Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon / Computerworld)

Test: Min jagt på den perfekte arbejdsbærbar endte med denne pc - Dells forførende XPS 15

Dell XPS 15 er originalen, når det handler om at levere fantastisk ydelse i et bærbart format. Og originalen kan godt imponere endnu.

Den perfekte arbejdsmaskine findes ikke, men der findes nok en maskine derude, som er noget nær perfekt til dine behov.

Det, der udløste min egen rejse i jagten på den perfekte redaktionskompagnon, har været længere tids voksende frustration over min aldrende arbejdsbærbar.

Dennes processor (Core i7-11700H) begyndte at hoste blod, hvis jeg forsøgte mig med tungere opgaver såsom billedredigering, særligt med de nye AI-opgaver som for eksempel Adobes ’superresolution’, hvor det at anvende AI til at opskalere et billede kunne tage op til et minut ad gangen.

Der skulle en ny maskine til, og den skulle gerne være født med et grafikkort, der kan assistere med de tunge AI-løft.

Need and nice to have

Er der noget, som over et årti med anmeldelser af mobiler og bærbare har lært mig, så er det, at man altid bør opstille for sig selv, hvad det er, som man reelt behøver, og hvad man kan leve foruden. Altså hvad der er ’need to have’ og ’nice to have.'

Min egen færd efter nyt blev derfor til en række krav, som skulle, eller helst skulle, mødes:

Her skal være en kraftig processor samt et grafikkort, der kan løfte den voksende skare af AI-assisterede regneopgaver. En ny Intel Core i7 eller AMD Ryzen 7 i H-klassen (45 watts CPU’er) samt et Nvidia RTX 3060/4050 grafikkort eller kraftigere er et must.

Skærmen skal være skarp, stor, flot og farverig: Hvorfor bærbare i 15 og 16”-klassen med OLED eller Mini-LED evner hurtigt blev valgt til. Tastatur og touch-felt skal også være gode at arbejde med i længere tid.

Selve maskinen (og nærmest lige så vigtigt, laderen) skal være så kompakt og let som mulig og samtidig være skruet rigtig godt sammen.

Vægten skal holdes under de to kilo og egentlig helst være tættere på de halvanden, hvilket udelukker stort set alle 16”-maskiner.

USB-C opladning er et must, så man kan nøjes med en enkel oplader på farten. Batteriet skal kunne holde til en hel kontordag som skrivemaskine.

Port-udvalget skal være tilstrækkeligt, mens en indbygget SD-kortlæser er et klart fortrin, når nu man jævnligt importerer billeder.

Det hele skal holdes på et budget mellem de 15.000 og 20.000 kroner - og jo lavere pris, jo bedre, selvfølgeligt.

Kandidaterne

Med mine krav og ønsker linet op blev det hurtigt tydeligt, at de fleste maskiner, der matchede mit behov, var i 14” klassen med maskiner som Acer Swift X 14, Apples Macbook Pro 14, Asus Zenbook Pro 14, Lenovo Yoga Pro 7 samt Yoga Pro 9.

Alle fine maskiner med Apples Macbook Pro 14 som det mest lovende bud.

To enkelte maskiner holdte sig dog under de formelle vægtkrav og tilbød langt større skærme: Samsung Galaxy Book3 Ultra og Dell XPS 15 (hvis skærm på 15,6” er nærmest samme størrelse som Samsungs 16”).

Dell XPS er godt nok dagens tungeste enhed med sin 1,91 kilo, hvor alle konkurrenterne holdte sig mellem de 1,5 og 1,7 kilo - men den byder da også det største batteri blandt de nominerede og en af de største skærme.

Når XPS 15 samtidig byder på et særdeles flot 3,5K OLED touch-display, en fin forarbejdning og unikke egenskaber, såsom muligheden for at opgradere både hukommelse og lagerplads, kan man leve med, at den konfiguration, der er mest relevant for mig, løber op i 18.799 kroner.

Hos Apples Macbook Pro 14 får man kun den mest ydmyge M3 Pro-konfiguration for de penge, mens Samsung Galaxy Book3 løber op i 21.999 kroner for en konfiguration, der matcher Dell’en.

Det blev derfor til en Dell XPS 15.

Ny vin på gamle flasker

Dell fik mange laptop-entusiaster til at måbe, da selskabet for snart 10 år siden viste, hvordan man kunne barbere kanterne omkring skærmen og dermed mindske bærbarens samlede aftryk på skrivebordet.

Dell løftede den disciplin til nye højder i 2020 med den nuværende XPS 15, som til trods for tre år på bagen stadig er den mindste laptop i 15,6- til 16”-klassen, som man kan få.

Der findes lettere maskiner derude, såsom den nyligt testede Asus Swift Edge, men motorrummet og kvaliteten er en til to ligaer over den i Dell XPS 15.

Den samlede pakke vejer godt 1,9 kilo, mens den medfølgende 130 watts USB-C strømforsyning vejer 450 gram. På farten tager jeg dog bare en mere beskeden 65 watts- forsyning med, som vejer under det halve.

Når det gælder porte, tilbydes der kun tre gange USB-C porte (heraf to lynhurtige thunderbolt 4-porte) samt en SD-kortlæser.

