FBI undersøger hack mod eget aflytnings- og overvågningssystem

FBI siger, at man har identificeret og håndteret “mistænkelig aktivitet” på egne netværk, men vil ikke oplyse flere detaljer om sagen.

Artikel top billede

(Foto: David Trinks / Unsplash)

Det amerikanske forbundspoliti FBI efterforsker lige nu en mulig cybersikkerhedshændelse på et særligt følsomt netværk, der bruges af forbundspolitiet til at administrere aflytninger og udenlandske efterretningskendelser.

Det fremgår af en udtalelse fra FBI og oplysninger fra en kilde med kendskab til sagen.

I en kommentar til CNN siger FBI, at bureauet har identificeret og håndteret “mistænkelige aktiviteter” på sine netværk dog uden at gå i yderligere detaljer.

"FBI identificerede og håndterede mistænkelige aktiviteter på FBI’s netværk, og vi har brugt alle tekniske kapaciteter til at reagere," lyder det ifølge mediet fra forbundspolitiet, som ikke ønsker at uddybe.

En kilde med indsigt i efterforskningen oplyser til CNN, at hændelsen knytter sig til et digitalt system, som FBI bruger til at håndtere wiretaps og udenlandske efterretningskendelser i forbindelse med efterforskninger.

Uklar forbindelse til "Salt Typhoon"

Det er endnu uklart, om den aktuelle sag kan kobles til den alvorlige "Salt Typhoon"-hændelse, som er blevet tilskrevet kinesisk efterretningstjeneste og ramte en række amerikanske myndighedsnetværk.

I 2024 blev det beskrevet, hvordan mistænkte kinesiske hackere infiltrerede private kommunikationsudbydere og målrettede netværk af betydning for national sikkerhed.

FBI er som andre store myndigheder et oplagt mål for hackere, der ønsker adgang til følsomme oplysninger, men det er sjældent, at indbrud i bureauets systemer bliver offentligt kendt.

Internt pres på FBI’s cyberkapacitet

Hos CNN sætter man hændelsen ind i en bredere kontekst.

Ifølge nuværende og tidligere embedsfolk er FBI’s evne til at reagere på cybertrusler blevet svækket.

Det knyttes til udskiftninger i toppen, hvor FBI-direktør Kash Patel ifølge CNN har skubbet nogle af de ledende personer ud, der havde ansvar for it-driften og for bureauets håndtering af Salt Typhoon-hændelsen.

Samtidig lyder det, at øget udskiftning i FBI’s rækker og større uro i bureauet det seneste år har gjort det sværere for USA at afværge udenlandske cyberangreb, ifølge nuværende og tidligere embedsfolk.

Læses lige nu

    Navnenyt fra it-Danmark

    Tinne Schjoldan Gyllich, Director, CX & Services (Customer Adoption) hos TDC Erhverv, er pr. 1. juni 2026 forfremmet til Senior Director, Head of Partnerships. Tinne skal fremover især beskæftige sig med at drive strategiske partnerskaber, styrke økosystemet og skabe vækst gennem partnerbaseret omsætning. Forfremmelse
    TDC Erhverv har pr. 1. maj 2026 ansat Peter Bjerregaard Harden som Senior Vice President (SVP), Enterprise Sales. Peter skal især beskæftige sig med at drive transformationen mod at blive en førende, kundecentreret partner inden for Cloud, Cyber og integrerede ICT-løsninger. Peter kommer fra en stilling som Country Manager hos Google Cloud Danmark. Peter er uddannet Cand. Merc (AU), HD, Organisation og Ledelse (CBS), Bestyrelsesuddannelse (CBS). Peter har tidligere beskæftiget sig med at opbygge Google Cloud i Danmark samt roller hos Microsoft, Salesforce og i management consulting. Nyt job
    Freja Egelund Grønnemose, junior automation developer hos WITRICS A/S, har pr. 16. juni 2026 fuldført uddannelsen diplomingeniør i softwareteknologi (B.Eng Software Technology) på Danmarks Tekniske Universitet - DTU. Færdiggjort uddannelse
    Netip A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Kristina Svingel Jeppesen som bogholder ved netIP's kontor i Thisted. Hun kommer fra en stilling som Kontorassistent hos DFI Geisler. Nyt job