Man tager fejl, hvis man tror, at kun populistiske politikere og kældertosser i nussede undertrøjer bliver synligt opstemte over onlineforargelse, rage bait og shitstorms.
I rigtig mange tilfælde er fænomenet nemlig professionelt iscenesat og orkestreret, og der er – for at citere en klassisk tv-reklame – penge i lortet.
I bogen ”The Age of Outrage: How to Lead in a Polarized World” stiller Karthik Ramanna skarpt på et fænomen, der i stigende grad præger både politik, erhvervsliv og medier: professionelt iscenesat forargelse.
Ifølge Ramanna – professor i erhvervsledelse ved University of Oxford og tidligere underviser ved Harvard – er vi trådt ind i en tid, hvor vrede er blevet en valuta, som magthavere og brands bruger til at mobilisere følelser, skabe opmærksomhed og konsolidere magt.
Mekanismerne er velkendte: Polarisering driver engagement, engagement driver algoritmer, og algoritmer driver synlighed.
Ramanna peger også på tre gennemgående drivkræfter bag den moderne forargelseskultur: Frygt for fremtiden, hvad enten den skyldes teknologi, økonomi eller klimakrise.
Følelsen af at være blevet snydt af et system, der ikke længere arbejder for fællesskabets bedste.
Og en stigende tendens til at opdele verden i et skarpt “os” og “dem”, hvor fælles værdier gradvist opløses.
Tilsammen skaber det en perfekt grobund for aktører, der kan og vil forvandle vrede til politisk kapital eller kontante indtægter.
Det gør ”forargelsesøkonomien” til en selvforstærkende cirkel, som både politikere, virksomheder og aktivister har lært at spille på som en koncertpianist på sit klaver.
Ramanna viser, hvordan det kan foregå i praksis. Lige fra politiske kampagner, der med kirurgisk præcision rammer modstanderes blinde vinkler og til brands, der bruger provokation som helt bevidst markedsføringsstrategi.
Bogen er dog ikke kun et katalog over manipulationsteknikker.
Ramanna argumenterer for, at ledere aktivt må modstå fristelsen til at bruge forargelse som brændstof – og i stedet skabe organisationer, der belønner dialog, gennemsigtighed og fælles mål.
Det kræver, at man kan modstå fristelsen, kan skrue ned for temperaturen, sortere i hvornår man engagerer sig og tænke længere end næste virale indslag.
Hør Karthik Ramanna uddybe sine pointer i dette korte interview.
Nu udkom bogen i oktober sidste år.
Og skulle man tro, at dens pointer er so much yesterdays news, så bare kast et blik på sommerens mest debatterede reklame – der jo altså i sagens natur først kom på gaden længe efter bogen. Nemlig American Eagle’s kampagne med sloganet ”Sydney Sweeney has great jeans.”
Her hentyder ordspillet ”genes/jeans” til både den smukke skuespillers arvemasse og til denim. Hvilket jo umiddelbart forekommer harmløst, men det er langtfra tilfældet i det aktuelle politiske klima i USA (hvilket jeansbosserne naturligvis var udmærket klar over).
Sloganet fik dele af internettet op i det højrøde felt over den mulige raceorienterede undertone.
Mens den anden ende af det politiske spektrum omvendt blev grundforargede over forargelsen og hyldede mærkets mod.
Kort sagt klassisk ”rage bait”, som også medierne gav uendelige spaltemillimeter gratis omtale – og hvor jeansfabrikantens aktiekurs steg med ca. 20 procent.
Så mon ikke raseriets dirigenter på American Eagles reklamebureau har hyldet sig selv med mindst ét ekstra glas velfortjent champagne?