Artikel top billede

Stor guide: Her er de bedste smartphones på markedet

Smartphone-markedet er proppet med nye smartphones: Sony Z2, HTC One (M8), Samsung Galaxy 5, Lumia 930 og andre. Her er vores samlede vurdering af de nye smartphones.

For et par år tilbage, var det meget nemt at pege på de gode og dårlige telefoner. Nogle telefoner var dårlige til at udføre simple opgaver som tale og forbindelse, andre havde ringe kameraer eller hakkende systemer, mens en lille gruppe telefoner var gode. Ikke perfekte, men gode.

Men skellet er blevet mindre. Kun en tynd streg af minimale detaljer skiller de forskellige topmodeller fra hinanden nu, hvilket gør det svære for en normal forbruger at vælge, hvilken telefon, der skal købes.

Alle kan uden problemer bruges til at se House of Cards på Netflix, tage helt igennem acceptable billeder til Instagram af dagens morgenmad og surfe efter nye opskrifter på muffins.

Alle er gode smartphones efter nutidens standarder. Så at vælge hvilken en, som er bedst til en selv, kan være en jungle. Især når det er så vigtigt et valg.

Langt de fleste vælger at købe en smartphone for at beholde den i et par år. Ofte fordi den gamle er slidt ned, eller fordider er kommet en række nye features i nyere telefoner, som man gerne vil have.

Og den følger os overalt. Det er det sidste, du siger godnat til om aftenen, og det første, du rører ved om morgenen.

Dyr beslutning

Vigtigheden er indiskutabel, og når så telefonerne ofte har en ligeledes høj pris, bliver det pludselig et vigtigt valg. Selvom de fleste teleselskaber giver en eller anden form for mobilrabat, hvis man samtidig sælger sin sjæl og binder sig i x-antal måneder, så ender man ofte med at give mellem 3.000 og 5.000 kroner for sin nye flagskibs-telefon.

Derfor skal valget være rigtigt første gang. I denne guide tager vi seks af de bedste telefoner, der blev lanceret i første halvdel af 2014, og fremhæver de gode og dårlige ting ved hver enkelt.

Kigger man på vores rangering af telefonerne, vil man se, at alle ligger over 4/6 stjerner og mange af dem med 5/6: Altså alle sammen gode telefoner.

Vi har kun kigget på de syv bedste telefoner, og har altså ikke taget telefoner som for eksempel LG Flex eller Nokia 1520 med, da det er niche-produkter, og selvom vi måske roser en telefons egenskab her, kan du sagtens være uenig.

Vi har haft alle telefonerne i hænderne, og vi har testet dem i en længere periode, end man kan nå at opleve i en butik.

Husk altid at have haft din kommende telefon i hænderne, inden at du rent faktisk køber den. Det kan være småting, som for dig ikke er godt nok. Lad det være alt fra størrelsen til hvordan den ligger i hånden.

Vi kigger på disse syv telefoner. Alle er Android på nær Nokias 930, der kører Windows Phone 8.1. Hvis du er indædt Apple-fan, og ikke har tænkt dig at forlade frugtproduktet, så se frem til september, hvor det forventes, at en ny iPhone bliver lanceret.

HTC One (M8)
Sony Z2
Huawei P7 Ascend
LG G3
Nokia Lumia 930
OnePlus One
Samsung Galaxy S5

Sidste år lavede Computerworld en lignende artikel over 2013's bedste Android-modeller. Hvis du er ude efter en telefon, som måske ikke er den nyeste, så kan du få lidt inspiration her. Sidste års modeller kan sagtens følge med i dag.

Sony Experia Z2

Vi starter med dette års flagskibsmodel fra den japanske gigant Sony. Efterfølgeren til sidste års Sony Experia Z-model, og igen er det på ingen måde en lille telefon, vi har med at gøre.

Telefonen har en 5,2 tommer stor skærm og altså lige et nøk større end den første Z, og det er en stor telefon at have på sig, men uden at den rigtig kommer op på phablet-niveau, hvor det giver mening.

Designet minder også meget om sidste års model og har stadig en vis form for stil over sig, hvis man er til meget robuste telefoner.

Dermed ikke ikke sagt, at den er tyk. Med en tykkelse på 8,2 milimeter er den fint med de andre smartphones, men dens design virker mere solidt at se på, og mine associationer fører mig over til et Sony Bravia fjernsyn eller B&O - begge er designperler.

