Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Jeg har aldrig kunne kode en eneste linie i mit liv. Alligevel ser jeg ikke mig selv lave andet for tiden.
Kodning har for mig været en anden verden. Jeg er ikke en af dem, der sidder og hygger mig med terminalvinduer, fejlmeddelelser og mærkelige parenteser, som kan vælte det hele, hvis de står forkert.
I mange år har jeg derfor tænkt, at software var noget, som andre lavede. Nogen med hættetrøjer, specialviden og en tålmodighed, jeg aldrig har været i nærheden af.
Men for nylig ændrede det billede sig fuldstændig. Ikke fordi jeg magisk lærte kodesprog som Python eller hvad det ellers måtte hedde. Heller ikke fordi jeg tog et klassisk kodekursus.
Men simpelt fordi AI har flyttet grænsen for, hvem der faktisk kan bygge software.
Og det er større, end de fleste lige har opdaget.
Mine egne kreationer
Jeg har fået sat skub i min egen skabertrang og -glæde. Som fanden tog ved mig, har jeg siddet aftener og weekender og hyggekodet. I øvrigt et ord, jeg aldrig har set ideen i – før nu, forståes.
Jeg har eksempelvis bygget tjenester som JobTrack, der er et lille CRM-system til at holde styr på opgaver, projekter og indtjening.
Jeg har bygget mig tjenesten, som gør mit podcast-liv betydeligt nemmere kaldet Råstof, som transskriberer lyd og samtidig laver show notes, nøglecitater og forslag til LinkedIn-opslag.
Og efter en flygtig tanke, havde jeg pludselig også bygget Blindspot, der hjælper virksomheder med at finde blinde vinkler i deres AI-arbejde.
Og endelig kastet min kærlighed på tjenesten jeg kalder ’App på 10’ App10.dk, der er en interaktiv guide, som skal hjælpe andre i gang med at lave deres første app.
Service-on-demand
Det er ikke det næste Facebook eller Netflix – men det skal det absolut heller ikke være.
For det er faktisk noget af det mest interessante ved det her: Software behøver ikke være stort for at være værdifuldt.
Det behøver ikke have investorer, vækstplan og en strategi for det amerikanske marked.
Et lille værktøj, der sparer dig tid, giver dig overblik eller fjerner en irriterende manuel opgave, kan være mere værd i hverdagen end endnu en smart platform med 117 funktioner, du aldrig får brugt.
Det er måske der, den virkelige forandring ligger. At vi nu kan lave de tjenester, vi selv lige mangler.
Det skal ses som en slags service-on-demand. Ikke forstået som endnu en app, du downloader. Men som noget, du selv får bygget til dit eget arbejdsliv.
Noget, der passer til dig, dine opgaver, dine irritationer og din måde at arbejde på.
Måske er det et CRM-system, der ikke bare holder styr på kunder og opgaver, men som gør det lidt sjovere at komme igennem dem. Et system med gamification, hvor du får point, går level op eller låser den hjemmebryggede titel op som 3rd Wizard of Coffée Brewing op, når du får ryddet ud i tilbud, opfølgninger eller administration.
Det lyder måske ikke som stor teknologi.
Men ærlig talt: Hvis det gør, at du faktisk får løst det, du ellers udskyder, så er det jo pludselig ret god teknologi.
Fra idé til produkt
Det her bliver ofte kaldt ’vibe coding’. Et lidt fjollet navn for noget ret konkret: Du beskriver med almindelige ord, hvad du vil have bygget, og AI hjælper med at omsætte det til kode.
Det afgørende er ikke, at alle nu bliver udviklere. Det gør de ikke.
Det afgørende er, at langt flere mennesker kan komme fra idé til funktion uden først at skulle igennem en mur af teknik. Det betyder, at den person, der faktisk kender problemet, pludselig også kan være med til at bygge løsningen.
Og det er et ret stort skifte.
I årevis har vi vænnet os til, at software er noget, man køber. Man vælger mellem 14 platforme, som hver især kan 80 procent af det, man har brug for, og så lever man med resten. Med de dumme workflows. De kluntede kompromiser. De funktioner, der næsten passer.
Nu kan flere begynde at bygge noget, der faktisk passer.
Ikke perfekt. Ikke nødvendigvis smukt. Men tæt nok på til, at det gør en reel forskel.
Det betyder ikke, at udviklere er på vej ud. Den overdrivelse kan vi godt pakke sammen med det samme.
Dygtige udviklere bliver stadig helt afgørende, når det handler om store systemer, sikkerhed, stabilitet og løsninger, der ikke må kollapse, bare fordi nogen klikker det forkerte sted.
AI-genereret kode kan også blive noget værre rod. Den kan se smart ud, virke i første omgang og stadig være bygget som et halvfarligt fuglerede bag facaden.
Så nej, det her er ikke en trylleformular. Men det er heller ikke bare en gimmick.
Det er en reel forskydning i, hvem der kan bygge digitale værktøjer. Og det betyder, at “jeg kan ikke kode” ikke længere er den stopklods, det var for få år siden.
Se dig selv som bygger
Det sværeste er i øvrigt heller ikke koden.
Det sværeste er at få øje på, hvad der faktisk er værd at bygge.
Den opgave, du gentager igen og igen. Det overblik, du mangler. Den proces, der stadig er alt for manuel. Det irritationsmoment, du har lært at leve med, selv om du egentlig ikke burde.
Det er dér, guldet ligger.
Min påstand er egentlig ret enkel: Vi står ikke bare med endnu et smart AI-trick. Vi står med et skifte, hvor flere mennesker pludselig kan bygge de værktøjer og tjenester, de selv mangler.
Ikke nødvendigvis for at blive rige. Ikke nødvendigvis for at bygge en virksomhed. Men for at gøre arbejdet lettere, hurtigere, sjovere og mere deres eget.
Jeg kan stadig ikke kode. Men jeg kan bygge. Og den forskel kommer til at betyde noget.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
