For at være en god leder skal du kunne sætte retning og lede dine medarbejdere.
Eller sådan har det i hvert fald været igennem mange år, men den går ikke ret meget længere. For nutidens ledere tilhører nemlig den sidste generation, der kun skal lede mennesker.
I fremtiden bliver en af ledernes vigtigste kompetencer at organisere samarbejdet mellem mennesker og AI ved at definere målene, fordele ansvaret, sikre kontrollen og skabe de bedste betingelser for at opnå resultater.
Sådan lyder det i den nye bog ”The Human-Agent Orchestrator”, som meget passende er skrevet af et helt orkester af forfattere og dirigeret af Pascal Bornet.
Men vent, har ledelse ikke altid handlet om at definere mål, fordele ansvar og den slags?
Jo, det kan man sige. Forskellen er bare, at medlemmerne på teamet ikke kun er mennesker, men også AI-agenter, som selvstændigt kan planlægge, træffe beslutninger og udføre opgaver.
Det kræver en ny form for ledelse, som forfatterne kalder Human-Agent Orchestration, eller, frit oversat, orkestrering af mennesker og AI-agenter.
Lederen bliver altså en slags dirigent, hvis fornemmeste opgave er at få menneskelig og kunstig intelligens til at spille sammen.
Udfordringen er, at ledelse i bogens kontekst ikke kun handler om den slags personer, som vi i dag kalder ledere.
For når en medarbejder får ansvaret for en AI-agent, overtager vedkommende også i praksis nogle af de opgaver, som traditionelt ligger på lederens bord. Det kan være at uddelegere arbejde, opstille mål eller gribe ind ved fejl.
Men mange mennesker har ifølge forfatterne aldrig lært at lede. Derfor risikerer virksomhederne at skabe en hel generation af uforberedte ledere, når de indfører AI-agenter uden samtidig at udvikle medarbejdernes kompetencer.
Og her kommer vi langt om længe til bogens primære formål, nemlig at udvikle disse kompetencer.
Til det formål leverer bogen en række konkrete ledelsesværktøjer, modeller og praktiske øvelser, der er rettet mod netop fremtidens ledelse af både mennesker og AI-agenter.
Det kan eksempelvis handle om, at man ikke bare skal give AI mest mulig frihed, men den rigtige frihed.
Samtidig advarer forfatterne mod, at en leder forsøger at kontrollere hver eneste arbejdsopgave, som AI-agenterne udfører, for så bliver lederen selv en flaskehals.
Forfatterne fremhæver også, at erfaring med menneskelig ledelse kan blive en afgørende AI-kompetence.
Bogens konklusioner bygger blandt andet på en undersøgelse af 432 organisationer, hvor de færreste endnu er begyndt at gentænke selve organiseringen af arbejdet.
I en case om en medicinalvirksomhed fortæller forfatterne, hvordan erfarne analytikere fik langt mere ud af AI-agenter end deres mindre erfarne kolleger.
De var simpelthen bedre til at behandle AI-agenterne som juniorkolleger, der skulle have klare opgaver, feedback og opfølgning, mens de mindre erfarne analytikere begik flere fejl, fordi de ikke var vant til at uddelegere.
Evnen til at lede andre kan altså ifølge forfatterne blive lige så vigtig som teknologisk ekspertise.
Og dermed skal gode ledere måske i virkeligheden fortsat kunne sætte retning og lede medarbejdere.
De skal bare lige lære at lede deres nye AI-medarbejdere, og der er ”The Human-Agent Orchestrator” et sted at starte, før man begynder at svinge med dirigentstokken.