Dertil er telefonen vandtæt og ikke bare vandafvisende, som andre topmodeller på markedet. Telefonen kan sænkes i ferskvand (ingen salt!) en meter ned i op til 30 minutter, men hvor det mest giver mening, er udenfor i dårligt vejr.

Det bliver hurtigt en evne, som man savner ved andre telefoner, som ikke har samme certifikater.

Begge sider af telefonen har Gorilla Glas 3, som skulle være ridseresistent. Det betyder dog også, at det er en fingermagnet af dimensioner,

Drillende kamera

Telefonen kommer med Android 4.4 og Sonys egen launcher oven på. Den er relativ let og virker ikke generende, men hurtig og god. Hvor Sony til gengæld er generende, er ved mængden af apps, som ikke nødvendigvis gør godt.

At producenterne installerer diverse apps for at kunne sælge yderligere services til brugeren er fint nok. I Sonys tilfælde er det en integreret musik og video-tjeneste, men det er frustrerende, at jeg ikke kan slette den eller fjerne "What's New" fra placeringen ved siden af Google Now.

Til gengæld kommer Sony med et par gode afspillere i form af Video og Walkman App's. De er gode, og med to højtalere på fronten giver de en god medieoplevelse.

Kameraet på Z2 er acceptabelt, men til tider generende. Når kameraet har de optimale forhold, tager det flotte og skarpe billeder uden de store dikkedarer. Til gengæld driller det fra tid til anden, og autofokus kan godt være en ilter sjæl, som ikke altid vil det samme som dig.

Sony kommer, som næsten alle andre, med en fitness-app, som virker virkelig godt. Den er dog ikke kun låst til Sonys produkter, men kan fint hentes til andre Android-telefoner sammen med den tilhørende Smartband, som er en af de bedste trackere, jeg endnu har prøvet.

Dertil kommer, at det ikke er lige nemt at få adgang til selv at pille ved de forskellige parametre i kameraet såsom blænde og fokus, men en - næsten - perfekt auto-mode gør op for det.

Dog kan det filme 4K og slowmotion 120 fps-klip, som begge virkede uden problemer, da vi teste den.

5/6 stjerner.

Du kan læse hele vores anmeldelse af Z2 her.

Samsung Galaxy S5

Verdens største mobilproducent skal selvfølgelig have sin flagskibsmodel med på listen. Samsung Galaxy S5 er den nyeste i Galaxy S-familien, og er en af de bedst sælgende smartphones på markedet lige nu.

Telefonen har en skærm på 5,1 tommer og bruger Samsungs egen AMOLED-skærm. Det giver en meget voldsom farvemæthed, får billeder til at springe ud af skærmen.

Det er hamrende flot i natur- og landskabsbilleder, men i billeder af personer får man ofte en lidt for orange farve i ansigtet. Det er en smagssag; Nogle elsker Samsungs skærme, imens andre mener, at det er for meget.

Designet på telefonen er det samme som altid med Samsung: Plastik, plastik, plastik. Bagcoveret har en "dubbet" overflade i plastik, som ligger okay i hånden, men som altså ikke føles som en telefon, der koster det samme som de fleste andre topmodeller. Kanten er derudover en skeuomorfistisk plastik, som ligner metal, men som ikke føles som metal.

Samtidig er telefonen vandafvisende og kan holde til en del vandpjasken, men designet er ikke nær så gennemført som hos Sonys Z2.

Fordelen er dog, at man kan komme direkte ind til både batteri og microSD-slot, som understøtter 64 ekstra gigabyte.

Android og Touchwiz

Systemet kører Android 4.4 og har Samsungs Touchwiz-overflade oven på. Der er blevet ryddet godt op i systemet siden Galaxy S4, som blev skældt ud for at være for rodet med alverdens features og gimmicks, og det kan man mærke. Telefonens lynhurtige Snapdragon 801-processor får telefonen til at flyve af sted.

Systemet kører flydende og let igennem langt det meste af telefonen, men der er små ydeevne-hop, som ikke rigtig kan forklares.

Dertil kommer, at Samsung har installeret en overflade i stedet for Google Now, som skal agere som en form for nyhedskanal lignende det, som HTC har gjort det med Blinkfeed. Det er bare langt fra lige så godt. Det kan heldigvis fjernes.

