Klokken 20:00 i dag lukker valgstederne og folketingsvalget er overstået.
Det er måske meget godt. For i flere uger har dansk politik til tider lignet en kamp om borgmesterposten i Korsbæk.
Fortrængt var Trump, truslen mod Grønland, krigene i Ukraine og Mellemøsten og de rutsjeture, verdensøkonomien tager, når pandemier og konflikter rammer.
Sådan er det. En valgkamp er den handelsplads, hvor vælgere og politikere forhandler om, hvad der betyder mest i hverdagen de næste par år.
Her vil børnehaver, SU, sundhed, skat og bolig altid fylde mere end teknologipolitik, produktivitet og innovation. Sådan skal det være - og tak til alle som stiller op og tager kampen for at repræsenterer os vælgere.
Men desto vigtigere er det, at de store og svære spørgsmål får lov at fylde, når plakaterne er pillet ned.
Derfor var et af de vigtigste debatmøder, som jeg deltog i, det hos robotvirksomheden Teradyne Robotics i Odense lige da valget blev udskrevet.
Her deltog kun én politiker, finansminister Nicolai Wammen. Til gengæld var han flankeret af Lars Sandahl fra DI og Dansk Metals formand Claus Jensen for at tale om automatisering, konkurrencekraft og suverænitet.
Den diskussion var på mange måder mindst lige så vigtig for Danmarks fremtid som mange af partilederrunderne.
For mødet viste en bred erkendelse af, at tiden, hvor teknologipolitik kunne handle om gode viljer, neutral rådgivning og brede rammer, hører en anden verden til.
Den danske tilgang er forældet
Den traditionelle danske tilgang passede til årtierne med globalisering, samhandel og en tro på, at markedet og nogle amerikanske teknologigiganter nogenlunde af sig selv ville bringe os det rigtige sted hen.
Den verden er langt bag os.
Nu er vi på vej ind i en tid med statsstøtte, industripolitik og en mere opsplittet globalisering. Danmark kan ikke være duksen, der bliver siddende, mens andre lande målrettet investerer i de sektorer, der driver produktivitet, viden og handlefrihed.
Det gælder også uddannelse. Berøringsangsten over for teknologi, faglighed og krav skal væk.
Vi har ikke råd til en folkeskole, der halter fagligt, unge der på stribe dumper centrale fag i gymnasiet, og universiteter der tvinges til at skære ned på eftertragtede uddannelser midt i en global kamp om talent og innovation.
For hvis Danmark og Europa skal være mindre afhængige af andre på teknologi, viden og forsyningskæder, bliver det dyrere. Mere strategisk frihed koster penge. Og penge kommer fra innovation, produktivitet og evnen til at uddanne nok talent.
Det er præcis det, som den nye regering der nu skal dannes, bør levere.
