Artikel top billede

Test: Synology DS1618+ er den alsidige superslider til det datatunge fjernkontor

Cloud-tjenester er smarte. Men nogle gange har du bare brug for terabyte af data lige ved hånden. Det leverer Synologys DS1618+ - og meget mere til. Læs testen her.

De seneste år er cloud-tjenester stormet frem og du kan nu få alt fra officepakker til komplette enterprisesystemer via det nærmeste netværksstik.

Det er smart, det er fleksibelt, og det er skalerbart.

Men cloud er ikke uden udfordringer, som kan tælle alt fra GDPR-regler til usikkerhed omkring den reelle omkostning.

"Det økonomiske udbytte af at flytte i clouden, hvis du bare skal lave small scale-infrastrukturdrift, er typisk meget lille, og nogle gange direkte negativ," har cloud-ekspert og expert director hos Devoteam, Palle Simonsen, tidligere fortalt Computerworld.

En anden udfordring kan være, at du som mindre firma eller privatperson har så store datamængder, som har brug for både backup og lokal adgang til, at en cloud-løsning reelt ikke er på tale.

Det er her, at den testede Synology DS1618+ kommer på banen med en pris mellem 6.500 og 7.000 kroner uden diske.

For den slags firmaer findes, fortæller løsningsarkitekt Claus Albæk fra rådgivningsvirksomheden Kompetera:

"Vi har set kunder, som har flere små kontorer, hvor der sidder 10 mennesker og arbejder med nogle CAD-tegninger. De har købt to af den her model. Den ene, som alt deres data ligger på - og så har de en magen til, som står hjemme hos chefen. Og de to enheder gennemfører en synkronisering hver nat."

Det er jo fint nok, for det værste de kan miste er en dags arbejde - og chancen for, at der er to der enheder, som står af samtidig, er jo virkelig lav."

"Du kunne godt købe sådan en boks, købe et par laptops og være i gang i løbet af en dag eller to.", uddyber Claus Albæk, da vi besøger hans kontor for at få et par erfaringer fra den virkelige verden inden testen.

Han understreger dog, at de fleste investerer i NAS-produkterne på grund af den nemme og hurtige adgang til massere af lagerplads lokalt.

Det handler om lagerplads

Vi har derfor blandt andet i testperioden anvendt Synology som print-server, FTP-server til billedupload på rejser, lagerplads for automatiseret backup af Wordpress-hjemmesider, som automatisk on-site backup af Dropbox og som automatisk og konstant synkroniseret backup af en anden næsten tilsvarende NAS-løsning.

Alt sammen uden problemer.

Men det er da også, ihukommende Claus Albæks ord, den store plads til flere terabyte billedfiler og 15 års dokumenter, som vi efter et par måneders test primært fokuserer på.

DS1618+ som vi tester her, har nemlig plads til seks diske.

Det er noget, som vi straks benyttede os af ved at fylde alle seks pladser op med Toshiba N300 3,5”-drev på hver 4 tb.

Selve installationen af de seks diske tog under fem minutter og involverer primært at vride diskene ud af transport-kasserne og lægge dem ind i Synology-stationens disk-rammer en efter en – en proces, som ikke kræver noget værktøj.

Med diskene installeret satte vi derefter et LAN-kabel i ét af de i alt fire LAN-stik i Synology-boksen, satte strømstikket i vores UPS samt UPS`ens USB-kabel ind i Synologyen – og derefter trykkede vi på powerknappen og lod systemet boote op første gange.

Opdatering af selv ældre modeller

Efter et par minutter fortæller et højt bip, at Synology-lageret nu er parat til den videre opsætning, hvilket foregår let ved først at downloade Synology assistenten til Windows og bagefter logge på enheden via en browser.

Næste skridt er at installere nyeste version af Synologys grafiske styresystem, hvilket gøres nemmest via en internetforbindelse.

Netop opdateringerne er en af Synologys stærke sider. Vi har testet og anvendt Synology i mere end 10 år og firmaet fortjener stor ros for, at også fem-seks år gamle enheder stadig modtager opdateringer.

I de par måneder, hvor vi har testet DS1618+, har enheden da også flere gange modtaget opdateringer.

De fleste opdateringer handler om sikkerheden. Mens app-opdateringer giver de nye funktioner.

Det skyldes, at Synology har adskilt styresystem og apps – og derfor lader dig opdatere kernesystemet og de tilknyttede tjenester i hver sin hastighed. Samt selvfølgelig tilføje nye programmer, inklusive en række fra tredjepart, til dit system.

Meget alsidig software

Softwaren viser dog også, at Synologys brede fokus på alt fra hjemmebrugeren og til de firmaer, som er på udkig en rimeligt prissat it-mæssig schweitzerkniv til fjernkontoret, kan gøre de mere business-orienterede enheder lige lovligt brede.