Dertil kommer en stor række af andre apps og services, som Samsung heller ikke vil lade dig slippe for. For eksempel Samsung Apps, som er en app store for specifikke apps, som enten er gratis eller koster mindre end i butikken. Det er på sin vis et godt koncept, men ingen af de apps tiltaler mig - og jeg kan stadig ikke fjerne selve app'en.

Kameraet på Samsungs Galaxy S5 er til gengæld en fryd. Farverne er levende og skarpheden stærk, og tager også ganske acceptable billeder i mørke omgivelser.

På trods af et system, som bare fungerer, og et rigtig godt kamera, så får Samsung Galaxy S5 stadig færrest stjerner af de seks testede telefoner. Kun 4/6.

Samsung Galaxy S5 er stadig en rigtig god telefon, og har du allerede en Samsung-telefon i forvejen og er glad for Samsungs systemer, så skal du ikke være bange for at købe en GS5.

Har du allerede en GS4, ville jeg nok vente til næste år.

4/6.

Læs hele Computerworlds anmeldelse her.

OnePlus One

Jokeren. Den, som ingen så komme. Den slemme dreng: OnePlus One.

Tidligt i år kom det kinesiske firma OnePlus frem med noget af en overraskelse: En flagskibstelefon med det samme indhold som i topmodellerne fra de andre producenter, men til den halve pris.

"Skandaløst!" råbte mange og troede ikke et sekund på det.

Men det skete. OnePlus One er en stor 5,5 tommer telefon med samme høje opløsning - faktisk fuldstændig samme skærm - som HTC One (M8).

Bagsiden er dækket af enten en hvid eller sort plastik, som har forskellige teksturer, men som på ingen måde føles billig som for eksempel Samsung Galaxy S5.

Telefonen er stor - og nok også for stor for mange, da den bevæger sig i limbo imellem smartphones og phablets, der starter ved 5,6 tommer.

Til gengæld kommer telefonen ellers med alt, hvad den lover: En lynhurtig processor - samme som i for eksempel Z2 og HTC One (M8), 3 gigabyte RAM, op til 64 gigabyte lagerplads (som du kun skal give 300 kroner ekstra for) og et ganske habilt kamera, til kun 2.500 kroner.

Skal du have det samme i andre modeller - her tænker jeg på lagerplads - kan du enten ikke få det, eller også skal du over 5.000 kroner.

Skal du have en iPhone 5S med 64 gigabyte plads, skal du betale 6.999 kroner. Ikke at man direkte kan sammenligne de to modeller, men så meget kan og skal ekstra plads altså ikke koste.

CyanogenMod

Telefonen kører Android 4.4, men i en lidt speciel version. Systemet kører på CyanogenMod, som er en modificeret version af Android programmeret af et firma med samme navn. Og det kører så smukt. Ingen hakken, hurtig opstart af apps og alverdens små forbedringer, som giver mening.

Der er desværre et par steder, hvor man dog godt kan mærke, at det ikke er et stort softwarehus, som har udviklet det. Lidt for ofte får man en "Denne software er desværre slukket", hvorefter man bare skal genstarte, men det er stadig generende.

Der er selvfølgelig stadig nogle minusser ved telefonen. Èn ting er størrelsen, en anden er at en er næsten umulig at få fat på. For at købe den skal du indtil videre have vundet en konkurrence, hvorefter du så får en invitation til at må købe den. Alternativet er, at en anden inviterer dig, hvis altså at de har fået invitationer igennem konkurrencen.

Systemet virkede genialt i starten, da det gav en gigantisk omtale af telefonen, men da de nu - snart fire måneder efter lancering - stadig ikke har åbnet op for et normalt salg, ja så begynder det at give meget utilfredse forbrugere.

Det er ærgerligt, for det er absolut en af de bedste telefoner på markedet lige nu. Hvis den altså bare var til at få fingre i. I øjeblikket er det mest af alt en telefon for de virkelig tålmodige Android-elskere.

5/6

Læs hele Computerworlds anmeldelse her.

HTC One (M8)

HTC's flagskibsmodel og efterfølgeren til sidste års vinder af denne test i 2013. HTC One (M8) er en forbedring af en allerede glimrende telefon, og som har givet selskabet alverdens designpriser.

