Artikel top billede

Apple iPad Pro 12.9's hardware er gentænkt fra bunden

Test: Sådan er Apples 20.000 kroners iPad Pro 12,9 i brug

Stortest af Apples allervildeste iPad: Et højteknologisk mesterstykke, men den kan ikke løbe fra, at den stadigt ’bare’ er en iPad.

Apple mener det seriøst med selskabets nye iPad Pro.

Det ses blandt på prisen, som løber op i nye stratosfæriske højder for en tablet.

Det der begyndte med at være en relativ billig mediemaskine er i den grad rykket op i klasse - både når det gælder hardware, udstyr, evner og ambitioner.

Man skal kunne bestille noget med en iPad Pro.

Den påstand afprøver vi med selskabets dyreste tablet-kontor til dato: iPad Pro 12.9 (2018).

Læs også: Apple laver helt om på iPad Pro: Her er selskabets spritnye tablets med væg-til-væg skærm

Dyre opgraderinger

I alt skal der slippes 20.247 kroner for dagens testemne.

Her er dog tale om den ultimative version af den store iPad Pro 12.9 med både 4G-forbindelse indbygget og heftige 1TB lagerplads ombord (17.499 kroner). Dertil kommer den nye Apple pencil samt det tilhørende tastatur-cover kaldet ’Smart Keyboard Folio’.

Allerede efter nogle dages brug kan jeg dog se behov nogle essentielle udvidelser, som du også gerne vil have med fra Apple-shoppen: Et længere strømkabel på to meter (179 kroner) vil gøre livet lettere. En USB-C til jack-stik adapter (79 kroner) vil sikkert også være nødvendig for nogle.

Der kan dog slippes væsentligt billigere.

Mindste model med 64GB lager og 11” skærm debuterer ved 6.699 kroner, men så må du leve med de begrænsninger, som ligger i at have småt med lagerplads, en mindre skærm og samtidig undvære de muligheder som touch-coveret og Apples pen giver.

Luksus for pengene

Hvad du til gengæld får, når du overopheder dankortet ved at købe den nye iPad, er en maskine, som er uovertruffen når det gælder design og samlekvalitet.

Apple skrotter i denne ombæring de bløde runde kanter som hidtil har kendetegnet iPads, mens selskabet samtidig slanker enheden gevaldigt.

Man føler oprigtigt, at man står med et elektronisk vidunder mellem hænderne, når skærmen toner frem og udfylder nærmest hele paletten.

Her har Apple også formået at skabe en enhed, som både er slankt og solidt. Vægten er samtidig holdt nede på det fornuftige, 469 gram for iPad Pro 11 og 627 gram for iPad Pro 12.9.

Slankekuren viser sig dog ikke at være uden omkostninger. Det slanke alumniumskabinet giver sig nemlig overraskende let, hvis man forsøger at bøje det. Man bør nok ikke behandle denne maskine alt for hårdhændet.

Læs også: Test af Apples splinternye iPad: Fremstår som andensorteringen af et luksusprodukt (men udgangspunktet er godt)

Overvejer man at bruge maskinen med sit dedikerede tastatur-cover, ryger vægten samtidig hurtigt op. iPad 12,9 Pro bliver 400 gram tungere, hvilket bringer totalvægten halvvejs mellem Apples Macbook og Macbook Air.

En anden ting, der kan udsættes på designet, er kameraet, som får lov til at rage mere end et par millimeter ud af bagsiden.

Opladeren, der følger med iPad Pro, er også en ny sag. Den minder mest om en mobiloplader, men leverer nu 18W, halvanden gange mere strøm end i sidste års model.

Og så er den desuden en USB-C oplader, for Apple har her valgt at skrotte sin Ligthning-standard. Det er der både fordele og ulemper ved. Dem kommer vi til senere.

Lækkert lærred og basrig lyd

Først fortjener displayet sin egen introduktion: I dagens testemne bydes der på hele 12,9 tommer filmlærred med næsten alt, hvad der kan drømmes om i sådan et format.

Det er yderst farverigt, lysstærkt og responsvilligt med sin 120Hz teknologi.

