Artikel top billede

Test: DJI Mavic 4 Pro er den avancerede drone til seriøse entusiaster - en markant opgradering

DJI leverer med Mavic 4 Pro en markant opgradering. Tre kameraer og kraftig software giver flotte optagelser og stabil flyvning – men opgraderingen er ikke billig.

Er du fristet af droner, så er kinesiske DJI stort set alene på det danske marked. Den gode markedsposition er DJI dog hverken kommet sovende – eller flyvende – til. For DJI er gode til både at tilbyde til de flestes brug og pengepung.

I den billigere ende finder du de små lette droner på under 250 gram som ikke kræver en særlig uddannelse og som skal overholde knapt så mange regler.

De små droner som DJI Mini 4 kan ligne legetøj, men de seneste års udvikling har gjort dem virkeligt gode. Især på softwaresiden, hvor de har fået mulighed for at tracke personer og lave imponerende videoer.

Men vil du lave flotte detaljerede fotos kommer de små droner til kort. Deres sensorer er ikke store nok, og resultatet er derfor ofte gnidrede detaljer som fra et ældre mobilkamera.

Skal du have de store imponerende stillfotos skal du derfor en klasse op. Både lovgivningsmæssigt, prismæssigt og teknologisk.

Det samme gælder hvis du vil flyve i blæsevejr og være sikker på at få din drone hel ned igen (vi taler her af dyrekøbt erfaring).

DJI kalder den næste klasse for Mavic-serien, og det er her professionelle og seriøse hobbyfolk får gode droner som er meget nemme at flyve, virkeligt stabile selv når det blæser meget, har stadigt mere teknologi ombord og som leverer gode fotos under de fleste forhold.

DJI er desuden flinke til at opdatere firmwaren på selv ældre modeller – også selvom de sjældent får nye funktioner. De er, sikkert af salgsmæssige hensyn, forbeholdt de nyeste modeller.

Artiklen fortsætter under billederne...

Ny 4 Pro starter på 16.500 kroner

Den nyeste Mavic hedder DJI Mavic 4 Pro og landede i Danmark og på Computerworlds skrivebord tidligere i maj. Prisen starter på 16.500 kroner for basispakken med ét batteri og stiger så hurtigt til 21.300 kroner for Fly More-pakken med 3 batterier, en multilader og en taske.

Men på trods af DJIs løfter på papiret havde vi lidt afdæmpede forventninger til den nye drone.

For Mavic-serien har stået lidt i stampe de seneste par opgraderinger. Således har undertegnede haft svært ved for alvor at se forskel på fotos fra Mavic 2 Pro og så efterfølgeren Mavic 3 Clasic.

Og også på softwaresiden, som er ret afgørende når det kommer til blandt andet evnen til at følge eller flyve rundt om et emne, var forbedringerne til at overse.

Heldigvis har DJI taget et stort hop på begge områder med den nyeste model.

På kamerasiden er der nu tre kameraer med forskellige zoom-niveauer, og samtidig er hovedkameraet nu oppe på 100 megapixel.

Belært af mange års erfaringer så ved vi at megapixel er en elendig indikator af fotokvalitet. For uden den rette software, objektiv eller sensor kan et 100 megapixel billede sagtens være af ringere kvalitet end et foto på 20 megapixels.

Men lad nu det ligge, for uanset hvor mange pixels DJI har kastet efter deres kameraer så virker det.

Eksempler herunder er taget Mavic 4 Pro. Men Computerworlds system spiser kvaliteten - så klik her for at se billedet i fuld opløsning med korrekte farver.

Vi har I denne test sammenlignet med Mavic 3 Classic, som vi har fløjet en del kilometer med siden lanceringen. 3 Classic kan under de rette forhold tage virkeligt gode fotos.

Men Mavic 4 Pro er væsentligt bedre. Ikke nødvendigvis fordi antallet af megapixels er femdoblet, men fordi 4 Pro både har en bedre farvegengivelse og tager væsentligt bedre fotos når lyset er svagt.

Det kan stadig ikke hamle op med et professionelt DSLR-kamera, uanset hvor flotte DJIs reklamefotos er. Men mindre kan også gøre det, for bundniveauet er virkeligt steget fra 3-serien.

I alt er DJI 4 Pro udstyret med tre kameraer: Det store 28 mm kamera (100 megapixel), en medium tele på 70 mm (48 megapixel) og så en stærkere tele op 168 mm (50 megapixel). De kan desuden alle lave 4K videoer.

Det gør 4 Pro ekstra anvendelig, for med zoom-objektivet er det muligt at komme helt tæt på emner som du måske ikke må flyve tæt på. Bare husk at de generelle love om privatlivets fred ikke er sat ud fra kraft bare fordi du flyver med en drone.

I det hele taget er det obligatorisk at læse mere om dronereglerne, zonerne du må flyve i og forsikringskravene der stilles til klasserne på droneregler.dk - for det er både usikkert, dyrt og dumt at bryde dem. Hos droner.dk er der også en måske lidt mere pædagogisk forklaring inklusiv en nem guide. Find den her: https://droner.dk/regler-for-droneflyvning

Mavic 4 Pro er en såkaldt C2-mærket drone på over 899 gram, dvs. at der kræves et såkaldt A2 certifikat.

Bedre software - især til tracking

På softwaresiden har DJI også rullet flere forbedringer ud. Især panoramefunktionen hvor du kan kombinere mange fotos til imponerende 180 eller 360 graders overblik er blevet strømlinet.

Og så er softwaren, kaldet Activetrack, som kan låse sig fast på et emne og følge det, stærkt forbedret.

Med serie 3 ville af Mavic-dronerne ofte miste follow-funktionen hvis bilen, cyklisten eller løbere var bag en busk i halvt sekund og bare stoppe op.

Men 4-serien er langt mere tålmodig og selvom vores test-løber var bag en stor busk eller et halvtag i korte perioder så samlede softwaren hurtigt vedkommende op igen og fortsatte med at følge.

Det er smart. For en ting er at drone kan følge et emne over en distance, men DJI har også en funktion hvor du flyver, men dronen og softwaren sørger for at emnet altid er hvad kameraet fokuserer på. Hvis du mestrer den funktion, kan du virkeligt skabe nogle flotte filmklip.

Bedre flyvetid - men med nye batterier

Flyvetiden også forbedret så den nu længere og med tre batterier i den store pakke til 27.000 kan du være flyvende i op til et par timer. Dog afhængigt af hvor aktivt du flyver, vind og temperaturer.

Det betyder så at batteri-modellen er skifter endnu engang, så har du investeret i den tidligere model kan du (igen) ikke genanvende noget af udstyret. Der er sikkert alle mulige tekniske grunde til at DJI med hver generation skifter alting ud, men gør opgraderinger ret dyre når kun hukommelseskortet kan genbruges.

Med det sagt så er DJI Mavic 4 Pro endnu en solid opgradering fra DJI. Både på kamerasiden og når det kommer til softwaren.

Den virkeligt seriøse professionelle dronefotograf vil nok stadig sværge til den store Inspire-serie, men alle os andre får med Mavic 4 Pro en virkelig solid, alsidig og velflyvende pakke.


Loading ikon


White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis