Min ambition i livet hele vejen op til midt på min bachelor-uddannelse var at drikke en masse bajere og spille så meget computer, som jeg kunne. Og det gik faktisk rigtig godt.
Men så sker der jo det, som der gør engang i mellem: Jeg fik en kæreste.
Og som en del af det, skal man jo møde svigerfamilien.
Så sidder man der til middag og får spørgsmålet: "Nå hvad laver du så?" Ja, jeg kunne godt fornemme, at det ikke var her, at jeg skulle fortælle, at jeg lige var blevet level 50 i World of Warcraft og faktisk synes, at det var ret godt gået.
Så er gode råd jo dyre. Men jeg kunne fortælle om nogle af de projekter, som vi lavede i forbindelse med skolen.
Så jeg får fortalt lidt gebrokkent om, hvordan vi bruger en computerspils-engine til at hjælpe folk med at finde rundt i store offentlige bygninger.
Mod min forventning siger han her, at det lyder interessant, og han gerne vil invitere mig ud til hans arbejde, fordi det lød som noget, de kunne bruge.
Det var første gang, at det gik op for mig, at det, jeg gik og rodede med i skolen, kunne bruges til noget konkret.
Kristian Emil Andreasen, direktør hos Kanda, som arbejder med gamification og virtual reality.
