Morgenbriefing: Hver fjerde dansker snager i partnerens telefon / ChatGPT indfører forældrekontrol / Digital Post dropper links for at forebygge svindel

Hver fjerde dansker snager i partnerens telefon. ChatGPT indfører forældrekontrol. Digital Post dropper links for at forebygge svindel. Alphabet runder 3.000 milliarder dollar i værdi.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Godmorgen derude.

Velkommen til tirsdagens udgave af morgenbriefingen fra Computerworld – endnu engang sat sammen af Thomas Møgelbjerg.

Tak, fordi I læser med.

Hver fjerde dansker snager i partnerens telefon

25 procent af danskerne har tjekket deres nuværende eller tidligere partners telefon uden samtykke. Det viser en ny Epinion-undersøgelse for DR.

Og mens det for nogle kan lyde som om, danskerne har et tillidsproblem, så er det også ulovligt.

Ifølge Nicolaj Sivan Holst, professor i strafferet ved Aarhus Universitet, kan det være en overtrædelse af straffelovens hacking-bestemmelse, hvis man uden tilladelse tilgår en andens telefon, apps eller sociale medier.

”Ligesom man ikke må åbne andres post, må man heller ikke tjekke deres telefon. Det er privatlivets fred,” siger han til Danmarks Radio.

Straffen kan være bøde, afhængigt af hensigt og omfang. Har man handlet i ond tro, altså bevidst og uden tilladelse, kan det være strafbart.

ChatGPT indfører forældrekontrol

Inden for en måned vil der blive indført forældrekontrol i ChatGPT.

OpenAI, der står bag ChatGPT, varsler nye sikkerhedstiltag rettet mod teenagere og brugere i krise. Det skriver New York Times.

Tiltagene skal give forældre mulighed for at styre, hvordan chatbotten svarer deres teenagere, og gøre det muligt for forældre at modtage notifikationer, hvis systemet opdager tegn på akut psykisk mistrivsel.

Initiativet kommer efter en tragisk hændelse i Californien, hvor en 16-årig dreng tog sit eget liv efter gentagne samtaler med ChatGPT. Forældrene til drengen, der efterfølgende har lagt sag an, hævder, at deres søn i månedsvis diskuterede selvmordsplaner med ChatGPT uden nogen form for indgriben.

Med sine 700 millioner brugere bliver ChatGPT i stigende grad brugt til mere end bare informationssøgning – også som følelsesmæssig støtte. Men som OpenAI selv understreger, er chatbotten ikke en terapeut, men et matematisk drevet sprogmodelværktøj.

Flere aktører på markedet, herunder Google og Meta, har allerede indført lignende forældrekontroller.

Digital Post dropper links for at forebygge svindel

Digitaliseringsstyrelsen har fra denne uge fjernet klikbare links i sms’er og e-mails om ny Digital Post. Ændringen skal beskytte borgere og virksomheder mod phishing og digital svindel.

Frem til nu har beskederne typisk indeholdt direkte links til platforme som borger.dk, e-Boks og mit.dk. Men da links ofte misbruges af svindlere, vil de fremover være fraværende i standardbeskeder.

Tiltaget skal gøre det sværere for falske beskeder at efterligne officielle meddelelser.

“Man skal altid være kritisk over for links i sms’er og e-mails,” lyder det fra Digitaliseringsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Offentlige myndigheder vil fortsat kunne indsætte links manuelt, hvis det vurderes nødvendigt, men hovedreglen er nu, at borgere selv skal navigere til de relevante platforme.

Styrelsen minder desuden om, at myndigheder aldrig uopfordret vil bede om CPR-nummer, kodeord eller andre følsomme oplysninger. På sikkerdigital.dk findes vejledning til at spotte digital svindel.

Alphabet runder 3.000 milliarder dollar i værdi

Vi slutter morgenbriefingen af med tal, der er umulige at forholde sig til.

I går mandag, efter en kursstigning på fire procent, rundede Alphabet – selskabet, der står bag blandt andet Google – 3.000 milliarder dollar i markedsværdi for første gang nogensinde.

Markedsværdien er dog ikke nok til at sende Alphabet ind i top tre over verdens mest værdifulde virksomheder.

Apple (3.500 milliarder dollar) ligger fortsat nummer tre, Microsoft (3.800 milliarder dollar) nummer to, mens Nvidia ligger nummer et med en markedsværdi på hele 4.327 milliarder dollar.

Til sammenligning har Novo Nordisk, Danmarks mest værdifulde selskab, en markedsværdi på cirka 250 milliarder dollar.

Alphabets fremgang skyldes både investorernes store appetit på AI-aktier og en gunstig afgørelse i en amerikansk antitrust-sag, hvor Alphabet undgår at skulle frasælge hverken Chrome-browseren eller Android.

Alphabets aktie er steget over 32 procent i år, hvilket gør den til den bedst performende blandt de såkaldte “Magnificent 7”-selskaber.

Samtidig vokser andre dele af Alphabets forretning. Cloud-forretningen steg 32 procent i andet kvartal, og selskabets egne AI-chips og Gemini-modellen begynder at vise resultater.

Udover Google er Alphabet også moderselskab for blandet andet YouTube og Waymo, der udvikler selvkørende biler.

Annonceindlæg fra XFlow

Digitalisering kræver mere end digitale blanketter

Kommunerne har digitaliseret indgangen for borgerne. Men bag skærmen håndteres mange arbejdsgange stadig manuelt mellem systemer, mails og organisatoriske siloer.

Navnenyt fra it-Danmark

Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

Jeppe Spanggaard

Pinksky ApS

Guardsix har pr. 1. maj 2026 ansat Louise Sara Baunsgaard som Global Marketing & Communications Director. Hun skal især beskæftige sig med at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i høj grad handler om geopolitik. Hun kommer fra en stilling som Co-Founder og CMO hos Get BOB. Hun er uddannet Ba.ling.merc fra CBS og har desuden en Mini MBA i marketing. Hun har tidligere beskæftiget sig med marketing og kommunikation i ledende nordiske roller hos bl.a. Meta og Nets. Nyt job
Netip A/S har pr. 1. maj 2026 ansat Steffen Bendix Søjberg som Systemkonsulent ved netIP's kontor i Rødekro. Han kommer fra en stilling som Systemadministr,og har været i branchen i mange år. Nyt job
WITRICS A/S har pr. 1. juli 2026 ansat Tim Meicker som Sales & Marketing Manager. Han skal især beskæftige sig med marketingstrategi, salgsaktiviteter, samt virksomhedens kommercielle vækst. Han kommer fra en stilling som projektansat hos WITRICS A/S. Han er uddannet BA (hons) Strategic Management og MBA fra Syddansk Universitet. Nyt job

Tim Meicker

WITRICS A/S