Derfor finder du i softwaren både programmet ”Download station”, som lader dig downloade torrent-filer med få klik, og programmer som avancerede backupløsninger, indstillinger til den indbyggede DHCP-server, en officepakke, Active Directory Server og lignende værktøjer til det mindre kontor.

Hvad du installerer er selvfølgelig op til dig, inklusiv den Minecraft-server, som vi har prøvet os frem med.

Alt efter hvordan du vælger at se på det, giver Synology dig her enten en uprofessionel løsning med alt muligt skrammel eller muligheden for at tilpasse enheden til netop din profil. Op til dig.

Disksystemer og performance

Som en del af udviklingen af Synologys styrestem har Synology også skrevet sin egen fortolkning af harddiskenes filsystem.

Systemet kaldes Synology Hybrid Raid (SHR), og det kan kombinere flere forskellige slags diske i ét raid-setup, uden at der spildes for meget lagerplads.

Synology har selv udgivet denne oversigt over forskellene på selskabets løsning og et traditionelt raid-setup.

Undertegnede har de seneste tre år anvendt Synologys SHR-løsning i en otte-disk-løsning uden problemer - heller ikke, da en af diskene stod af.

Til denne test har vi dog af sikkerheds- og performancehensyn valgt at konfigurere de seks 4 tb diske i et traditionelt RAID 10 hvilket efterlader os med 10,9 tb ledige på systemet.

Uanset om du selv har lyst til at nørkle med drevene eller følger Synologys anbefalinger om SHR er selve opsætningen let og grafisk, og lader dig hurtigt komme i gang.

Dog er den første opsætningen af de store drev nogle timer undervejs hvis du vælger det grundige, og anbefalede, første tjek af harddiskene.

En del af den tid brugte vi på at sikre, at netværksforbindelsen på DS1618+ kom op i et lidt højere gear.

Bag på de fleste større Synology-modeller finder du fire klassiske 1000 Mbps ethernet-porte. Med en enkelt port og flere aktive brugere bliver netværksforbindelsen hurtigt flaskehalsen.

Synology har dog lavet det sådan, at du i softwaren kan kombinere to eller flere stik og dermed få en højere båndbredde. I vores test slog vi to stik sammen til i alt 2000 Mbps, hvilket betød at der kom mere skub på når vi pressede serveren ved hente store filer fra flere pc´ere samtidigt.

For den enkelte pc, som logger sig på via et enkelt netværksstik ligger begrænsningen selvfølgelig lokalt.

Kan opgradere netværkshastigheden med et ekstra kort

Men har du mod på at opgradere netværket til 10 Gbe, for eksempel hvis du eller dine brugere vil arbejde direkte på Synology-enheden og ikke bare anvende den som fjernlager, har Synology udarbejdet en liste over kompatible PCIe 10 Gbe-kort. Den finder du her.

Med et 10 Gbe-kort har du desuden muligheden for at forbinde en pc direkte til Synology-enheden, for eksempel til grafiker der skal arbejde med store videofiler hvor en overførsel på 300-400 megabyte i sekundet er at foretrække, mens resten af kontoret bruger de normale ethernet-interface. Du kan se en beskrivelse af den løsning her.

Under alle omstændigheder så viste vores test, at DS1618+ uden problemer når det normale 1000 Mbps-netværks maksimale hastighed på lidt over 100 megabyte i sekundet ved store filer. Men også, at vi i praksis sjældent bevægede os over 50 til 60 megabyte i sekundet fra en Windows-pc hvis en overførsel indeholder mange små filer.

Anbefalelsesværdig lokal lagerløsning

Selve DS1618+ bliver i øvrigt trukket af en 2,1 Ghz quadcore Atom 3538 CPU, som er med til at holde strømforbruget nede.

Det er en opgradering over den Atom 2538 CPU, som vi tidligere har anvendt i Synologys 1815+ NAS-enhed. Den opgradering, sammen med de 4 gb RAM (kan opgraderes), kan mærkes ved at menuerne er en smule hurtigere til at loade – især når serveren er i gang med andre opgaver.

Regner du med for alvor at bruge alle de funktioner, som Synologys app-store indeholder, vil vi dog anbefale at du kigger på modeller med en lidt kraftigere processor.

Regner du derimod primært med at bruge DS1618+ som lagerplads og lidt let brugerstyring burde du ikke opleve udfordringer med regnekraften.

Samtidig har Synology efterhånden også fået bygget et enkelt og brugervenlig browserbaseret styresystem, som gør at de fleste indstillinger er lette at finde og tilpasse. De forholdsvis mange solgte enheder med samme styresystem betyder desuden, at der ofte er hjælp at hente på nettet hvis der er indstillinger, som man er usikker på.

Har du derfor brug for en lokal lagerløsning som nemt kan administreres af også ikke-teknikere, så er DS1618+ et godt bud.

Ikke som erstatning for din eventuelle enterprise-løsning, men som et solidt supplement.


Loading ikon