Da jeg blev trampet ned af en mammut to gange i træk, blot indenfor 2 minutters mellemrum, vidste jeg at Far Cry Primal ville tegne sig godt. Nu da jeg fået sat mig godt ind i det næste spil i Far Cry-serien, er der nogle ting som er værd at beundre, og værd at kritisere.
Far Cry Primal er stort, og jeg har langt fra gennemført alt. Derfor lægger jeg her vægt på de ting og indtryk jeg har fået indtil videre.
Der er ingen tvivl om, at Ubisoft ikke planlagde at ændre på deres allerede succesfulde model fra forgængerne, med deres nye udgivelse Primal som foregår i 10.000 f.v.t. i Jægerstenalderen.
Der skal nemlig stadig dræbes tusindvis af fjender, og langsomt indtages lejre og udforske kortet og historien, som er centreret omkring landet Oros. Jeg vil dog ikke spoile historien, så jeg udelader det centrale fra den.
Du spiller som Takkar, en jæger fra Wenja-stammen som må rejse til Oros for at finde sine stammebrødre- og søstre, efter ens egen stamme bliver slagtet af en sabeltiger under en mammutjagt. Det sætter standarden for stemningen om, at i den her tid er dyrene en kæmpe trussel, hvilket adskiller sig fra de tidligere spil i serien.
Du vil blive slagtet af bjørnen eller bjergløven hvis du forsøger at dræbe dem for tidligt i spillet. Efter du finder en stammesøster skal du så opbygge din egen Wenja-landsby ved at finde stammemedlemmer ude i det vilde, ved at befri dem fra fjendtlige stammer og redde dem fra det barske dyreliv.
Samtidig skal der samles ressourcer og der skal samles meget. Sten, pinde, dunhammere, kød og ler er alt med til at opgradere din landsby og dine våben. Crafting er igen en kæmpe del af spillet i Far Cry serien, men tro mod sin historiske tid hvor de primitive våben blev lavet af ting fundet i naturen, skal man også fokusere på at samle materialer frem for kun at jage dyr som i Far Cry 4.
Det er en forfriskende og naturlig RPG del Ubisoft har tilføjet, men det føltes som om man kommer lidt for let til alle ressourcerne, specielt hvis du er bekendt med crafting fra andre spil.
Man bliver hurtigt suget ind i universet med den barske natur, den spirituelle forbindelse med dyrene og huleboer-sproget. Jeg blev hurtigt opmærksom på alle lyde fra både dyr og fjender, selvom de ikke umiddelbart var til at se, og følelsen af at være lille i naturen var stærk, men den holdt desværre ikke længe nok efter min smag.
Der bliver lagt op til, at man skal kigge på dyrespor og samle specifikke planter, men illusionen bliver brudt ved at man kan få tingene vist på f.eks. sit minimap og det fik mig til at glemme naturen lidt og spille mere effektiviseret og med blikket på minimappet, frem for at søge i selve naturen. Det er ærgerligt når naturen er så betagende og indeholder en speciel stemning. Jeg skulle gerne have set at man frygtede for sit liv lidt mere.
For det er et spil der lavet til en bred skare og det ser man også på den velproducerede dybde i dyrelivet, landskabet og fjenderne. Det skuffer ikke hvis du er tilbagevendende spiller fra de tidligere spil i serien pga. det nye univers, og det skal nok levere og give dig en kæmpe oplevelse, hvis du er ny.
Hvis jeg skal sætte fingeren på noget, er der en smule form for mismatch med, at der bliver lagt op til at det skal være survival, men ret hurtigt kan man udrydde de fleste fjender og store dyr. Jeg vil anbefale at spille spillet på hard-mode, hvis du er bekendt med de tidligere titler i serien.
Jeg ved godt at tidligere er serien blevet kritiseret for at have en lidt tynd historie, men det er svært at forene open-world spil og solid historie, fordi de to ting oftest arbejder imod hinanden.
Historien er tilstede nok til at guide dig igennem spillet i et fint tempo, men det er aspektet af at bevæge dig rundt i stenalderen som gør det her spil oplevelsesværdigt, for der er ikke særlig mange titler som har forsøgt sig med det univers før.
Ubisoft leverer et solidt spil, som ikke har forsøgt at ændre på så meget på deres grundmodel. Til gengæld har de formået at ramme en hidtil relativt uudforsket kontekst i huleboer-verdenen, og det i sig selv er værd at opleve.
Så kan det godt være historien er lidt tynd, og spillet er lige en tand for let efter min smag, men det går oftest hånd i hånd med open-world spil og AAA spil. Det handler mere om at være i verdenen og opleve hvordan det var at være homo-sapiens i en tid, hvor man ikke nødvendigvis er i toppen af fødekæden
Læs også: Anmeldelse: The Witness er et vanskeligt mesterværk
