt at se, om vi kan bevæge os i den retning.
Det er selvfølgelig også sjovt, når noget lykkes, selv om man lærer noget, når tingene ikke lykkes. I stedet for at blive sur og indadvendt, skal man vende det om og spørge, om man kan lære noget af det her. Jeg synes efterhånden også, at det er ret spændende at prøve at samle op på best practice og prøve at lære af det.
Vi har i Systematics ledelse stadig nogle ambitioner og ser nogle områder, hvor vi kan blive langt bedre til det, vi gør. Både som hus, men også inden for sikkerheds- og sundhedsområdet, hvor vi vil være det selskab, der driver området i stedet for bare at være followere.
Og så er det jo tilfredsstillende, når der kommer nogle produkter ud af huset, som faktisk dur og bliver brugt.
Jeg har ikke et endeligt mål med Systematic med at vi skal på børsen eller sådan noget. Jeg har sådan et billede af, at vi som hus løber op ad trappen, og engang imellem må man stoppe og finde ud af, om alle er med og hvile lidt ud på etagen.
Lidt senere siger man: "Okay kammerater. Er vi klar til at tage en tur til?", og så løber man en etage op igen. Vi skal se, hvor langt vi kan komme op, men jeg har egentlig ikke målt, hvor højt det hus er. Så der er ikke noget mål om, at vi skal x antal millioner i omsætning eller x antal medarbejdere.
Det skyldes også, at der kan ske så meget. Vi har medvind i øjeblikket, men det kan da godt være, at vi er løbet ind i vindstille eller modvind om et halvt eller et helt år. Og så vil det jo være noget andet end det fremadstræbende, som man skal fokusere på.