Systematic lander kæmpeordre: Dansk forsvarsteknologi udrulles i hele det franske militær

Den aarhusianske softwarevirksomhed skal levere sit kommandosystem til hele den franske hær i en ordre til mindst 75 millioner kroner.

Artikel top billede

(Foto: Systematic PR / Mikkel Berg Pedersen)

Det aarhusianske it-selskab Systematic sætter endnu engang et markant aftryk på den europæiske forsvarsarena med en ny storordre fra det franske militær.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra virksomheden, der betegner aftalen som et strategisk gennembrud på et af de mest betydningsfulde markeder i NATO-samarbejdet.

Systematic skal levere sit kommandosystem SitaWare Headquarters til den franske hærs 3. division, der ifølge selskabet har en central betydning for NATO’s landoperationer.

Ordren markerer begyndelsen på en bred udrulning af løsningen i hele den franske hær.

Kontraktens præcise værdi er fortrolig og oplyses ikke, da den ifølge Systematic er klassificeret som en militær hemmelighed.

Virksomheden afslører dog over for Børsen, at ordren udgør et tocifret millionbeløb i euro – svarende til mindst 75 millioner kroner, og formentlig væsentligt mere.

“Frankrig spiller en nøglerolle i Europas forsvar i en tid, hvor sikkerhedsbilledet er mere uforudsigeligt end nogensinde. Det er afgørende at kunne operere effektivt og tæt integreret med allierede, og her giver SitaWare netop den nødvendige fælles situationsforståelse og evne til hurtige beslutninger,” udtaler Systematics administrerende direktør, Nikolaj Bramsen, i forbindelse med aftalen.

Med aftalen bliver Frankrig det nyeste medlem af den voksende gruppe af NATO-lande, der anvender SitaWare. Systemet anvendes i dag af omkring 50 lande verden over.

Systematic beskriver SitaWare som en avanceret kommandoplatform, der giver militære enheder et samlet, digitalt overblik over styrker, infrastruktur, fjendens bevægelser og terræn.

Systemet bruges til at planlægge, koordinere og udføre militære operationer på tværs af domæner – herunder land, luft, sø, cyber og rummet – og kan integreres med både egne og allieredes systemer.

Massiv fremgang i seneste regnskab

Kontrakten kommer kort tid efter, at Systematic i december offentliggjorde det bedste regnskab i selskabets historie. Her kunne virksomheden præsentere en markant fordobling af sit overskud før skat til 804 millioner kroner – et hop op fra 333 millioner kroner året før.

Omsætningen steg samtidig fra 1,63 milliarder kroner til 2,24 milliarder kroner, og nettoresultatet landede på 642 millioner kroner mod 255 millioner kroner året forinden.

Ifølge selskabet skyldes fremgangen både høj efterspørgsel på kerneydelserne og et ekstraordinært stærkt licenssalg. Derudover har geopolitisk usikkerhed og et øget fokus på digital suverænitet i Vesten bidraget til at øge salget – især inden for forsvarssegmentet, hvor Systematic i dag er en dominerende spiller.

Systematic har i dag knap 1.300 ansatte og hovedsæde i Aarhus. Selskabet er Danmarks største privatejede it-virksomhed og ejes fortsat primært af stifter Michael Holm, der stoppede som CEO i selskabet for to år siden.

Annonce

Annonceindlæg fra Genetec

Fysisk sikkerhed må ikke være it-chefens blinde vinkel

Digital robusthed handler ikke kun om firewalls. Det handler også om, hvem der kan gå direkte ind ad døren til serverrummet

Navnenyt fra it-Danmark

Norriq Danmark A/S har pr. 2. februar 2026 ansat Andreas Dyngberg Pedersen som Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sætte de overordnede rammer for leverancerne med afsæt i best practice og skalerbarhed. Han kommer fra en stilling som Solution Architect hos Impact commerce. Han er uddannet Hos EUC Syd som Datatekniker og Programmering. Nyt job

Andreas Dyngberg Pedersen

Norriq Danmark A/S

IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

Annette Macsay Mostrup

IFS Danmark A/S

Norriq Danmark A/S har pr. 1. januar 2026 ansat Allan Kimmer Jensen som Lead Solution Architect. Han skal især beskæftige sig med at sikre vores kunder får en verdensklasse brugeroplevelse gennem stærk frontend-arkitektur og kodekvalitet. Han kommer fra en stilling som Freelance Consultant hos Remmik. Han er uddannet hos Center for Medie og Kommunikation, Roskilde. Nyt job

Allan Kimmer Jensen

Norriq Danmark A/S

Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job