TOPNYHED:Her er Danmarks bedste it-virksomhed: Nordjyder vinder Computerworlds Top 100 på flintrende godt købmandsskab

Artikel top billede

Så længe troen fra undersåtterne forbliver stærk, kan man også se frem til nye opgraderinger af forskellige slags. (Foto: Massive Monster)

Spilanmeldelse: Prøv livet som kult-leder i et tegnefilms univers

Cult of the Lamb kombinerer forskellige genrer og tilsætter på fornøjelig vis det et forfriskende twist.

Man kommer efterhånden ikke længere uden om at de digitale spilbutikker, har gjort deres for at der også er blevet plads til de udgivelser der ikke har en gigantisk udgiver i ryggen.

Cult of the Lamb er en af den slags udgivelser, og det er svært at forstille sig at spillet nogensinde var blevet til noget, hvis det først skulle have været igennem en godkendelsesprocess hos en udgiver der havde det bedst med at satse på de sikre genrer.

Med legende lethed blander Cult of the Lamb nemlig genrer, og lader sig inspirere af alt fra Dungeon Keeper og Animal Crossing, men har samtidigt taget tiden til også at hive elementer med ind fra Roguelite-genren, hvor det nok mest er Dead Cells og Enter the Gungeon der er blevet afluret mest.

Blandingen er resulteret i et originalt eventyr, hvor du som en lille udskyldigt lam skal starte din egen kult på vejende af en ondskabsfuld gud, i en løjerlig verden der på overfladen ligner en sukkersød tegnefilm for de yngste, men på indersiden gemmer på nogle ondskabsfulde, men sjove mekanikker.

En kult kræver medlemmer og således er det også i Cult of the Lamb, hvor man hurtigt gives magten over et par underdanige undersåtter, der er villige til at udføre alle de opgaver der skal til for at rejse et lille lokalsamfund, hvis bare de må få lov til at tilbede dig. Foruden at sørge for at der er boliger og mad til alle, skal der også generelt sørges for at det lille samfund ikke støder på for mange udfordringer i takt med at det støt vokser.

Måderne er sortere de medlemmer fra som stiller for mange spørgsmål er mange. Således kan de enten sendes på missioner som de ikke har nogen chance for at overleve, sættes i fængsel, beordres til tage de værste opgaver eller blot ofres på det nærmeste bål. Uanset hvad man vælger vil åbenlyse straffe sprede ro og tillid blandt de resterende indbyggere, og desto glade de er for din rolle som leder, desto mere tro sender de også i din retning.

Tro fungerer som en slags valuta, der med tiden resulterer i evnepoint, som kan bruges til at opgradere både din figurs egne muligheder, samt de muligheder man har for at udvide det lille samfund. Der er derfor altid grund til at sørge for at det lille samfund kører som en smurt maskine.

At opbygge en legion af tilbedere er dog kun halvdelen af opgaven, for ressourcerne til at drive værket findes i huler som kontrolleres af andre, utilfredse kultledere. Her tager spillet en drejning, og sender dig derfor gennem stadig mere udfodrende baner hvor alskens forskellige monstre skal have tæv, mens ressourcer i form af guld, træ, sten og en masse andet, skal indsamles.

Banerne laves på ny hver gang man starter, og trods at temaerne går igen er sammensætningen og udfordringen original hver gang. Ved starten gives man hver gang et tilfældigt våben og magisk evne, samtidigt med at man i løbet af banerne også kan finde tarotkort, som opgraderer ens færdigheder indtil man igen træder ud af banen. Udvalget af færdigheder, magi og våben kan løbende ekspanderes alt efter hvordan man bruger sine evnepoint, men tilfældighederne vil stadig have meget at skulle have sagt.

Det er imponerende hvor godt det er lykkedes udvikleren at skrue de forskellige komponenter sammen, til noget der føles helstøbt og er velfungerende.

De forskellige mekanikker flyder uproblematisk sammen, og resulterer i situationer hvor det hele går op i en højere enhed. Eksempelvis oplevede undertegnede op til flere gange hvordan hele samfundet var gået i stå, fordi et af dets ældre medlemmer var faldet om og gået bort midt i byen, mens jeg var i gang med at tæve en særlig stor fjende (tiden forsætter med at gå, uanset hvad man laver). Dette skulle der senere vise sig at være en nem løsning på, og der blev således udskrevet en doktrin om at alle døde indbyggere hurtigst mulig skulle smides i kompostbunken, hvilket løste udfordringen.

Lige så meget som man må beundre Cult of the Lamb for problemløst at mikse så mange genrer, ligeså ærgerligt er det dog også at ingen af komponenterne fungerer ekseptionelt. Hver af de førnævnte inspirationskilder er mere fokuserede omkring netop deres mekanikker og gør dem bedre. Det efterlader kult-simulatoren i en situation, hvor det efter de første 10 timer begynder at miste en del af charmen, og meget af det der før var sjovt pludselig bliver rutine.

Cult of the Lamb er en original og underholdende blanding, hvor man dog kunne have ønsket at der var blevet brugt endnu flere kræfter på at forfine de forskellige mekanikker. Det til trods er det dog særdeles underholdende, originalt og vanedannende. Alt serveres med et tykt lag humor, og modsætningen mellem det pudseløjerlige ydre og de nederdrægtige muligheder, gør at de mest afsindige situationer også er dem man griner mest af.


Loading ikon


CIO
Stort CIO-interview: Lemvigh-Müllers milliard-omsætning er blevet digital