One (M8) er en lækker telefon, som er, hvad den giver sig ud for at være: En designperle af dimensioner. Design er altid en vurdering, men sammen med Z2 er HTC One (M8) den absolut bedst designede mobiltelefon på markedet.

Fuldt med en lækkerhed i aluminiumscover, der dækker hele telefonen, frontvendte højtalere, som spiller virkeligt godt og tydeligt og en flot 1080p skærm.

Pladsen er blevet udvidet med plads til microSD-kort, men til gengæld er den faste lagerplads så blevet minimeret. Et kompromis, som er til at leve med, da microSD-kort ikke koster alverden.

Telefonen er udstyret med den nyeste Android 4.4 og har fået tillagt sig HTC Sense, som er deres grafiske overflade. HTC One M8 er heldigvis ikke fyldt op med crapware, selv om der er nogle apps, der virker overflødige, eksempelvis FitBit (kræver et hardware-produkt for at give mening) og aktiekurser leveret af Yahoo.

En af HTC's store satsninger er softwaren Blinkfeed, hvor man selv er i stand til at samle en strøm af nyheder og opdateringer fra sociale medier.

I den nye version af Sense er det blevet en hel del lettere at udvælge og personliggøre Blinkfeed, og visuelt er det også forbedret.

Det er en udmærket og pratisk tjeneste, som gør det lidt nemmere at få et overblik over den voldsomme nyhedsstrøm uden at skulle åbne alle ens favoritsider eller sociale netværk.

Blinkfeed

HTC satser så meget på Blinkfeed, at det faktisk er muligt at åbne tjenesten ved at lade pegefingeren glide fra venstre mod højre på mobilens slukkede skærm. Og er man utilfreds med Blinkfeed, kan man fjerne det overraskende nemt.

HTC sværger til ultrapixels. Det er HTC's forsøg på at brande sit kamera på mere end megapixel.

Nu siger antallet af megapixel heller ikke noget om kvalitet, og HTC har i stedet for mange pixel valgt at satse på, at kameraet kan suge godt med lys til sig og dermed tage brugbare billeder under svage lysforhold på bekostning af billedstørrelsen.

Mens den lave opløsning er praktisk, når filerne hurtigt skal overføres til eksempelvis en lagertjeneste, så er billederne ikke ligefrem egnet til at blive printet i plakatstørrelse.

For nogen kan det være en ulempe.

Generelt klarer kameradelen sig udmærket. HTC har gjort brugergrænsefladen simpel, så det eksempelvis er nemmere at få hurtig adgang til forskellige funktioner. Eksempelvis er der et menupunkt, som slet og ret hedder Selfie, og ja, det aktiverer naturligvis frontkameraet.

6/6

Læs hele Computerworlds anmeldelse her.

Lumia 930

Som den absolutte outsider i denne ellers Android-befængte fest er 930 den absolut bedste Windows Phone til dato. Så god at det næsten fik Computerworlds chefredaktør til at skifte sin iPhone 5S ud med 930.

Telefonen er designet, som kun Nokia kan gøre det: Smukt, elegant og minimalistisk. Et designvalg som Nokia har kørt med siden starten af ægteskabet med Microsoft og deres Windows Phones, og som er blevet bedre for hver generation.

Telefonen kommer med en 5 tommer skærm i Full HD og en Snapdragon 800 processor - samme som i mange af de andre topmodeller - og sammen med et nyopdateret Windows Phone 8.1, der normalt ikke kræver det store kraftværk, kører systemet derudaf uden nogen problemer overhovedet.

En særlig ting ved Windows Phone er, at systemet trækker informationerne ud af de enkelte apps og placerer dem i såkaldte tiles på forsiden - på samme måde som Windows 8.

Det virker meget bedre på en telefon end på en desktop-pc og giver startsiden et mere dynamisk udtryk, end man kender fra iPhone. På Android kan du finde de såkaldte widgets, som minder om funktionen, men Windows Phone fliserne giver et mere dynamisk udtryk.

Samtidig har Windows Phone også en topbjælke med yderligere informationer eller notifikationer, sådan som man også kender det fra Android. Det er her, du kan se, om der er kommet nye beskeder eller mails.

