Ingeniørens techpolitiske nichemedie Radar mente forleden, at Danmarks tech-diplomati fra dag ét var en vanskabning - og at det nu er på tide at lukke og slukke.
Jeg forstår godt den hurtige impuls. For Silicon Valley har i årevis skiftevis ignoreret eller angrebet europæiske statsledere, mens EU har forsøgt at få styr på platforme, data og markedsmagt med lovgivning, der konstant kommer halsende bagefter.
Men hvis vi med en overfladisk analyse reducerer hele projektet til en dyr skamstøtte over dansk tech-naivitet, så skyder vi forbi. Ikke fordi alt var en succes. Men fordi vi lærer den forkerte lektie af en periode, hvor teknologi rykkede fra erhvervsstof til geopolitik.
Jeg er dog enig i, at tech-diplomatiet nok er kommet til sin naturlige afslutning.
Især fordi Donald Trumps sammenblanding af tech, handelspolitik og en afsporet tilgang til sikkerhedspolitik har gjort amerikansk teknologi til et damoklessværd over europæisk handlefrihed. Når adgang til teknologi er et pressionsmiddel, ændrer det hele præmissen for høflige møder og langsomt påvirkningsarbejde.
Nedskaleringen er allerede sket
Men inden journalister får taget æren for en eventuel aflivning, så skruede Udenrigsministeriet helt ned for området, da man trak det hjem fra USA for flere år siden og fundamentalt ændrede på konstruktionen. Det, vi diskuterer nu, er i høj grad den formelle slutning på noget, der i praksis allerede blev nedtonet.
Men skal vi lære noget af indsatsen, så er det vigtigt at indse at arbejdet på mange måder var forud for sin tid.
Først og fremmest fordi tech-diplomatiet anerkendte teknologi som en geo- og værdipolitisk faktor, længe før det blev moderne at sige det højt. Før “digital suverænitet” blev et standardord i enhver powerpoint. Før vi for alvor begyndte at tale om chips, cloud, standarder, data og AI som strategiske aktiver på linje med energi og militær kapacitet.
Opgaven var at samtænke teknologi og udenrigspolitik. At få staten til at forstå, at leverandørvalg ikke er en teknisk detalje, men et politisk afhængighedsforhold. Den erkendelse lyder banal i dag. Dengang, midt i disruptionsbegejstringen, var den alt andet end det.
Samtale, ikke smiger
Det er også derfor, jeg stejler, når kritikkerne - eksplicit eller implicit - får det til at lyde som om projektet var skabt for at lefle for, smigre eller sælge Danmark til tech-giganterne.
Det, man forsøgte at tilføre, var den politiske optik: Den ubehagelige samtale om magt, værdier, regulering, ansvar og konsekvenser.
Altså forståelsen af, at disse aktører ikke bare er virksomheder, men globale magtcentre, som demokratier er nødt til at kunne tale med - netop fordi vi også er nødt til at kunne sætte grænser for dem. Det talte tech-diplomatiet om allerede dengang, men oftest for døve øre herhjemme.
Ironisk nok er det præcis den sammenkobling, Trump nu laver, bare i sin egen version: rå, transaktionel og uden hensyn til alliancer eller spilleregler. Men at Trump misbruger koblingen mellem tech og sikkerhedspolitik, gør ikke koblingen forkert. Det understreger den.
Argumenterne imod peger tilbage på disruption-tiden
Der er en anden ting ved Ingeniørens argumentation, som minder ubehageligt meget om noget, vi burde have lagt bag os: Disruption-æraens misforståelse af, hvordan verden virker.
Den forestilling, at tech og politik udvikler sig lineært. At teknologien er et tog, der kommer buldrende, og vores eneste valg er at beslutte os for, om vi vil stige på eller blive stående på perronen. At vi ikke kan styre tech - kun indrette os ved at sige ja eller nej.
Det var præcis den logik, der gjorde alt for mange politikere hjemme bløde i knæene over Silicon Valleys sniksnak i 2010’erne. Og det er præcis den logik, vi burde være blevet immune over for.
Teknologi kan styres. Teknologi kan underlægges demokratisk kontrol. Det er hele ræsonnementet for det, EU i dag forsøger: At gøre digitale markeder og digitale infrastrukturer til noget, demokratier kan regulere, begrænse og holde ansvarligt - uden at opgive innovation, konkurrence og vækst.
At det i vid udstrækning ikke lykkedes i USA, er først og fremmest et amerikansk indenrigspolitisk problem. Et politisk system, hvor pengestrømme, polarisering og lobbyisme gør det næsten umuligt at holde Big Tech i snor - og hvor tech i stigende grad flettes direkte ind i magtpolitik. Sådan som Elon Musk, Larry Ellison og alle de andre for længst har lært os.
Europa og politikerne var for sent ud
Man kan kritisere Europa for at være sent ude. Man kan kritisere vores politikere for at have outsourcet for meget og for længe, og for at have været alt for langsomme til at forstå prisen på afhængighed. Det er en legitim - og nødvendig - kritik.
Men det er ikke et argument for, at et forsøg på at forstå og påvirke var meningsløst. Tværtimod var tech-diplomatiet netop et forsøg på at påvirke og forstå midt i en tid, hvor alt for mange hjemme havde tabt hovedet til disruption-fortællingen og reduceret politik til at “følge med udviklingen”.
Så ja: Den konkrete konstruktion giver næppe mening i samme form i dag. Trump har gjort vilkårene næsten umulige, og USA's nuværende kurs har gjort afhængigheden farligere.
Men hvis vi gør tech-diplomatiet til en ren naivitetsfortælling, lærer vi den forkerte lektie. Lektien er ikke, at det var pinligt at tage tech alvorligt som geopolitik. Lektien er, at demokratiske samfund altid vil have et behov for at forstå, påvirke og sætte rammer for de aktører, der former vores offentlighed, vores økonomi og i stigende grad vores sikkerhed.
Det arbejde kan ikke outsources til markedslogik, en logik som også er under afvikling i USA, og det kan ikke reduceres til et spørgsmål om at “stige på toget”. Teknologi er ikke en naturkraft. Den er politik - og den skal kunne bringes under demokratisk kontrol.
Og set i det lys var tech-diplomatiet faktisk en nuanceret tilgang i en verden, der havde travlt med at tilbede tech-guderne.
Det var ikke så dumt, heller ikke i bagklogskabens klare lys.
