Også i Kina er der mange penge at hente på it. Og mange penge at miste.
Kinas hidtil rigeste mand, William Ding, har i det seneste år tabt så mange penge, at han nu er droppet helt ned som nummer seks på listen over de rigeste mennesker i Kina.
William Ding har tjent sine penge på at etablere den kinesiske internetportal Netease.
Hans formue var sidste år på godt 6,5 milliarder kroner. På grund af uheldige investeringer er den i år faldet til 3,9 milliarder kroner.
Den rigeste it-entreprenør i Kina er nu Chen Tianqiao, der er topchef for online spil-udvikleren Shanda Networking Development. Han har 7,7 milliarder kroner stående på bankbogen og har fordoblet sin formue i løbet af det seneste år.
Rigest i Kina er nu Larry Rong, formand for ejendomsselskabet Citic Pacific. Han er god for 8,8 milliarder kroner.
Blandt de 10 rigeste mennesker i Kina er der også finansfolk fra ejendomsverdenen, bilindustrien samt flere handelsfolk.
Sammenlignet med Vestens rigeste har de kinesiske rigmænd ikke fomuer, der tæller godt på blære-barometeret. Microsofts Bill Gates har således en formue på knap 300 milliarder kroner.