Genialt kamera

Office til Windows Phone følger med. Det lader dig oprette og redigere dokumenter fra flere kilder - blandt andet Office 365. Det er nok ikke her, du skriver den store danske samtidsroman via skærmtastaturet, men de funktioner, der er, virker fint. Og synkroniseringen til OneDrive (tidl. kendt som SkyDrive) er også en fin ting).

Kameraet på 930 er helt igennem godkendt og er klart et af de bedste, der er blevet testet i løbet af foråret og den tidlige sommer. Med et Pureview-kamera på 16 megapixels, altså 53.76 x 3.024 pixels, tager det uhyggeligt flotte billeder.

Der er dog flere ting spændende ting, du skal være opmærksom på med kameraet.

Først og fremmest giver Nokias kameraprogram en fin kontrol over de mere avancerede funktioner - også selv om programmet ikke er specielt intuitivt at bruge.

For det andet lagrer telefonen som udgangspunkt 2 fotos: et på 5 megapixels og et på 16 megapixels.

Vi oplevede ikke, at billederne fra vores Nokia 930 var skarpere end de tilsvarende fra en iPhone 5S. Til gengæld er vores oplevelse, at Nokia 930 er bedre til at balancere lys og skygge - som her på testfotoet.

Det lille foto bruges til visning på telefonen, mens det store bruges, hvis du vil beskære billedet. Det sker helt automatisk.

Vil du imidlertid have fat i billedet i høj opløsning, skal telefonen kobles til en computer og billederne trækkes ud.

De store fotos kan via indstillingerne enten gemmes som jpeg-filer eller som de mere avancerede RAW-filer, som reelt er et digitalt negativ, du kan arbejde videre med hjemme i eksempelvis Photoshop.

Men der er stadig en række minusser at finde hos den ellers fine telefon. Et er en stadig mangel på apps og adgang til tredjeparthardware, som for eksempel Pebble-uret eller de fleste sportstrackere. Mange apps kommer også først sent - hvis overhovedet - til Windows Phone.

5/6

Læs hele Computerworlds anmeldelse her.

Huawei Ascend P7

Forårets billigste smartphone, hvis man ikke medregner den noget flygtige OnePlus One. Huawei er stadig en ny spiller på det danske marked, men er kommet rigtig godt efter det med et par ganske habile telefoner.

P7 har langt fra samme stærke hardware, som de andre modeller har det, men med mindre, at du virkelig multitasker frem og tilbage mellem diverse tunge apps, så er det ikke noget, som du virkelig kommer til at mærke.

Faktisk er telefonen en ganske god telefon til dem, som måske skal til at købe en smartphone for første gang, eller kommer fra en ældre iPhone. Systemet minder meget om det enkle setup fra iOS, og der er fjernet en app-drawer, som ellers er et tydeligt kendetegn hos Android.

Designet fejler intet. Det er en smartphone, som er lige så uhyggelig let, som den er tynd. Som et bastardbarn mellem en iPhone 4 og en Sony Z2-telefon er det en smuk enhed, og selvom man godt kan se, hvor den har sin inspiration fra, så er den stadig unik.

Softwaren minder som sagt meget om iOS, selvom det er Android, som den kører på. Store afrundede ikoner og ingen app-drawer giver en hvis enkelthed, men store Android-fans vil nok finde det uvelkomment. Man kan selvfølgelig altid bare installere en anden launcher.

Lynhurtigt "snapshot"

Kameraet er et rigtig godt kamera til dagligdagsbrug, men har ikke de samme mange spændende funktioner som for eksempel hos Z2. Der er dog nogle fede features som for eksempel Snapshot-funktionen.

Man trykker to gange hurtigt på volumeknappen imens skærmen er slukket, og så tager det et lynhurtigt billede. Ofte tager det lige omkring et sekund, og selvom det absolut ikke er de skarpeste billeder, så er det det hurtigste billede, jeg har kunnet tage med en smartphone.

Til sidst skal vi huske på en vigtig faktor: prisen. Ascend P7 koster kun 3.000 (nogle steder endda kun 2.600) kroner, hvilket er meget billigere end de over 4.000 kroner, som mange af de andre telefoner i samme klasse koster.

Så har du brug for en 5 tommer telefon, som kan klare sig udmærket uden virkelig at imponere, men som til gengæld ikke koster en bondegård, så er Ascend P7 en god telefon.