Eneste lille anmærkning, der kunne kommes med, er at skærmen ikke har nær så vild en kontrast som den, som man ser i iPhone X familiens OLED-skærme. Det er dog fortsat en skærm, som vil gøre de fleste laptops ditto til skamme.

Rundt om væg-til-væg displayet er en smal kant, så man kommer til at have håndfladen over selve skærmen, heldigvis forstår skærmen på træfsikkervis at skelne mellen håndfladen og egentlig touch-betjening.

Den nye skærm levner ikke nogen plads til nogen touch-ID knap, hvorfor den er vraget til fordel for Apples Face-ID. Smil til kameraet, og tabletten lukker op - såfremt du ikke har håndfladen liggende over det infrarøde kamera.

Se også: Test: Apples iPhone Xs er den bedste smartphone, der kan købes i dag – men prisen er derefter

Det fungerer akkurat ligeså hurtigt og træfsikkert, som det gør på Apples nyere iPhones – det vil sige rigtig godt.

Når det flotte lærred skal akkompagneres af musik eller andre toner, er der et kapabelt sæt højttalere ombord.

Her konkurrerer fire højtalere om, at spille højt og tydeligt – og alt efter hvilken vej du vender tabletten vil lydbilledet følge med: Bas i bunden og diskanten for oven.

Det er et held, at lydsiden er så god, som den er, for skulle man få den tossede idé at slutte et headset til dyret, vil man skulle enten igennem besværet med en adapter eller en Bluetooth-løsning. Ingen af delene ser jeg dog som værende særligt tilfredsstillende, hvis man arbejder professionelt med lyd.

Ny pen og tastatur

Med det nye look til iPad Pro følger også et nyt sæt tilbehør: Nye covers, nyt tastatur og en ny pencil.

Det betyder så også, at alt hvad du må have investeret i iPad (Pro)-tilbehør nu er ubrugeligt frem over. Både pencil og tastatur er dog begge blevet bedre.

Tastatur-coveret hæfter sig igen magnetisk, men kommunikerer nu igennem en port på iPad’ens bagside.

Skriveoplevelsen er som med det gamle tastatur: udmærket, men ikke noget reelt alternativ til et rigtigt tastatur når der skal bestilles noget.

Der vil man hurtigt savne lidt større knapper (især på den mindste 11” model) samt funktions- og ’esc’-knapperne.

Til gengæld får du en bedre beskyttelse af selve enheden, da coveret nu beskytter både for og bag.

Det bliver også nemmere at undgå genskin fra omgivelserne, for iPad’ens vinkel kan indstilles på to måder.

Læs også: Det siger anmelderne om Apples ’billige’ iPhone Xr: Overraskende lidt er sparet væk

Apples nye Pencil er dog det iPad-tilbehør der har vundet mest ved denne opdatering.

Den er blevet lettere, mere komfortabel, den ruller ikke længere væk fra en og så er den langt mindre glat end tidligere. Den føles mere som en blyant.

Pencil 2 er ikke bare blevet behageligere i brug, den er også blevet smartere ved at understøtte tap-funktioner som bringer app-menuer frem – eksempelvis paletten i en tegne-app eller vekslen mellem skrive- og viskelæder tilstand. Smart og enkelt.

Som tegneredskab arver den nye Pencils fine evner til at blandt andet at registrere tryk og vinkling af værktøjet og er fortsat den mest vellykkede digitale tegneoplevelse man får til dato.

Ikke nok med det, så er den tåbelige ladeproces via lightning-stikket skrottet til fordel for en magnetisk hæftning til siden, hvor den samtidig bliver ladet trådløst op. Enkelt og elegant.

Den sidder dog ikke mere fast end, at den kan ryge af i utide – en lidt kraftigere magnet havde ikke været af vejen.

Power-maskine

Denne iPad hedder Pro til efternavn, hvilket afspejler sig i den processor som Apple har skræddersyet til maskinen.

Det her er en tunet og udboret version af Apples A12 bionic processor (den der regerer i de nye iPhone Xs).

Her er den samtidig parret med 6GB RAM og op til 1TB SSD-lager.

