Min sommerferie-læsning: Vanens magt er stor, og når sommerferien står for døren, er jeg som regel i markedet for at finde det bedste tilbud på e-bogsudgaven af den seneste roman af Håkan Nesser - en af mine absolutte yndlingsforfattere.
Som professionelt sprogmenneske er min tolerencetærskel ret lav, når jeg skal læse noget for min fornøjelses skyld.
Misforstå mig ikke, men mange års omgang med it-branche-lingo har givet mig en vis forkærlighed for det underspillede sproglige udtryk, som er præcist, finurligt, nøgent og stille - men som alligevel kan rumme både helt almindelig hverdag og død og ulykke i samme sætning.
Både rørende og fandenivoldsk
Sådan skriver Håkan Nesser. Jeg har stort set læst alt fra hans hånd og kan uden forbehold anbefale det hele.
Jeg synes også, jeg kan registrere en særlig lidt gammeldags svensk stemning i hans forfatterskab, som jeg rigtig godt kan lide. Rørende og fandenivoldsk på en og samme tid.
Håkan Nesser er da også født i Sverige i 1950 - 10 år før jeg kom til verden.
Han skriver primært krimier, og den, jeg havde hældt på min aldrende Sony PRS T2 med et cover, hvor en lille led-lampe på svanehals giver mulighed for aftenlæsning (!), har titlen “Eugen Kallmans øjne”.
Romanen levede fuldt op til mine høje forventninger - det er Håkan Nesser i den rene aftapning.
Plottet foregår på en skole i det indre Norrland og drejer sig om lektor Eugen Kallmans pludselige og uventede død.
Nynazisme, racisme, trusselbreve og lektorens efterladte dagbogsnotater trækker tråde til en fjern fortid og til en meget aktuel og skræmmende svensk virkelighed.
Fine forbindelser tog opmærksomheden
Men jeg nåede faktisk kun halvvejs i romanen, for jeg blev både overrumplet og besnæret af 4G-netværket på den lille græske ø Symi, som var årets feriedestination.
Kvaliteten og hastigheden var aldeles fremragende næsten overalt på øen.
Selv fjerntliggende strande, der kun nås med taxabåd (eller ad strabadserende ruter for de ihærdig vandrere, der ikke er kede af at svede som en hest) var forsynet med fine forbindelser.
Så fine, at det snildt lod sig gøre at streame Spotify, radio og alt muligt andet. Også lydbøger fra Mofibo, som hustruen benytter - og minsandten også fra eReolen, som undertegnede nærigmås helst bruger.
Det er nemlig bibliotekernes løsning, så den er betalt over skatten.
Og i begejstringen over nu pludselig at have nærmest alverdens muligheder til rådighed, glemte jeg nærmest Håkan Nesser og Eugen Kallmans alt for tidlige død i Norrland.
I stedet padlede jeg rundt på bibliotekets hylder og faldt over en af mine næsten glemte helte.
Så det endte med Pharao og Hemingway
Karsten Pharao hedder han. Tidligere Journalist på DR med en stemme, som er legendarisk og lige så genkendelig som hans DR-kollega Thomas Windings for os, der var børn i 1960’erne og 1970’erne.
Sidstnævnte er ikke iblandt os længere, og Karsten Pharao har forladt DR. Nu bruger han sin fantastiske stemme og sine sproglige evner til at indlæse lydbøger. Og nogen af dem kan man finde og låne helt gratis - sådan da - på eReolen. Man skriver bare Pharao i søgefeltet.
Jeg faldt over en roman af en de helt store sprogligt minimalistiske mestre: “Der er ingen ende på Paris” af Ernest Hemingway.
Bogen er en erindringsroman om Hemingways tid i Paris i 1920’erne, hvor han arbejde som korrespondent for avisen Toronto Star samtidig med hans forfattervirksomhed.
Den er skrevet - men ikke færddiggjort - i begyndelsen af 1960’erne på Cuba, hvor han levede frem til sin selvvalgte død i 1961.
Romanen, der udkom i 1964, er blandt meget andet kendt for de meget præcise beskrivelser af både hverdagsliv og måltider, tilhørende vine, dufte og smagsindtryk.
Og sådan endte det med, at jeg lå og stegte i den græske sommervarme, mens jeg fulgte med på Hemingways vandreture rundt i 1920’ernes Paris fra måltid til måltid med tilhørende nøje afstemte vinoplevelser.
Det gav en vis appetit på den lokale specialitet Symi-rejer, der sammen med en græsk salat og en flaske retsina er et sandt herremåltid.
Men det er en anden historie.