Er du samtidig en iPhone-bruger, som vil over til Android, og som ikke gider overskue alle Androids mange muligheder, så er det igen et godt bud.

4/6

Læs hele Computerworlds anmeldelse her.

LG G3

Sidste på listen er LG's nyeste topmodel og efterfølger af sidste års udmærkede G2-telefon. LG har fokuseret på en skærm, som ingen af de andre telefoner kan nærme sig, da den har QuadHD, hvilket svarer til 2,5K i forhold til 4K skærme.

Formaliteter og titler overstået, så er det en vanvittig flot skærm. Skarpheden er voldsom - og især på indhold som er 4K eller netop "QuadHD"-materiale, er så flot, at det næsten ser ud som 3D-effekt.

Men det kræver, at du har noget i så høj opløsning. YouTube-klip kan stadig kun afspilles i højst 1080p, så der er lidt derhen til endnu, før du virkelig kan nyde indhold på så høj en skærmopløsning på en telefon.

Designet på telefonen er en smagssag. Den er minimalistisk og ligger rigtig godt i hånden, men er en stor telefon på 5,5 tommer. På samme måde som med OnePlus One, så er det for stort for nogle, og test selv, om du kan holde ud af at have så stor en telefon. Specielt kan det se lidt voldsomt ud, at have en stor firkant i bukselommen, hvis du ofte går i tætsiddende bukser.

Metallignende plastik

Bagcoveret på telefonen er lavet af noget, som skulle ligne metal. Det gør det virkelig også, og derfor skuffer det fælt, når man så kan mærke plastikken. Det har slet ikke samme lækkerhedsfølelse som hos for eksempel Z2 eller One (M8). Som at stå med et Farbergé-æg og i stedet få et Kinderæg.

Ikke at der er noget i vejen med plastik, hvis det bare er en ordentlig kvalitet. LG's G2 er i plastik, og dens design og kvalitet er rigtig god.

Derfor skuffer det også lidt, at coveret hverken er af en god plastik eller af aluminium, som rent faktisk føles som aluminium.

Coveret - plastik eller ej - har dog en stor fordel ved, at man kan tage det af og få adgang til både et udskifteligt batteri og micro-SD-slot.

Kameraet er et af de bedste på markedet lige nu. Specielt i optimale forhold er der bare en ekstra skarphed, som jeg ikke har følt på nogle af de andre modeller.

LG sælger desuden telefonen på, at den har laseroptimeret autofokus, som skulle fokusere på blot millisekunder, men det er altså ikke til at mærke ved dagligt brug.

På telefonen finder vi den nyeste version af Android (dog kun 4.4.2 og ikke 4.4.3, som ellers har været ude et stykke tid), og selv om LG selvfølgelig har LG-ificeret Android med sin egen overflade, føles det stadig som en relativ ren Android-oplevelse.

Softwaren gør ikke telefonen langsom, men støtter oplevelsen uden at påfylde idiotiske software-features, som en vis anden koreansk telefonproducent tidligere har været flittig til.

5/6

Læs hele Computerworlds anmeldelse her.

Og den bedste telefon er:

Forårets seks telefoner er alle sammen rigtig gode telefoner. Og skellet er blevet meget mindre, når man som forbruger skal ud og købe en ny telefon. Det er virkelig marginaler, der skiller de forskellige telefoner, og de har alle deres egne fordele og ulemper.

Vi tildeler dog - igen - HTC med HTC One (M8) titlen som forårets bedste "allround" mobiltelefon.

Det er den bedste allround-telefon, der tager helt igennem fine billeder, har rigtig god lyd i både headset og de indbyggede, frontvendte stereohøjtalere og et af de bedste designs sammen med et Android-system, som altså bare spiller uden store problemer.

Der er selvfølgelig ting, som den ikke kan. Der er ikke mulighed for at filme i 4K, og den er heller ikke vandtæt som Samsungs og Sonys, ej heller en fingerscanner eller hjertemåler, men den giver den bedste "hele" pakke, af alle de førnævnte telefoner.

Samtidig er det en forbedring af sidste års One, som allerede dengang var den bedste Android-telefon på markedet. Selvom den dog har mindre intern hukommelse, har den plads til et MicroSD-kort.