Her diskes op med fire lynhurtige kerner og fire strømbesparende ditto – og som noget nyt, kan de alle sammen operere samtidigt.

Og det er mere end rigeligt.

Apple påstår selv, at den kan performe enten bedre eller på niveau med 92 procent af de bærbare maskiner derude, og jeg er tilbøjelig til at give dem ret.

I benchmark-programmer matcher den næsten Apples egen Macbook Pro 13 (den nyeste model med touchbar og quad-core Intel Core i7 processor ombord).

Når man sammenholder det med, at de apps der skal afvikles på den, er kreeret med mobilprocessorer in mente, blæser den ubesværet igennem, alt hvad du kan finde på af opgaver til den.

Selv særdeles tunge opgaver som videokomprimering/redigering eller AI/AR klares prompte takket været dedikeret hardware til formålet.

At den samtidig klarer opgaverne uden at overforbruge af batteriet er en teknologisk bedrift.

Som mediemaskine klarer iPad Pro en hel dags adspredelse på en enkel optankning.

Taler vi spil eller krævende opgaver, bliver det dog kun til en håndfuld timer, men det er fortsat omkring det dobbelte af hvad selskabets egne Macs kan levere, når de stress-testes.

Det er en god ting, for Apple lægger op til, at maskinen skal bruges væk fra stikkontakten.

Ledningen på bare en enkel meter er ofte for kort til at nå fra skrivebord til stikdåse mens opladningen stadigvæk er en langsommelig proces.

Der skal regnes med tre timers pitstop for en fuld opladning, selvom opladeren godt nok er boostet fra 12W til 18W.

En fin nyhed her er dog, at der nu kan lades fra USB-C porten. I teorien kan man endda lade sin iPad med en iPad.

Ingen multitasker

Når det er sagt, så vil nogle opgaver tage mere tid end de behøver – men det er ikke hardwarens skyld.

4K videoprojekter? Kører som smurt. Batch-behandling af RAW-fotofiler? Nul problemer.

Copy-paste af tekst mellem to Word-dokumenter? En langsommelig proces.

Her skal du ved hjælp at touch/pennen først markere teksten og bagefter navigere mellem forskellige dokumenter inde i Words filhåndteringssystem.

Frem og tilbage.

Det som kunne ordnes på et splitsekund via et par museklik og tastatur-genveje mellem to Word-vinduer på en mac eller pc, er stadig en omstændig proces i iOS-styresystemet.

Apple har godt nok gjort fremskridt igennem tiderne, men har stadig lang vej til målet, når iOS holdes op imod Windows eller Mac OS maskiner.

Mere avanceret filstyring, en ægte desktop-browser med mulighed for udvidelser, USB-lager support, bedre flerskærmssupport, flere tastaturgenveje er bare nogle af de features som en Pro-maskine bør kunne klare.

Her nytter det ikke noget, at Apple kommer med proforma-features som USB-C skærmsupport, der ikke understøtter fuld visning på almindelige 16:9 displays og i øvrigt ikke tilbyder nogen måde at interagere med skærmen (som for eksempel en mus).

Som det er nu kan enkelte apps dog udnytte et ekstern display som et ekstra visningsvindue til eksempelvis fotoredigering eller præsentationer.

Og hvis det skal være rigtig avanceret ville en Thunderbolt 3, terminal og Xcode-support, samt en ’esc’-knap på keyboardet være kærkomne tiltag.

Desuden ville en enkel USB-port til heller ikke være af vejen. Jeg synes ikke det er for meget forlangt, i en såkaldt ’Pro’-enhed.

Se også: Her er Microsofts store nye Surface-kollektion: Ny lyd, nye farver og nye kræfter

iOS på godt og ondt

iOS styresystemet er dog ikke uden fordele.

Det er uden diskussion det mest overbevisende touch-baseret styresystem til dato med sin bredde skare af dedikerede tablet-apps og stadigt flere professionelle apps til platformen.

Til både avancerede AR-værktøjer som Apples Measure eller enkle opgaver som notestagning har iPads ikke noget match i laptop-verdenen.

