Lige siden 2001, hvor Marc Prensky skrev artiklen "Digital Natives, Digital Immigrants", er det blevet populært at referere til de digitalt indfødte i betydningen dem, der er vokset op med tablets, mobiltelefoner, computer og så videre.
Udlægningen af begrebet har ofte været, at fordi de digitalt indfødte er født ind i den digitale verden, kan vi antage, at disse og kommende generationer er godt klædt på til at anvende digitale løsninger.
Det bliver eksemplificeret ved, at selv små børn kan finde ud af at bruge en tablet.
At børn skulle være født digitale, er selvfølgelig det rene vrøvl.
Det siger sig selv, at børn, der fødes i dag, ved fødslen ikke ved mere om digitale løsninger, end børn, der blev født for 100 år siden.
Til gengæld er der heller ikke nogen tvivl om, at børn, der fødes i dag, har bedre forudsætninger for at lære at leve i den digitale verden end tidligere - for børn lærer hurtigere og nemmere end voksne.
Sproget er en interessant parallel
Læring af sprog er en interessant parallel.
Forskning har vist, at børn har meget nemmere ved at lære sprog, og at dette bliver sværere og sværere med alderen.
Min nevøs dreng, der har tilbragt flere år af sin barndom i Kina, kan nu i en alder af otte år tale flydende dansk, kinesisk og engelsk.
Hvis han var vokset op i Sønder Bjert ved Kolding og havde gået i den lokale, så var det nok lidt mere begrænset med det kinesiske.
Det er netop pointen.
Det kan godt være, at man som barn i dag har bedre forudsætninger for at lære at leve i et digitalt samfund.
Men børn skal stadig have mulighed for at lære det - det er ikke noget medfødt.
Hvor lærer børn de digitale kompetencer?
Indtil skolealderen er der ingen tvivl om, at forældrene er den vigtigste kilde til viden om it, mens der derefter tegner sig et billede af indflydelse fra både forældre, lærere og venner.
Dette underbygges i en canadisk undersøgelse fra i år, der konkluderer, at forældre og lærere er børns vigtigste kilder til viden om digitale løsninger.
Ikke så gode, som vi tror
Undersøgelsen konkluderer også, at børn i dag generelt ikke har så gode digitale kompetencer, som man går rundt og tror.
Andre undersøgelser viser, at der er forskelle mellem børns digitale kompetencer afhængig af for eksempel socialgruppe og forældrenes indkomstniveau.
Hertil kommer, at der givetvis også er store forskelle i folkeskolen på de forskellige skoler - hvor mantraet ofte synes at være, at "det må drives af de mest it-interesserede lærere".
Fokus bør derfor være, hvordan vi bruger børns store evne til at lære digitale kompetencer for at ruste dem til det digitale samfund - og ikke en antagelse om, at børn født i den digitale verden automatisk bliver digitale.
Interessant nok var det faktisk også den pointe, som Marc Prensky havde i 2001 - og som er blevet misforstået lige siden.
Han stillede netop spørgsmålet, om vores uddannelsessystem, befolket af digitale indvandrere, er godt nok rustet til at lære børnene de digitale færdigheder?
Marc Prensky konkluderer blandt andet:
"Vi bliver nødt til at opfinde nye metoder for de digitale indfødte inden for alle fag og alle niveauer, og lade vore studerende guide os på vej."
Denne proces er heldigvis startet siden 2001 - men der er lang vej endnu.
