Artikel top billede

(Foto: Behnam Norouzi/Unsplash)

Tung regnskabsuge: Sådan er det gået de danske it-selskaber i første periode under Trump-kaos

Mere end ti it-selskaber har præsenteres sine resultater i denne uge - og hvordan klarer selskaberne sig under den nye virkelighed Donald Trump har skabt? Læs med her.

Det er væltet ind med regnskaber fra de største it-selskaber i denne uge.

Netcompany, Atea, Aeven, emagine, cBrain, HPE og Mjølner er blandt de danske it-selskaber, mens de amerikanske giganter Apple, Microsoft, Meta og Amazon også har præsenteret deres resultater for årets første fire måneder.

Fælles for alle disse regnskaber er, at de er de første pejlemærker for, hvordan forretningerne klarer sig i den nye virkelighed, som Donald Trump har skabt, efter at han har indledt en handelskrig med det meste af verden – hvilket gør det langt dyrere at handle med USA.

Så hvordan er det gået?

Det får du svaret på herunder, hvor vi kort gennemgår selskaberne én for én. Vi begynder med giganterne:

Apple frygter milliardregning fra Trumps toldkrig

Apple leverede ganske solide tal i sit regnskabskvartal med en omsætning på 667 milliarder kroner, hvilket er en smule over forventningerne fra analytikerne.

Alligevel reagerede investorerne negativt, og aktien faldt med 4,3 procent efter offentliggørelsen af regnskabet.

Årsagen skal blandt andet findes i selskabets udmelding om at reducere aktietilbagekøbene med 70 milliarder kroner. Ifølge topchef Tim Cook skyldes det et behov for at forberede sig på usikre tider.

Apple-topchefen fortalte desuden, at Trumps igangværende handelskrig kan komme til at koste Apple op mod 6,3 milliarder kroner i indeværende kvartal, i takt med at selskabet forsøger at omlægge sin forsyningskæde væk fra Kina til blandt andet Indien.

Apple har iværksat opbygningen af et lager af produkter, så en større andel af de enheder, der sælges i USA, ikke længere er produceret i Kina.

Samtidig skal en planlagt investering på 3.500 milliarder kroner styrke Apples amerikanske produktionskapacitet – herunder chip- og serverfabrikker i samarbejde med partnere.

iPhone-salget oversteg forventningerne med 328 milliarder kroner i kvartalet, men Apple advarer om lavere bruttomarginer i det kommende kvartal og forventer kun lav til moderat vækst i omsætningen.

Microsoft blæser forventninger om lav AI-efterspørgsel til hjørne – Azure vokser markant

Microsoft leverer endnu et stærkt regnskab, hvor især cloud-forretningen Azure trækker læsset med en vækst på 33 procent i kvartalet – langt over analytikernes forventninger på 29,7 procent.

Meldingen sendte Microsoft-aktien op med over syv procent.

Ifølge Microsoft skyldes væksten både stigende efterspørgsel på klassisk cloud-infrastruktur og et markant bidrag fra AI-løsninger, som stod for 16 procentpoint af væksten – oppe fra 13 point kvartalet før.

Fremtidsudsigterne er også lyse: I fjerde kvartal venter Microsoft en cloudomsætning på cirka 202 milliarder kroner (28,75–29,05 mia. USD), svarende til en vækst på op til 35 procent – igen over markedets forventninger.

Samtidig voksede selskabets kommercielle ordreindgang med 18 procent, delvist drevet af en ny Azure-aftale med OpenAI, selskabet bag ChatGPT.

Amazons omkostninger stiger på grund af Trump

Amazon kan notere sig for en stærk start på 2025 med en omsætningsvækst på ni procent i første kvartal, hvor toplinjen nåede 1.090 milliarder kroner.

Alligevel reagerede investorerne negativt, og aktien faldt med tæt på tre procent.

Årsagen skal findes i forventningerne til andet kvartal, hvor Amazon nu ser et driftsoverskud på mellem 91 milliarder og 123 milliarder kroner. Det ellers svimlende overskud er under analytikernes forventning på 124,7 milliarder kroner ifølge Bloomberg.

Den nedjusterede prognose tilskrives blandt andet de nye toldsatser, som præsident Donald Trump har indført – og som kan ramme amerikanske virksomheder med produktion i Kina.

Amazon fremhæver selv et solidt innovationsniveau og fremskridt på både AI- og satellitfronten. I første kvartal lancerede selskabet en ny AI-platform under navnet Amazon Nova og udvidede det ambitiøse satellitprojekt "Project Kuiper", der skal konkurrere med Elon Musks Starlink.