Andenpladsen går til Nokias 930. Ja, det er en Windows Phone, og derfor har den også det problem, at der ikke er alle de apps, som der er at finde på Android eller iOS, men er man indstillet på kun at skulle have en række af de mest brugte, så er det en genial telefon at bruge. Den er hurtig, har et flot design og tager rigtig gode og flotte billeder.

Tredjepladsen bliver delt af OnePlus One og LG G3. Delt fordi OnePlus One er en helt igennem genial telefon - specielt til prisen - men den er nær umulig at få fat på med mindre, at du har fået en invitation.

Er dette muligt er det et monster af en telefon med samme indmad som HTC One (M8), dog med tre gigabyte RAM i stedet for en og derudover en større skærm til kun 2.100 kroner - halvdelen af prisen for en LG G3, som også er på andenpladsen.

Her er det skærmen, som på trods af mangel på reel indhold, der klart er den største grund til at vælge telefonen. Desværre er prisen også steget i forhold til sidste års G2, som dengang kun kostede 3.500 kroner.

På fjerdepladsen ligger Sonys Experia Z2. Telefonen har alle de ting og egenskaber, som man kunne ønske sig i form af en stor flot skærm, vandtæt, flot design og et hurtigt system. Dertil kommer også en god synergi med Smartbandet, Sonys fitnesstracker, og du behøver ikke have telefonen med dig, for at den tracker i god kvalitet.

Kameraet er lidt sit eget desværre, og samtidig kommer der fra tid til anden små hak, som er irriterende at arbejde med. Dertil er der en række apps, som fylder og generer, og som man ikke kan komme af med.

Det er også derfor, at Samsung Galaxy S5 er at finde på en femteplads. Ud over et andet grafisk design på Samsung Galaxy S5, så får jeg det samme hos Sony's Z2 men i en pænere skal. Man får selvfølgelig også adgang til Samsungs mange andre tjenester, og er man bruger af dem, er der stadig ikke noget valg. Samsungs telefon har et af de bedste kameraer af de omtalte, men en række ydeevne-problemer og en UI, og en masse apps, som bare fylder, trækker den ned på en femteplads.

Til sidst finder vi Huawei Ascend P7. Den har ganske enkelt ikke det samme pondus som de ovenstående, og er man stærkt multitasker, så vil man også få dette af mærke. Til gengæld har den en meget lokkende pris helt nede omkring 2.600 kroner, og så er det pludselig ikke nogen dum ide.

Telefonerne ligger meget tæt. Tag ned i en butik. Leg med de modeller, som du finder interessant. Nogle vil måske ikke finde designet hos HTC lige så genialt, som vi gør.

Vi vil gerne have en sund debat om netop smartphones. Hvilken af årets modeller har du valg eller tænkt dig at vælge og hvorfor?

Læs også: Test af 6 mini-tablets: Sådan vælger du den rigtige




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Årets CISO 2021

I både offentlige og private organisationer er der behov for at uddanne, rekruttere og fastholde de bedste it-sikkerhedsfolk, fordi sikkerhedsudfordringerne konstant forandres. Derfor sætter vi fokus på best practice inden for it-sikkerhed, og vi vil samtidig fremhæve de personer i Danmark, der gør et ekstra stykke arbejde for at styrke den digitale sikkerhed. Vi hylder derfor årets CISO 2021 på denne konference.

05. oktober 2021 | Læs mere


Dynamics Excellence Day 2021 - indblik, best practice og øget værdi

Med Microsoft Dynamics 365 er Microsoft rykket mod skyen og har fuld integration til både Dynamics, CRM, Office 365, Power BI og Cortana. Det giver utrolig mange muligheder, hvis du griber det rigtigt an. Vi sætter fokus på værdiskabelse og forbedring for både nuværende og nye Dynamics-brugere.

07. oktober 2021 | Læs mere


CISO Trends 2021: Sikkerhed, trusler og strategi

Vi kan ikke komme uden om, at CISO'ens rolle bliver mere og mere markant i de fleste organisationer grundet det evigt omskftelige trusselsbillede. It-sikkerhed er forlængst blevet en forretningskritisk disciplin, hvor dele af og hele organisationer kan blive lagt ned af at enkelt angreb. Derfor ser vi nærmere på det overordnede trusselsbillede, og hvordan CISO'erne konstant skal være på vagt over for nye trusler.

12. oktober 2021 | Læs mere