Sidstnævnte er også en tjep sag, når der skal hentes billeder fra SD-kortet. Det lidt karrige port-udvalg afhjælpes dog af, at Dell inkluderet en fiks lille USB-C adapter med HDMI og klassisk USB-A udgange.

Stor, flot og skarp

Dell XPS 15 er som designet omkring skærmen, som her serveres i den opgraderede 3,5K OLED-variant.

OLED-teknologien er som altid en garant for, at kontrast og farver er helt i den absolutte top.

Det eneste, som man kan udsætte her, er, at den maksimalt leverer 60 Hz opdateringsfrekvens og at den maksimale lysstyrke ikke helt kan matche den Mini-LED teknologi, som man finder i Apples Macbook Pro eller Lenovos Yoga Pro-enheder.

Heldigvis er Dell XPS 15 relativ lysstærk for en OLED-skærm at være.

XPS-formatet har dog krævet sit offer: Web-kameraet.

Der er nærmest ikke levnet noget plads til det, hvorfor det er en halvsløj sag med 720p-opløsning, der filmer en til Teams-møderne.

Det fungerer heldigvis glimrende med Windows Hello-ansigtsgenkendelse, hvilket er et fint alternativ til den indbyggede fingeraftrykslæser.

Det flotte lærred akkompagneres samtidig af fire kapable højttalere, der faktisk kan spille pænt højt op i både top og bund-frekvenserne.

Fyrige sager

Selv om Dell XPS 15 er bygget til at være slank og kompakt, gemmer den på hardware, som man også kan støde på i dedikerede gamermaskiner.

Her kan du ekvipere maskinen med både 14-kernede Core i9 kræfter fra Intel (Core i9-13900H) og et kapabelt RTX 4070-grafikkort fra Nvidia.

I min udgave har både budget, men også praktiske hensyn, holdt mig til det mere fornuftsprægede og mere end seks tusinde kroner billigere alternativ med en Core i7 (13700H) og et Nvidia RTX 4050.

Det skulle vise sig at være den helt rette disposition, for Dell XPS 15 er begrænset af sin køleløsning, hvorfor både CPU og grafikkort har det med at nedjustere frekvenserne over tid.

De ekstra kræfter fra den hurtigere snurrende Core i9-processor leveres derfor kun kortvarigt – og endda kun over få sekunder fremfor minutter.

I praksis kommer den helt store gevinst fra grafikkortet.

At opskalere og fjerne støj med Adobes AI tager eksempelvis 12 minutter per 24 megapixel foto. Tages grafikkortet i brug, barberes ventetiden ned med 99 procent (!) til en 10-11 sekunder.

Har du også ambitioner om at spille på denne maskine, er det bestemt en mulighed med det ombordværende RTX 4050, så længe man ikke skruer opløsningen meget over Full HD i de nyeste spil.

Her er AI-tricks såsom DLSS og ’frame generation’ dog kærkomne teknikker til at få et ydmygt grafikkort til at slå over sin vægtklasse.

Investerer man i den dyrere RTX 4070-model, skal man samtidig være indstillet på, at den ligesom RTX 4050 her er begrænset til maksimalt at trække 50 watt, hvilket giver en noget lavere slutydelse i forhold til dedikerede gamer-maskiner.

Alle de kræfter udleder varme, som fjernes via to blæsere, der suger luft op fra bunden og puffer det ud igennem XPS 15’s bagside.

Det fungerer generelt som en fin og ikke alt for larmende løsning, såfremt man ikke hæver maskinen op over underlaget – eller forventer at komponenterne skal forblive kolde under drift. Tastaturet har eksempelvis en tendens til at blive noget lunt, når der sættes store regneopgaver i gang over flere minutter.

Dells strømstyring kan der til gengæld ikke udsættes noget på, og selvom de stærke komponenter kræver en del af batteriet, er der 86 Wh at rutte med. Her rækker det til, at jeg kan klemme otte til ni timers drift ud af enheden, hvis jeg ellers holder mig til Word og let browsing.

Giver du dig i kast med 3D-spil, kan du dog regne med, at du får under to timers gaming, før du skal spejde efter en stikkontakt.

Stadig en unik størrelse

Dell XPS 15 er lidt af en veteran i feltet af det, der nu ofte kaldes for ’creator’-maskiner.

Altså fine, pæne, men også potente bærbare maskiner, som kan excellere ved alt fra café-bordet, forbi arkitekt-studiet og til bestyrelsesmødet.

XPS 15 er bare den mindste, som du kan få, som tilbyder ydelsen og looket sammen med en skærm i fuld størrelse – og så er driftstiden slet ikke så ringe for så ambitiøs en maskine.

Der er dog plads til forbedring enkelte steder, maskinens blæsere kunne godt køle bedre, mens skærmen vil have gavn af hurtigere frekvenser.

Men begge dele er dog reelt svagheder, som først rigtig bemærkes, når der spilles.

Skal XPS 15 alene fungere som en arbejdshest, er det svært at finde bedre tilbud derude.

Det var i hvert fald det bedste tilbud for mit vedkommende.


Loading ikon