Fem amerikanske helikoptere skar sig lavt gennem mørket over Caracas. En blev ramt. Men missionen – døbt 'Operation Absolute Resolve' – fortsatte.
De eneste amerikanske tab lader til at være det ekstra flybrændstof, der blev brugt på at flyve lavt hen over hustagene i den hektiske hovedstad. Hvordan tabstallene kan være så små er stadig omgærdet af konspiration og mystik, men Donald Trump løftede selv en del af scenetæppet i fredagens pressemøde.
"Det var mørkt, lyset i Caracas var stort set slukket takket være en vis ekspertise, vi har. Det var mørkt, og det var dødeligt."
Missil mod en el-transformator? Cyberangreb?
Efter Trump tog ordet, fulgte general Dan Caine - chef for de samlede værn i hæren - op med en kryptisk bemærkning.
U.S. Cyber Command, Space Command og kampstyrker havde “lagt forskellige effekter ovenpå hinanden” for at “skabe en indflyvningskorridor.” Hvad det konkret betyder, ville han ikke sige.
Generalen uddybede ikke, hvad disse "effekter" konkret bestod af.
Krig med både kode og kugler
Mens man i Danmark stadig traditionelt taler om Forsvarets tre værn: land, vand og i luften. Hos Pentagon er cyber og rummet nu allerede faste dele af krigsførelsen.
Grænsen mellem det fysiske og cyberspace er ved at være godt og grundigt udvisket, når det kommer til moderne konflikter.
‘Cyber-enabled kinetic warfare’, kalder sikkerhedschefen hos Amazon og AWS, CJ Moses, det. 30 procent af det globale cloud-marked suser gennem servere og computere, som han har ansvaret for.
Hvor cyberspace før var en sidearena, er det nu blevet en indgangsdør.
“Vi ser et grundlæggende skifte i, hvordan statslige aktører fører krig. Det her er ikke bare cyberangreb, der tilfældigvis fører til fysisk skade – det er koordinerede kampagner, hvor digitale operationer er designet specifikt til at understøtte fysiske militære mål,” forklarer CJ Moses.
Den minutiøse planlægning af ‘Operation Absolute Resolve’ leder tankerne hen på to andre James Bond-lignende operationer: Israels pager-angreb mod Hizbollah og Ukraines dronetogt ‘Operation Spiderweb.’
Det velansete medie Politico skriver, at internettet i store dele af hovedstaden Caracas oplevede massive svigt på samme tid med, at strømmen forsvandt. Alp Toker, stifter af internet tracking-platformen Netblocks vurderer, at hvis det er cyberangreb, der er skyld i disse svigt, så ”vil det have været målrettet og uden indvirkning på det bredere netværksområde." Altså et yderst sofistikeret cyberangreb.
Det statsejede olieselskab PDVSA beskylder i øvrigt USA for et cyberangreb den 15. december.