Artikel top billede

Dansk internet-firmas nye toplevel-domæne giver problemer: Nærmest ingen services vil acceptere selskabets mail-adresse

Det har givet den nyetablerede danske internet-virksomhed MDL store problemer, at selskabet har valgt et af de nye toplevel-domæner, nemlig .digital.

Det har i flere år været muligt for virksomheder og organisationer at købe toplevel-domæner, som adskiller sig fra de obligatoriske lande-domæner som .dk, .se, .de og det mest anvendte, .com.

Men som virksomhed skal man passe meget på med at tænke nyt på dette område.

Det er den erfaring, som fra den danske online-virksomhed MDL - ‘Mit Digitale Liv' - har gjort sig, efter selskabet blev etableret i sommeren 2016.

Virksomheden står bag en løsning, der skal hjælpe pårørende og andre med at håndtere de digitale spor og aktiver efter afdøde familiemedlemmer - eksempelvis at fjerne, indsamle eller registrere foto, opslag, meninger, filer og meget andet, som en afdød gennem årene har lagt på internettet.

Direktør Claus Jacob Rud stiftede selskabet i sommer.

"Og der begik jeg så den her fejl at kalde selskabet for mdl.digital."

Sigtet med virksomheden er international, og Claus Jacob Rud ville gerne have et toplevel-domæne, som er ‘globalt relevant,' som han siger.

Men det kunne ikke lade sig gøre at købe et af de velkendte topleveldomæner som .com, .biz eller.net.

"Alle trebogstavs-forkortelser er forlængst blevet taget på de kendte toplevel-domæner og er stort set umulige at opdrive," siger Claus Jacob Rud.

Således huser adressen mdl.dk en simpel lampebutik, mens mdl.com er registreret i Guang Zhou i Kina.

Store problemer

Derfor faldt blikket på de øvrige mulige topleveldomæner, der blandt andet tæller .health, .actor, .best og mange andre. Du kan se hele den lange liste over de godkendte topleveldomæner her.

"Vi valgte .digital, da Mit Digitale Liv er en digital service, og derfor syntes jeg, at det passede godt. Men det har jo så siden givet nogle problemer, som irriterer mig," siger han.

Ifølge Claus Jacob Rud gælder det nemlig rigtigt mange steder, at det slet ikke er muligt at registrere mail-adresser og lignende, når adressen slutter på .digital.

"Mange steder siger de her content management-systemer og webservices, at det ikke er en valid mailadresse, og man bedes indtaste den rigtige. Det gælder mange web-butikker. Vi støder også konstant ind i, at de finansielle virksomheder og offentlige institutioner melder fejl, når de skal validere vores email-adresse," fortæller han.

"Man bliver lidt knotten, når systemet så ikke kan håndtere det. Man er jo så tvunget til at opfinde en eller anden adresse, som man kan bruge i firma-regi, men som ikke skal bruges til andet. Det giver rod i ens ellers velorganiserede firma-sammensætning, at tidligere vedtagne standarder stadigvæk skaber problemer på grund af træghed hos system-udviklerne," siger han.

Der kommer mange flere

I internettets barndom eksisterede der kun 22 top-leveldomæner som .com, .org, og .net samt de landespecifikke domæner.

Siden er antallet vokset støt.

Det er kun få år siden, at internet-organisationen Icann lancerede 1.200 nye topleveldomæner. Det skete i 2012, hvor det blev muligt at købe domæner som .bmw, .sex, .digital og mange andre.

I dag er der fuld gang i udviklingen med de næste topleveldomæner, der altså skal lægges til de omkring 1.500 toplevel-domæner, som man kan anvende i dag.

Læs også: Antallet af top-level-domæner kan eksplodere inden for få år: Byer vil snart kunne anskaffe eget domæne.

Været nødt til at oprette gmail-konto

Claus Jacob Rud har for at komme rundt om det konstante problem en gmail-konto, som han anvender til registreringsformål. Og det er langtfra en optimal løsning, fortæller han.

"Brug af en gmail-adresse sender jo et galt signal, hvor man spørger sig selv, om det her nu også er en seriøs virksomhed. Og jeg har den jo også kun, fordi den skal bruges til registreringerne de steder, hvor systemerne ikke accepterer .digital," siger han.

Claus Jacob Rud fortæller, at han har været i kontakt med flere af de steder, hvor han er blevet afvist. For det meste kan det lade sig gøre at løse problemet relativt hurtigt, fortæller han.

Mindst to og maksimalt fire

Problemet skyldes nemlig, at email-valideringen de fleste steder af praktiske årsager er sat op til kun at godkende mail-adresser, der ender på et toplevel-domæne på maksimalt fire bogstaver, mens de fleste systemer er indstillet til kun at acceptere domæner på mindst to bogstaver.

Det skyldes, at de ‘gamle' toplevel-domæner som .com, .dk, .biz, og så videre er på maksimalt tre bogstaver. Her har organisationerne fastsat validerings-kriterierne på en måde, der sigter mod at minimere fejl og fejltastninger.

Og da det er meget nemt at ændre, bør alle gøre det omgående, mener Claus Jacob Rud.

"De næste toplevel-domæner kommer jo til at hedde .microsoft eller .oracle, og det her kommer til at eksplodere, når nu Internet of Things for alvor kommer i gang. Det er ret enkelt at løse, for det handler bare om at ændre valideringen," siger han.

"Så nu synes jeg, at jeg vil komme med det her opråb, for de seneste topleveldomæner kom jo helt tilbage i 2012, og den næste gruppe er allerede på vej. Nu må vi gøre noget," siger han.

Er det din anbefaling, at man bør lade være med at købe et af de ny toplevel-domæner og istedet forsøge at finde en ikke-anvendt kombination under de kendte toplevel-domæner?

"Nej, min anbefaling er da, at man bør gå den vej alligevel. Gå i krig med det, for vi skal altså videre. Der er jo faktisk ikke flere .com'er at tage af. Man bør dog sørge for at have et alternativ i baghånden til når man støder på udbydere, der ikke accepterer de nye TDL'er. Og så være klar til at tage kampen op," siger Claus Jacob Rud.