Mine sønner spiller Minecraft. Selv om 'spiller' er et for svagt udtryk. De taler om, lever og ånder for det Java-baserede, firkantede spil i en grad, som vækker minder om mit forhold til min Commodore 64 engang for længe, længe siden.
Det samme gør millioner af andre børn og voksne kloden over, hvilket har resulteret i en enorm underskov af forgreninger med udvidelser - de såkaldte mods - forbedringer og forandringer.
Alt sammen i et stort kaotisk rod af vildtvoksende versioner, gensidige afhængigheder og umulige konstellationer mellem spilleklienterne og servere.
Resultatet er timevis af research, uendelige tilpasninger og utallige Java Exception Errors, som ofte kun kan løses med en komplet re-installation af styresystemet.
Det minder kort sagt om de knap så gode gamle dage.
Dengang da software var noget, man prøvede sig frem med for at se, om det egentligt virkede.
Og hvor jeg - i et ungdommeligt overmodigt forsøg på at anvende Linux på min desktop - i en newsgroup fik at vide, at jeg da bare kunne kode min egen printerdriver, hvis det var så vigtigt for mig at kunne printe.
For i de gode gamle dage var it lidt som at køre i en gammel bil: Det er ikke et spørgsmål, om den bryder sammen, men om hvornår den bryder sammen. Til gengæld var tolerancen over for teknologiens begrænsninger større.
I dag er forventningerne fra brugerne skyhøje; ikke mindst fordi udbredelsen af de lukkede økosystemer har sat nogle kvalitetsstandarder, som mere komplekse systemer - og it-supporterende forældre - har meget svært ved at leve op til.
Heldigvis er det aktuelle fokus på mobility, på apps internt i virksomheden og på gode implementeringer af enterprise content management med til at drive virksomhedssystemer i en retning, hvor store systemer ikke behøver at være en stor belastning.
Så næste gang, jeg bander over diktaturstater som Apples restriktive App Store, Google Play eller Windows 8 App-butikken, så mind mig venligst om, at det til gengæld næsten altid virker.
