Af alle de mange succeser som har været med til at forme de sidste par konsolgenerationer, må From Software siges at være en af de mest overraskende. I årevis havde den japanske udvikler stået for en række af rollespil der uden den store succes uden for hjemlandet, alligevel tiltrak sig opmærksomhed gennem deres originalitet og insisteren på designmæssigt at gå egne veje.
Originaliteten og troen på egne ideer, gjorde sig også gældende for Demon’s Souls der ud af ingenting blev en kritiker-darling, før også det brede publikum begyndte at få øjnene op for spillets (og senere seriens) unikke blanding af skyhøj sværhedsgrad, givende kampsystem og obskur men fascinerende verden.
Siden udgivelsen af Demon’s Souls i 2009, er succesen blevet større for hvert nyt rollespil From Software har udgivet, og trods at mange siden har forsøgt at efterligne formlen, har ingen anden udvikler endnu formået at gøre den japanske udvikler kunsten efter. Demon´s Souls succes blev efterfulgt af de tre spil i Dark Souls-serien, mens den vindene formel også sidenhen har givet liv til både Bloodborne og senest Sekiro: Shadows Die Twice.
Med så stor succes siger det sig selv at begejstringen var enorm hos spillenes millioner af fans, da From Software fortalte at de havde startet et samarbejde med George R. R. Martin, forfatteren bag Game of Thrones, for sammen at lave et nyt eventyr. Elden Ring blev navnet og trods at ventetiden har været lang, er der nu ingen tvivl om at den har været det hele værd.
Som det også gælder udviklerens tidligere eventyr, fortælles historien i Elden Ring på det nærmeste i gåder, løst stykket sammen af fraser man fra tid til anden kan være i tvivl om hvorvidt er sat tilfældigt sammen. Intet giver med andre ord særlig meget mening fra starten, og først når man har haft tid til at udforske den store verden og snakke med dens indbyggere, begynder man at kunne forstå hvordan det hele hænger sammen.
Hvorvidt det har været del af et større design at gøre historien så obskur at følge med i fra starten, er svært at gennemskue, men det betyder dog at man træder ind i spillets verden (The Lands Between) uden at have den fjerneste anelse om hvordan noget hænger sammen. På overraskende vis skal det vise sig at være en fordel.
The Lands Between er en enorm verden, helt fri for pejlemærker, tilfældigt forbipasserende med posen fuld af gode tips eller anden hjælp. Verdenen er også spillerens at betræde, og med kun et omrids af et større mål som hjælp, sendes man på eventyr i en åben verden, hvor stort set intet er låst bag usynlige døre og kun spillerens evner sætter begrænsningerne.
Som det også gjorde sig gældende med tidligere Souls-spil, er sværhedsgraden høj og selv de mindst fjender er i stand til på kort tid at gøre det af med eventyrere som ikke har styr på kampsystemet.
Slag, parader og rullefald kræver alle udholdenhed, som er en ressource der løbende lades op når man finder tid til at tage et par sekunders pause i kampenes hede. Når der ikke skal mere end et eller to velplacerede slag til før man sendes tilbage til det sidste sikre sted man besøgte, udvikler kampene sig dog hurtigt til en strategisk duel. Tålmodighed, timing og viljen til at lære de mange forskellige fjender at kende er vejen frem, men man kommer ikke uden om at meget af læringen vil forgå ved at dø igen og igen.
Indvilliger man i at lære spillet regler, vil man opleve at dette er et eventyr med dets egen rytme. Hvor man i lignende rollespil med en åben verden, oftest har en ide om hvad der venter som den næste udfordring, virker det i Elden Ring ikke som om der er blevet brugt meget tid på at lave en verden tilpasset spilleren. I stedet har man fokuseret på at lave en levende verden, hvor det er ganske uforudsigeligt om man støder på en fjendtlig lejr, en gemt hule eller en livsfarlige drage.
Den slags lyder måske urimeligt, men faktisk bliver det en stor del af charmen for Elden Ring synes bygget op om en kontrakt med spilleren, hvor begge parter inden man går I gang med det hele, bliver nødt til at være enige om at acceptere at døden venter om hvert et hjørne, men at det ikke er grund til at stoppe. Er man villig til at acceptere det, gives med adgang til en af de mest spændende, overraskende, levende og eventyrlige verdner i noget spil, hvis lige ikke er oplevet i spilregi siden Nintendos magiske The Legend of Zelda: Breath of the Wild.
Og netop den åbne verden gør det hele til en mere imødekommende oplevelse for nye spillere, sammenlignet med tidligere udgivelser fra From Software. I modsætning til eksempelvis Dark Souls-serien som på det nærmest krævede at man memorerede ruterne gennem banerne, er vejen frem denne gang anderledes.
Elden Ring tillader nemlig i stor stil at man finder sin egen vej gennem store dele af den eventyrlige verden, mens man i eget tempo forbereder sig på de udfordringer som skal besejres for at avancere det overordnede plot
Medmindre man allerede har besejret alle Souls-spillene, kræver det alt sammen enorm tålmodighed. Selv bevægede jeg mig hele tiden på den hårfine grænse mellem med stor irritation af hoppe ud af spillet, bande over en særligt udfordrende fjende, for senere at blive lokket tilbage for at give det hele et forsøg mere. Når man formår at overkomme en af disse udfordringer, er belønningen i Elden Ring mere givende end i de fleste andre spil der ikke har From Software som afsender – ikke fordi man belønnes med magiske genstande eller lignende, men fordi den simple glæde ved at overkomme en decideret udfordring er enorm.
Elden Ring er på sin vis en lige så underlig størrelse som de mange eventyr From Software sendte på gaden, inden de ramte plet med Souls-serien. Men insisterer man på at forstå og lære det, er det også et enormt fængede eventyr, med et stort udbud af nogle af de mest originale og fascinerende fjender, set i lang tid. Bedst er dog den nærmest magiske verden, der lokker med eventyr, hemmelige skatte og udfordringer på en måde som kun genrens bedste spil har været i stand til førhen.