Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Det er ikke rar læsning.
I år offentliggør den tyske open source-virksomhed Nextcloud for første gang et Digital Sovereignty Index, der på 50 forskellige målpunkter vurderer de europæiske landes grad af digital suverænitet.
Og Danmark ligger helt i bunden. Både Finland, Sverige og Tyskland ligger højere.
De 50 punkter i indekset dækker mange forhold, som ikke nødvendigvis er kritiske set fra et dansk perspektiv.
Men ét forhold træder frem; nemlig vores manglende anvendelse af open source-løsninger. Og lige netop open source er essentiel som faktor, hvis vi skal løsrive os fra amerikansk og kinesisk big tech og blive uafhængige.
Det er der almen konsensus omkring. Uden open source kan vi ikke tage kontrollen over vores egen digitale infrastruktur tilbage.
På det punkt ligger vi nede på en 29. plads.
Den gode nyhed er, at debatten om open source for alvor er begyndt at vinde terræn. Men det, der bliver sagt og skrevet, er - præcis som indekset – ikke kønt.
Måske fordi der er nogle meget store økonomiske og politiske interesser på spil.
For skal man lytte til argumenterne for, at vi fortsat skal lægge vores digitale infrastruktur og data i hænderne på amerikansk og kinesisk big tech, så er det ganske enkelt være fordi, der ikke er nogle alternativer.
Og da slet ikke open source.
Men det er jo helt åbenlyst ikke tilfældet. Alene det faktum, at Danmark ligger på en 29. plads i sammenligning med de øvrige europæiske lande, viser, at der er alternativer nok at tage af. Problemet er snarere, at der hverken er den nødvendige erkendelse af behovet eller viljen til at agere på det.
De faktiske forhold
Modstanderne af open source vil henvise til flere fejlslagne forsøg.
Og det er helt korrekt; der har vitterligt været kuldsejlede projekter.
Men spørgsmålet er, hvorfor de er stødt på grund?
Det kan i grove træk opsummeres til tre afgørende årsager: Omfang, indsigt og finansiering.
Omfang
Når initiativer til øget brug af open source er blevet igangsat, har det typisk været i meget lille skala. Man har kørt det lidt ude på sidelinjen som noget, medarbejderne kunne teste og forsøge sig med.
Men det er jo nærmest opskriften på fiasko.
Vi mennesker kan muligvis godt lide forbedringer, men vi hader forandringer, og hvis man skal begynde at arbejde med nye programmer, der ikke ligner dem, man er vant til, er det nemmere bare at fortsætte, som man plejer.
Eftersom open source-projekterne heller ikke er blevet fulgt af et ledelsesmæssigt krav, har de nye løsninger fået lov til at trække skind, og efter endt projektperiode har man konstateret, at det ikke var noget, medarbejderne var interesserede i.
Indsigt
Måden open source adskiller sig fra de big tech-løsninger, vi benytter os af i dag, er, at man selv ejer koden. Med ejerskabet følger også opgaven med at tilpasse dem til de behov, man har.
Det kræver indsigt, enten hos de interne medarbejdere eller en ekstern leverandør. Internt i både virksomheder og den offentlige sektor er der dog meget få, der aner, hvordan man arbejder med open source.
Efter at vi i næsten 25 år stort set kun har benyttet de færdigpakkede big tech-løsninger, er det ikke så underligt, og med et forsvindende lille marked i Danmark er der også relativt få leverandører.
Og de leverandører, der findes, har særligt indkøberne i den offentlige sektor et meget begrænset kendskab til.
Selvom flere af os er på SKI-aftalerne, er de store leverandører, der forhandler big tech-løsningerne langt mere kendte. De har jo også leveret alt det andet, man benytter, så det er tryggere at vælge dem.
Finansiering
Og endelig kommer vi til det med pengene.
Open source-økosystemet er skruet sådan sammen, at der ligger åbne og tilgængelige programmer til mere eller mindre fri afbenyttelse. Det er ideologien bag.
Disse programmer - det kunne for eksempel være kontorpakken LibreOffice - er gennem årene blevet forfinet mere og mere af det internationale open source-netværk.
Men nej, der er endnu ikke integrationer til de fleste danske fagsystemer. Og ja, der er behov for tilpasninger til danske forhold, men hvis man vil have en udgave, der til fulde kan matche en kontorpakke fra for eksempel Microsoft.
Den slags kan man ikke trække op af en skrivebordsskuffe. Det kræver et vist niveau af finansiering.
Og der støder vi ind i en misforståelse i relation til open source. ’Open’ er nemlig ikke det samme som gratis.
Jo, man kan få udgaver, der er gratis eller meget billige, men som med alt andet får man det, man betaler for, og når endnu et open source-projekt er gået i vasken, og man henviser til, at det ikke har kunnet matche en big tech-løsning, er det væsentligt at se på, om man vitterligt lagde den nødvendige investering, så man fik et kvalitetsprodukt. Ellers svarer det til at brokke sig over, at en brugt Lada ikke har kunnet matche en spritny Mercedes.
Store dele af vores europæiske naboer har læst skriften på væggen. Vi bliver nødt til at blive herre i eget digitale hus, og hvis vi skal det, er open source en forudsætning.
Men Danmark er gået i stå, og vores udsathed bliver kun større dag for dag.
Derfor skal der resolut handling til, og det skal involvere alle tre elementer: Tilstrækkelig stort omfang, med den nødvendige indsigt og fuldt finansieret.
Til næste år skal Danmark ligge i toppen af listen over landene med størst digital suverænitet.
Det er ambitionen og det, mange gode kræfter heldigvis arbejder for. Men vi savner fortsat handling og en erkendelse af, at vi er sakket agterud.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
