Med fare for at gentage mig selv, så er det altid vildt at sidde foran en ultra widescreen-skærm.
Og med et format på 49” og hele 122 centimeter buet skærm lige foran dig, er det som om, det hele bliver taget til et nyt niveau.
Du får i hvert fald trænet nakkemusklerne, da den enorme skærm kræver, at du drejer hovedet ret meget – også selv om du sidder i en god afstand. Den er vild.
Den leverer dual quad-opløsning på 5120 x 1440 pixels, hvilket giver en pixelstørrelse, der er fin til både arbejde, underholdning og ikke mindst gaming, som er dens primære disposition.
Formatet er 32:9 og kaldes for super wide. Og det må man sige, at den er.
Skabt til underholdning
Der er ingen tvivl om, at Philips-skærmen er kommet til verden med underholdning for øje. Skærmens standard-indstilling er et meget farvemættet billede, der ser flot ud, men som også er langt fra virkeligheden.
Sæt en film eller serie på, og billedet centreres i midten, og de varme fyldige farver gør gavn.
Det gør også ambilight-funktionen, hvor dioder lyser op på bagsiden i samme farver og takt som billedet på skærmen.
I skærmen kalder man det 'ambiglow,' men effekten er den samme som Philips benytter i deres tv, og som der kan du selv bestemme lysstyrke, intensitet med mere. Det hele klares af en lille medfølgende fjernbetjening.
Det er især med gaming for øje, at du skal bruge Philips. Med en opdateringsfrekvens på 240 Hz og en responstid, der er opgivet til 0,03 ms, er panelet da også tydeligt optimeret til gaming, hvor tingene helst skal lystre hurtigst muligt.
Billedet står da også klippefast og roligt og som mange andre gaming-orienterede skærme er der ikke tale om en dårlig oplevelse, når den benyttes til andet end spil.
Almindeligt kontorarbejde kan den sagtens bruges til. Pixel-størrelsen passer fint til tekst, og du kan som andre ultra wide skærme have flere skærme i én.
Problemet er blot, at den er så bred, at det som sagt bliver en smule anstrengende. Ergonomien er i hvert fald ikke til topkarakter.
Til gengæld kan du glæde dig over en god lyd, der endda har en lille surround-effekt.
Imponerende men til hvilket formål
Naturligvis har ultra-wide skærme deres berettigelse.
Det er ret smart at kunne have to skærme i en, have flere computere tilsluttet samtidigt eller kunne have mange vinduer og programmer åbne på samme tid.
Men her er formatet virkelig voldsomt. 32:9 formatet og den voldsomme bredde, der medfølger, betyder, at der er ret mange ulemper.
For som sagt skal du bevæge hovedet ret meget fra yderpunkt til yderpunkt. Hos – i min optik – mere brugbare skærme, er forholdet mellem højde og bredde mere hensigtsmæssig.
Samtidig er der jo ikke mange spil – om nogen – der understøtter formatet.
Jeg er klar over, at jeg ikke er målgruppen og ikke en hardcore-gamer, og jeg fik derfor nogle teenagere med hang til spil til at teste. De var imponerede, men når jeg pressede dem, ville to ud af tre vælge en anden løsning. Skærmen er ganske enkelt for bred.
Min lille undersøgelse er naturligvis ikke repræsentativ, og der er selvfølgelig købere til denne type skærm. Ellers ville den ikke blive produceret.
Perfekt til sin egen lille niche
Jeg er på mange måder ret imponeret over Philips 49” store skærm og dens mange muligheder. Og alligevel har jeg som sagt vanskeligt ved at se dens berettigelse
Det ændrer ikke ved, at skærmens kvaliteter og kvalitet generelt er høj. Prisen på de små 8.000 kroner er umiddelbart i orden, men også et prisleje, hvor du kan få endog meget gode skærme i mere traditionelle formater.
Derfor landes der på et tre-tal med en pil opad.