Meta overgår forventninger og hæver investeringerne

Meta, moderselskabet bag Facebook og Instagram, overgik forventningerne i årets første kvartal med en omsætning på 296 milliarder kroner (42,3 mia. USD).

Det slog analytikernes estimater og sendte aktien op med over fem procent.

Samtidig løftede Meta sine investeringsplaner markant og forventer nu at bruge mellem 448 og 504 milliarder kroner – primært til datacentre, der skal understøtte virksomhedens satsning på kunstig intelligens.

Ifølge selskabet handler investeringerne i høj grad om at sikre regnekraft til kerneforretningen, især annonceplatformen, frem for decideret udvikling af generativ AI.

cBrain med markant vækst og stærk indtjening i 2024

Og så vender vi snuden hjemad og lægger ud med softwareleverandøren cBrain, der har leveret årsregnskab for 2024 i denne uge.

Selskabet fortsætter vækstrejsen med en omsætning på 267,8 millioner kroner – en vækst på 12 procent i forhold til året før. Bundlinjen følger med: Resultatet før skat vokser til 86 millioner kroner mod 81 millioner kroner i 2023 – helt i tråd med selskabets egne forventninger.

Overskuddet for året ender på knap 65 millioner kroner, og selskabet planlægger at hæve udbyttet til 0,64 kroner per aktie, hvilket svarer til 20 procent af årets overskud.

Størstedelen af cBrains forretning kommer fra softwareabonnementer til offentlige kunder, herunder langsigtede aftaler med danske myndigheder.

Ifølge selskabets ledelse ser man tegn på, at skiftet mod standardiserede platforme til det offentlige – såkaldte COTS-løsninger – sker hurtigere end ventet. Det skaber nye markedsmuligheder både i Danmark og internationalt, skriver cBrain i regnskabet.

Investeringer i vækst og opkøb er dog nedjusteret midlertidigt som følge af usikkerheder på nøglemarkeder i Tyskland og USA.

Konsulenthuset emagines årsregnskab

Konsulenthuset emagine lagde også 2024 bag sig med en rekordhøj omsætning på 3,7 milliarder kroner – en stigning på ni procent sammenlignet med året før.

Samtidig lander driftsresultatet (den justerede EBITDA) på 365 millioner kroner, svarende til en stigning på 14 procent.

Ifølge selskabet selv er væksten drevet af en kombination af organisk udvikling og en række strategiske opkøb, der har styrket tilstedeværelsen i både Tyskland og Portugal.
Blandt andet har emagine overtaget Allgeier Experts, U.N.P., Boost:IT og Hexis Technology Hub, hvilket samlet har tilføjet hundredvis af nye konsulenter til forretningen.

I en meddelelse fremhæver emagine sin hybride leverancemodel – en kombination af fastansatte og freelancere – som en vigtig konkurrencefordel i kampen mod de store, globale konsulenthuse.

Aeven med eksplosiv vækst – men brænder millioner af hver uge

Infrastrukturselskabet Aeven, der i 2022 blev udskilt fra NNIT, har i sit andet årsregnskab nogensinde leveret massiv vækst – men også et massivt underskud.

Omsætningen eksploderer med 76 procent til 1,59 milliarder kroner i 2024, men underskuddet efter skat rammer hele 55,6 millioner kroner. Det svarer til et gennemsnitligt tab på over én million kroner om ugen.

Det dundrende minus tilskrives især store engangsomkostninger i forbindelse med opkøbet af cloud-selskabet Sentia samt forberedelserne til den store KMD-aftale, som træder i kraft i maj 2025. Her overtager Aeven ansvaret for KMD’s infrastrukturdrift og onboarding af mere end 300 nye kunder.

Driftsresultatet (EBIT) falder til minus 86,1 millioner kroner mod et plus på 21,1 millioner kroner året før. Alligevel betegner ledelsen 2024 som et strategisk investeringsår. Nu skal fokus være profitabel vækst, lyder det.

I 2025 forventer selskabet at nå en omsætning på omkring to milliarder kroner. Ifølge CEO Henrik Bodskov vil cybersikkerhed, hybrid cloud og netværk være kerneområder i det kommende år – drevet af både efterspørgsel og nye EU-reguleringer som NIS2 og DORA.

HPE i Danmark vokser beskedent – mens moderselskabet kæmper i modvind

Den danske afdeling af Hewlett Packard Enterprise (HPE) har afleveret et årsregnskab med beskedne – om end positive – tendenser.

