Artikel top billede

En Audi Q8 E-tron årgang 2023 vil kunne kendes på det todimensionelle Audi-badge foran. (Foto: Niels de Boissezon / Computerworld)

Prøvekørt: Tech-verdenens grundregel er, at man altid bør vente på version 2.0: Det gælder også for Audis mægtige Q8 E-tron

Test: Audi Q8 E-tron har fået sig en kolossal overhaling, som underbygger en af tech-verdenens vigtigste læresætninger.

Audi var blandt pionererne, da selskabet i 2019 løftede sløret for sin første ’rene’ elbil. Audi E-tron blev den første tyske SUV bygget oven på en dedikeret el-platform.

Resultatet var en stor, imponerende elbil, der dog ikke viste sig at være i stand til at imponere med sin elektrisk drivlinje, som skulle vise sig at være noget forslugen.

Men som erfaringen som oftest er i tech-verdenen, er det version 2.0 af et produkt, der reelt er den, man skal kigge efter.

Det viser sig også at gøre sig gældende med Q8 E-tron.

Navneskifte og mindre bling

Navnet Audi Q8 E-tron er nyt, men det er bilen bag ikke. Den bil, der oprindeligt hed Audi E-tron, har nu fået sig et præfiks i form af ’Q8’, som samtidigt signalerer, at her er der tale om det ypperste i Audis portefølje.

Rent visuelt er det da også nærmest den samme bil. Her er tale om en stor sportslig SUV (eller en SUV-coupé i Sportback-versionen), der fylder godt i landskabet omkring sig.

Selvom designet efterhånden har nogle år på bagen, virker 2023-årgangen dog fortsat ganske frisk i udtrykket.

Man skal faktisk være lidt af en Audi-kender for overhovedet at bemærke at der er tale om den faceliftede model. Forskellene skal findes i et nyt fladt logo med de fire ringe, som er en del af en ny optik-pakke.

Den nye model byder generelt på mindre mængder bling, og flere matsorte elementer. Der er dog stadig nogle sprælske effekter at få her, såsom lyseffekter omkring frontgrillen og under dørene, hvor der projiceres et Audi-logo på jorden, når de åbnes.

Massiv overhaling

Der hvor Q8 eftertrykkeligt markerer sig, er på sin elektriske drivlinje, hvor Audi med et slag har forvandlet sin elbil fra det outdatede til det dagsaktuelle.

Inde omkring batteriet og elmotorerne ser vi nemlig noget af revolutionerende overhaling. Ved hjælp af en stribe tekniske og designmæssige greb er det lykkedes at hæve rækkevidden på mellem 32 og 44 procent i forhold til foregående udgaver.

Grundmodellen E-tron 50 kan nu tilbagelægge 491 kilometer mod 340 tidligere. Vælger du den mere aerodynamisk sportback får du små 15 kilometer ekstra rækkevidde oveni. Her er tilmed to kraftige motorer, der barberer 0,8 sekunder fra nul til 100 tiden, som nu lyder på nøjagtig seks sekunder.

Topmodellen, Q8 E-tron 55, får sig et endnu større batteri, på hele 114 kWh, 20 procent mere end hidtil. Det giver en rækkevidde på hele 582 kilometer – eller 600 kilometer i Sportbackens tilfælde.

Selvom batteriet er vokset, holder ladetiderne status quo, hvor en 10-80 procents ladeseance fortsat kan klares på en god halv time, til trods for at batteriet er blevet 20 til 33 procent større.

Vægten holdes også i samme leje i e-tron 55 modellen, som blot er blevet 24 kilo tungere, trods sit væsentligt større batteri. E-tron 50 vejer dog mere, da den arver det 95 kWh store batteri fra den forgående e-tron 55.

Audis rækkevidde-gevinster er ikke alene hentet med et større batteri – små designgreb, såsom en adaptiv luftspjæld omkring fronten og aerodynamisk spoilere foran dækkene bidraget til en sænket cw-værdi for aerodynamik. Den lander på 0,26 i SUV’en og 0,24 i coupéen.

Regulær gevinst

Efter et par timers kørsel i den reviderede Audi Q8 er rækkevidde-optimeringerne mærkbare. På en frostkold dag med blandet kørsel på lige dele motorvej og landevej kunne forbruget holdes under de 28 kWh per 100 kilometer.

Det tal er isoleret set ikke noget, der slår rekorder, men taget i betragtning af at Q8 størrelsesmæssigt er et hus på fire hjul, er det mere end godkendt, på en kold vinterdag og med de store 21” fælge monteret.

Det skulle række til omtrent 380 kilometers blandet kørsel på en fuld optankning, når det medregnes at det store batteri har 106 kWh netto at give af. Med det mindre batteri på 89 kWh netto, kan man regne med cirka 320 kilometer.

Rent dynamisk lader det samtidig til, at E-tron modellen er opsat til en mere sportslig og engageret kørsel, end man vil forvente af en knap fem meter lang SUV.

Under optimale forhold vil jeg gisne, at der nok kan klemmes 450 (i 55’eren) og 400 kilometers (i 50’eren) motorvejskørsel før tanken er tom. Og udsigten til en eventuel tur sydpå, ser derfor ud til at være plaget af langt færre ladestops.

Når Audi samtidig tilbyder en enkel roaming-aftale, som mod et månedligt abonnement giver adgang til prisvenlig oplader-roaming tværs over Europa, vil jeg ikke tøve med at have Q8 med på tur til Middelhavet.

Undladelsessynder

Inden du får hænderne op i vejret og skriver under på slutsedlen på en ny Q8’er, skal du være opmærksom på det, som Audi ikke fik opdateret i denne version 2.0 af E-tron: Interiøret.

Inden i kabinen er der nemlig intet nyt at fortælle om, og det betyder, at man må leve med nogle af de små irritationsmomenter, der plagede den første version.

Der som sådan ikke noget at udsætte på selve kabinematerialerne, som lever op til Audis ry for tysk grundighed og seriøsitet.

De små svagheder er at finde i infotainment-systemet, som opleves lidt tøvende og lidt begrænset en premium-bil anno 2023.

Her benyttes nemlig haptisk feedback i stedet for knapper, på de to skærme, men effekten skæmmes lidt af, at skærmene ikke lystrer øjeblikkeligt. Samtidig er der ikke lagt op til OTA-opdateringer, hvorfor en eventuel overhaling vil betyde et besøg hos din forhandler.

Samtidig er Audis implementering af kameraer i stedet for sidespejle præget af for små skærme til, at jeg vil anbefale det 18.000 kroner dyre tilkøb, som kun giver 2,5 kilometers ekstra rækkevidde.

I det samlede billede, er det dog petitesser, for Q8’erens reviderede drivlinje viser i den grad, hvor hurtig udviklingen indenfor elbiler løber.

Når Audi samtidig underbyder konkurrenter såsom BMW iX, Polestar 3 og Mercedes EQE SUV med priser fra 700.000 kroner, og endda 730.000 med det store batteri og stærkere motorer, er der endnu en grunde til at overveje et gensyn med en E-tron hos Audi-forhandleren.

Samtidig understreger udviklingen pointen om, at version 2.0 af et produkt dybest set er den fejlrettede version, som du helst vil have.


Loading ikon