Selskabet Roxio vil skifte navn til Napster og samtidig sælge sin softwaredivision fra. Køberen af software-divisionen bliver Sonic Solutions, der skal betale i omegnen af en halv milliard kroner for Roxios software-forretning, der producerer software til brænding af dvd'er og cd'er.
Salget og navneskiftet sker, fordi Roxio fremover vil fokusere egensidigt på musiksalg via nettet, som har oplevet stor fremgang i den seneste tid - ikke mindst på grund af Apples musiktjeneste Ipod Music Store.
Samtidig sikrer salget Roxio en pæn sum penge, som selskabet har hårdt brug for i en tid, hvor det er presset af blandt andet Apples succes, som har ramt betalingsstjenesten Napster.
Omsætter for millioner
Roxio's musiktjeneste omsætter i dag for omkring 50 millioner kroner i kvartalet på at sælge musik via nettet, og selskabet har store forventninger til det skærpede fokus på det, som selskabet betegner som den "varmeste sektor indenfor forbruger-teknologi markedet".
Roxio købte det kriseramte Napster for to år siden for 30 millioner kroner og relancerede tjenesten med det berømte kattehoved-logo i oktober sidste år som en betalingstjeneste, hvor brugerne kan købe digital musik.
Napster var den første fildelingstjeneste i verden, som rigtigt brød igennem. Tjenesten havde på sit højeste mange millioner brugere verden over, som byttede musiknumre via tjenesten.
Det varede lige indtil en stribe af verdens store pladeselskaber begyndte at kunne mærke tjenesten på pladesalget og med en stribe søgsmål bragte Napster til fald.
Roxio's Napster har især stor fremgang med sin musik-abonnements-ordning, som står for mere end halvdelen af musiksalget. Her betaler abonnenterne et månedligt beløb for at være medlem i modsætning til Apples Itunes-butik, hvor kunderne betaler per sang.