Omsætningen steg fra 1,35 til 1,39 milliarder kroner i regnskabsåret 2023/2024, mens bundlinjen voksede fra 39 til 42,5 millioner kroner.

Dermed leverer den danske forretning stabilt – i modsætning til den globale koncern, der i marts fremlagde et skuffende kvartalsregnskab. Aktien faldt dengang næsten 20 procent på dagen, og for at spare omkostninger annoncerede koncernen, at man vil skære op til 3.000 stillinger væk globalt over de næste halvandet år.

HPE har ikke ønsket at kommentere, om Danmark bliver berørt. I det netop aflagte årsregnskab for HPE Danmark faldt medarbejderantallet fra 139 til 128.

Baggrunden for nedskæringerne er især hård priskonkurrence på markedet for traditionelle servere, som har presset marginerne. Samtidig kæmper HPE med at tilpasse sig skiftet til AI-drevne serverløsninger.

Netcompany starter året stærkt

Danmarks største it-konsulenthus, Netcompany, lægger stærkt fra land i 2025 med en omsætning på 1,74 milliarder kroner i første kvartal – en vækst på 9,1 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Samtidig stiger driftsresultatet (EBITDA) med hele 24,4 procent til 307,3 millioner kroner.
“Vi har noget, som er ekstremt relevant i den tid, vi lever i,” fortalte CEO André Rogaczewski til Computerworld og peger på, at både virksomheder og myndigheder har brug for robust digital infrastruktur – selv i krisetider.

Mens Netcompanys danske forretning stadig vokser med 3,5 procent i kvartalet, er det ikke nær så meget som selskabets øvrige markeder.

Danmark fylder nu 45,7 procent af Netcompanys samlede omsætning – og den andel vil falde yderligere, som årene går, vurderer André Rogaczewski. Ikke fordi Netcompany ikke vokser i Danmark – men fordi andre af selskabets markeder vokser hurtigere.

Selskabet har desuden øget medarbejderstaben med 342 personer sammenlignet med første kvartal sidste år.

Atea Danmark i markant vækst – men uden at tjene penge

Efter et hårdt 2024 ser Atea Danmark ud til at have snuden tilbage i vækstsporet i årets første kvartal med en omsætning på hele 1,85 milliarder kroner – en stigning på 24 procent og et af de højeste førstekvartalssalg i selskabets historie.

Men trods salgsrekorden står bundlinjen stille: Resultatet lander på et rundt nul kroner.
Det er dog en forbedring i forhold til første kvartal sidste år, hvor selskabet havde et underskud på syv millioner kroner.

Særligt salget af hardware til det offentlige – via de store SKI-aftaler – driver fremgangen og er steget med hele 34,7 procent. Problemet er dog, at de offentlige kontrakter er kendt for lave marginer, og det ses tydeligt i bruttomarginen, der falder til 25,9 procent – fem procentpoint lavere end året før.

Det er samtidig første regnskab under ny CEO i Danmark, Steinar Sønsteby, der også er koncernchef i Atea. Han lægger nu vægt på, at fremtidig vækst skal følges af højere indtjening.

Mjølner skruer op for investeringerne – og ned for overskuddet

Og så til rosinen i pølseenden.

Årsregnskabet i det Norlys-ejede konsulenthus Mjølner Informatics viser et fald i selskabets driftsresultat med 31 procent til 18,3 millioner kroner, sammenlignet med 26,6 millioner kroner året før.

Faldet skyldes især massive investeringer i både udlandet og Danmark.

Særligt en satsning i Spanien trækker på økonomien. Mjølner har oprettet datterselskab i Madrid og flyttet ind i nye lokaler med plads til 50 medarbejdere – en kapacitet, der ifølge ledelsen allerede snart kan være for lille. Målet er at få adgang til it-talenter, som det danske marked har svært ved at levere. Samtidig har Mjølner åbnet kontor i Kolding og udvidet hovedkontoret i Aarhus med 1.000 kvadratmeter.

“Vi kommer godt gennem 2024 trods en generel nedgang i markedet,” lyder det fra CEO Brian Gottorp Jeppesen, som kalder resultatet tilfredsstillende i lyset af de strategiske investeringer.

Mjølner har i årets løb øget antallet af medarbejdere, og forventningen er, at bundlinjen forbedres i 2025, når de nye aktiviteter begynder at kaste penge af sig.

Regnskabssæsonen er dog langt fra slut. I næste uge venter regnskaber fra NNIT – der henter 20 procent af sin omsætning i USA.

Derudover leverer blandt andet Columbus og Visma Danmark også regnskab i næste uge.