Den hurtigt-voksende amerikanske teknologi-producent Apex Digital er på trapperne med en ny spilkonsol, der skal udfordre Sony og Microsoft, der tilsammen dominerer markedet for spil-konsoller med Playstation og Xbox.
Det nye apparat fra Apex Digital kommer til at hedde Apexstreme og bliver en kombination af en pc og en dvd-afspiller.
Det betyder, at man vil kunne spille pc-spil på sit fjernsyn.
Konsollen har 40 GB harddisk og vil i første omgang understøtte pc-spil beregnet til Microsoft-baserede computere. Desuden vil brugeren kunne afspille dvd-film på konsollen.
Ifølge producenten vil 2.000 forskellige spil i første omgang kunne afspilles på konsollen.
Flere vil komme til efterfølgende, i takt med at konsollen automatisk vil downloade software-opdateringer.
Apexstreme går i handlen i løbet af foråret og kommer til at koste nogenlunde det samme som Microsofts Xbox og Sonys Playstation 2.