Samtidig glimrer iPads i funktioner som kræver dedikerede interfaces, som eksempelvis DAW-opgaver eller tegneprogrammer

Og Apple har da også tænkt en vis grad af multitasking ind i platformen.

Det et er let at have to forskellige apps side om side, Siri er blevet smartere end nogensinde mens stadig flere professionelle apps kommer til platformen.

Eksempelvis er Adobe snart klar med en fuld Photoshop app til iOS, mens Autodesk ligeledes har en fuldt ekviperet CAD-pakke på vej.

Man skal bare være indstillet på, at mens nogle opgaver bliver enklere på formattet, bliver andre mere besværlige end på alternativerne fra desktop/laptop-lejren.

Og så er der det med spillene. App-spil er der en overflod af, men jeg kan da samtidig godt se et marked for AAA-titler fra konsol- og desktop-verdenen til det her lækre lærred. Kræfter er her nok af.

Se også: Vores dom over Microsofts nuttede lille Surface Go: Let at blive forelsket i, men ikke lige nem at leve med

Fint tablet-kamera

Kameraet er sjældent der, hvor tablets gør det særligt godt. Faktisk spiller din mobil sandsynligvis en eller to ligaer over det der tilbydes i tabletmarkedet.

Men i iPad Pros tilfælde er kameraet dog bedre end i nogen anden tablet til dato.

Der leveres farverige resultater med fin kontrast, mens Apples nye Smart HDR feature leverer brugbare fotos i mørke.

Ligesom i iPhone Xr har Apple indbygget en portrætfunktion som fungerer nogenlunde, så baggrunden kan sløres, når der tages billeder af mennesker.

Læs også: Duel: Stærk mobil-CPU mod sløv laptop-processor – hvilken er egentlig bedst?

'Bare' en stor iPad

Man er ikke i tvivl.

Apple har her fuldendt den hardware-revolution, som selskabet indledte tilbage i 2010 med deres første iPad. Men det er stadig bare en tablet. På godt og på ondt.

Lige meget hvor mange kræfter Apple hælder i maskinen og hvor meget skærmen blæses op, vil brugeren skulle leve med de begrænsninger der hører til et mobilt styresystem.

På sigt skal begrænsningerne nok så småt eroderes, men indtil videre er konklusionen den samme som hidtil:

Det er bare en stor iPad - Den flotteste, lækreste, dyreste og mest potente nogensinde.

Se også: Her er Samsungs to spritnye våben i kampen om tabletmarkedet


Loading ikon


Premium
Her er de bedste antivirus-programmer til Windows 10 lige nu (plus dem du nokskal holde dig fra)
Syv antivirus-programmer ligger helt i top, når det gælder om at levere solid antivirus-beskyttelse til Windows 10. Se listen over de bedste antivirus-programmer lige nu
Computerworld
Tysk unicorn-app stormer ind på det danske marked: Vil levere dine dagligvare-indkøb på 10 minutter
Gorillas er en app-drevet udbringningstjeneste, der er blevet kaldt for Europas hurtigstvoksende startup. Tjenesten vil nu udbringe dagligvare til danskerne inden for 10 minutter.
CIO
Årets CIO 2021: Nu skal Danmarks dygtigste CIO findes - er det dig? Eller kender du en, du vil indstille?
Det er den mest eftertragtede titel for danske it-chefer og CIO'er, der er på spil, når Årets CIO kåres 16. september 2021. Søg selv eller prik til en, som du kender - og læs mere om prisen her.
Job & Karriere
Så meget kan du tjene: Disse stillinger giver den højeste løn i den danske it-branche lige nu
Du skal have ledelsesansvar, hvis du vil helt tops i lønhierakiet i den danske it-branche, viser nye tal. Se hvor meget du kan tjene i de stillinger i it-branchen, der giver den højeste månedsløn lige nu.
White paper
Er din forretning og jeres Dynamics 365 klar til løbende opdateringer?
Hyppige opdateringer af din Dynamics 365 sikrer hurtig adgang til nyeste funktioner og opdateringer. Men metoden rummer også risici. Læs her, hvordan du minimerer dem.