Film: Første kig på Spielbergs UFO-film

Den første teaser til den kommende film Disclosure Day ligner klassisk Spielberg sci-fi af den slags, han har begejstret folk med i årtier.

Artikel top billede

(Foto: PR-foto)

Der har været næsten lige så meget hemmelighedskræmmeri om Steven Spielbergs nye film, som der er om de rumskibe (undskyld, vejrballoner), der ifølge rygterne er blevet observeret eller er styrtet ned på Jorden.

Nu har Spielberg dog givet det første indblik med en teaser til Disclosure Day, som filmen hedder. Og det ligner umiddelbart klassisk Spielberg for fuld skrue, når vi antageligt finder ud af, at vi ikke er alene i universet.

Her i teaseren er der dog hverken syredryppende dræbere eller galaktiske botanikere med lysende pegefingre, men mennesker, der oplever uforklarlige fænomener.

Det første blik forklarer faktisk ikke meget konkret om filmen, og det virker helt bevidst. Foreløbig peger det dog i retning af en film, der interesserer sig mere for menneskelige reaktioner på det ukendte end for gigantiske rumkampe eller invasioner.

”The people have the right to know the truth. It belongs to 7 billion people,” siger Josh O’Connors figur i teaseren og gør sig klar til at vise menneskeheden sandheden.

Hvorvidt sandheden har været skjult i årtier, giver teaseren ikke noget indblik i. Til gengæld får Emily Blunts figur som amerikansk tv-vært en central rolle, da hun midt i en live-udsendelse bryder sammen og begynder at tale i kliklyde.

Kameraerne kører videre, mens kontrolrummet går i stå, og seerne overalt ser med. Det er tydeligt, at der sker noget helt usædvanligt, selv om ingen ved, hvad der foregår.

På samme måde opfører fugle og andre dyr sig ganske underligt, mens vi også får et kig på en klassisk korncirkel, der er i færd med at opstå midt i en hvedemark.

”Why would he make such a vast universe, yet save it only for us?” spørger en nonne i Disclosure Day-teaseren, hvor menneskets tro også ser ud til at spille en rolle.

Steven Spielberg har selv skabt historien, men har fået sin faste samarbejdspartner David Koepp til at skrive manuskriptet. Koepp har bl.a. stået bag manuskripter til Spielberg-film som Jurassic Park og War of the Worlds.

Disclosure Day er 79-årige Spielbergs første film siden den meget personlige The Fabelmans fra 2022, og at dømme efter teaseren fortsætter han den meget menneskelige linje med følelser i front.

Steven Spielberg har allerede skabt nogle af sci-fi-genrens mest mindeværdige øjeblikke med film som Close Encounters of the Third Kind og E.T. the Extra-Terrestrial, ligesom hans bud på War of the Worlds aldrig primært handlede om rumvæsener, men om helt almindelige mennesker.

Disclosure Day ser ud til at følge samme spor, hvor det ikke så meget handler om det, der kommer fra rummet, men dem, der skal forstå eller i hvert fald leve med sandheden.

Spielbergs bud på, hvordan verden vil tage imod sandheden, ser i hvert fald lovende ud i den første teaser. Filmen lander i de danske biografer i juni 2026.

I mellemtiden kan du snart se dokumentarfilmen Age of Disclosure, der udover med sit sammenfald i titlen også handler om UFO’er, og som vi har skrevet om her.

Læses lige nu

    Annonce

    Event: Platform X 2027: Forretning, teknologi og transformation

    It-løsninger |

    Mød verdens stærkeste og mest effektive platforme der driver den digitale transformation samlet i København - og dyk ned i den nyeste teknologi.

    22. april 2027 | Gratis deltagelse

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 1. september 2026 ansat Michelle Sørensen som Operation Coordinator ved netIP's kontor i Hernng. Hun kommer fra en stilling som Koordinator hos Norlys koncernen. Nyt job

    Michelle Sørensen

    Netip A/S

    Elbek & Vejrup A/S har pr. 15. august 2026 ansat Anne-Sofie Andreasen som Project Manager i Projekt & Service. Hun skal især beskæftige sig med ledelse og koordinering af projekter og serviceopgaver. Hun kommer fra en stilling som konsulent med fokus på digitale løsninger hos XFLow. Hun er uddannet cand.it. i IT, Kommunikation og Organisation. Hun har tidligere beskæftiget sig med analyse, udvikling, test og implementering af løsninger samt udarbejdelse af brugervejledninger. Nyt job

    Anne-Sofie Andreasen

    Elbek & Vejrup A/S

    Norriq Danmark A/S har pr. 3. august 2026 ansat Jeppe Lindberg som Developer. Han skal især beskæftige sig med at være med til at analysere, designe og udvikle skræddersyede forretningsløsninger til vores kunder i Business Central. Han kommer fra en stilling som Business Central Developer hos Evexo. Han er uddannet hos Aalborg Universitet- Master's degree, Computer Software Engineering. Nyt job

    Jeppe Lindberg

    Norriq Danmark A/S