Morgen-briefing: Nyt samarbejde skal skabe mere robust betalingssystem / Microsoft: Det er sværere at få tilladelse til at bygge datacentre i Europa / Kinesiske tech-giganter bruger ny finte til at omgå Nvidia-sanktioner

Ny koalition skal skabe mere robust betalingssystem. Microsoft: Det er sværere at få tilladelse til at bygge datacentre i Europa. Kinesiske tech-giganter bruger ny finte til at omgå Nvidia-sanktioner. MobilePay satte Black Friday-rekord, og så er det i dag 17 år siden, at IT Factory gik konkurs og Stein Bagger forsvandt.

Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Heisann venner

Det er i dag mandag 1. december, og månedens første morgen-briefing fra Computerworld er netop landet i din indbakke.

Denne morgen er det Jacob Wittorff, der sidder klar ved tastaturet i kalenderlysets skær og netop har åbnet den første låge i sin Fernet Branca-julekalender, og derfor er totalt i stødet til at servere dig et solidt nyhedsoverblik.

Så lad os komme i gang.

Nyt samarbejde skal skabe mere robust betalingssystem

Finanssektoren, energisektoren og telesektoren er gået sammen i en ny koalition, der skal skabe et betalingssystem, som er mere robust over for cyberangreb og nedbrud.

Det skriver Berlingske.

Avisen fremhæver sommerens store nedbrud hos Nets, der blandt andet resulterede i kaotiske scener ved betalingsanlægget på Storebæltsbroen, som et eksempel på, hvorfor samarbejdet er nødvendigt.

”Trusselsbilledet er under voldsom forandring. Gennem en årrække har finanssektoren drevet den digitale udvikling på betalingsmarkedet, men digitalisering kommer også med nogle sårbarheder,” siger Lars Gert Lose, administrerende direktør i bankernes brancheorganisation Finans Danmark, til avisen.

Microsoft: Det er sværere at få tilladelse til at bygge datacentre i Europa

Det bliver mere og mere besværligt at få tilladelse til at opføre datacentre i Europa.

Det fortæller Microsofts europæiske datacenterchef Eoin Doherty i et interview med Børsen.

“Vi har store udfordringer med zonelovgivningen, og derfor er vi i stigende grad begyndt at se på tidligere industrizoner, for det er simpelthen nemmere for os at få en byggetilladelse der. Og det kan også hjælpe i forhold til den tid, det tager at få miljøtilladelser, samt i forhold til sagsanlæg fra naboer, der ikke ønsker at bo ved siden af et datacenter,” siger han.

Eoin Doherty forklarer, at Microsoft derfor er i gang med at opføre et datacenter i et industriområde i Wales og samtidig har planer om at opføre et andet i et tidligere industriområde i tyske Rheinland-Westfalen.

Kinesiske tech-giganter bruger ny finte til at omgå Nvidia-sanktioner

De amerikanske sanktioner, der betyder, at Nvidia ikke kan sælge sine mest potente chips til kinesiske kunder, har nu fået flere kinesiske tech-giganter til at tage en ny finte i brug.

Ifølge Financial Times er virksomheder som Alibaba, Bytedance, der står bag TikTok, og Huawei således begyndt at træne deres kunstig intelligens-modeller uden for Kina og i stedet leje sig ind i datacentre i blandt andet Singapore og Malaysia.

MobilePay satte Black Friday-rekord

Black Friday blev til Black Week og nogle steder endda til Black Month. Men selvom konceptet efterhånden virker udvandet, er danskernes shoppelyst tilsyneladende intakt.

Således kan mobilbetalings-appen Vipps MobilePay meddele, at appen fredag slog sidste års handelsrekord på Black Friday med en stigning på tre procent.

Allerede klokken otte fredag morgen havde danskerne brugt MobilePay til at gennemføre 200.000 handelstransaktioner.

”Det er markant, at sidste års rekordhandel bliver overgået, og at e-handel står så stærkt i Danmark,” siger Casper Højgaard, der er chef for e-handel hos MobilePay, i en pressemeddelelse.

Det er i dag 17 år siden, at IT Factory gik konkurs og Stein Bagger forsvandt

IT Factory gik konkurs 1. december 2008, og dermed lød startskuddet til, hvad der nærmest udviklede sig til en true-crime-julekalender.

Om morgenen 1. december blev det offentliggjort, at selskabet, der kort tid forinden var blevet hædret for sin imponerende vækst af både Computerworld og Ernst & Young, var erklæret konkurs, og selskabets topchef Stein Bagger var forsvundet efter en ferie i Dubai og nu efterlyst af Interpol for omfattende svindel.

I 2009 blev Stein Bagger idømt syv års fængsel for svindel og dokumentfalsk for mere end 800 millioner kroner i forbindelse med skandalen.

Annonce

Annonceindlæg fra Sabio

Disruption kommer til København: Ærlige AI-samtaler når Danmark

Efter ti år i London, Madrid, Paris og Utrecht kommer Sabios AI-fokuserede program af arrangementer om kundeoplevelser, ‘Disrupt’, for første gang til Danmark.

Navnenyt fra it-Danmark

T-Systems har pr. 11. november 2026 ansat Henrik Fugmann som Industry Lead, Public Sector. Henrik skal især beskæftige sig med forretningsudvikling indenfor den offentlige sektor med fokus på digital suverænitet, herunder cloud, AI og sikkerhed. Henrik kommer fra en stilling som Business Director hos DXC Technology. Nyt job

Henrik Fugmann

T-Systems

IFS Danmark A/S har pr. 1. november 2026 ansat Pernille Solvig Graux som Senior Director, Demand Generation. Pernille skal især beskæftige sig med Demand Generation i Europe North. Pernille kommer fra en stilling som Director, Commercial Excellence hos Kahoot. Pernille er uddannet Akademiøkonom. Pernille har tidligere beskæftiget sig med kommerciel ledelse med fokus på salg og marketing. Nyt job

Pernille Solvig Graux

IFS Danmark A/S

Sophie Dalsgaard Myhrmann, er pr. 1. september 2026 ansat hos Elbek & Vejrup A/S som Project Manager i Logistik & Produktion. Hun skal især beskæftige sig med projektledelse indenfor logistik og produktion. Hun er nyuddannet cand.it, i IT, kommunikation og Organisation fra Aarhus Univeristet. Nyt job

Sophie Dalsgaard Myhrmann

Elbek & Vejrup A/S

Lars Erik Larsen, it-arkitekt hos Jyske Bank, har pr. 29. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest – samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Lars Erik Larsen

Jyske Bank