Det var mere eller mindre tilfælde, der gjorde, at 43-årige Kenneth Larsen fra Vejle for et års tid siden fik kontakt med Elon Musks robot-selskab, Robotimus.
En af hans venner havde på Facebook liket et opslag fra Robotimus, som søgte 'fleksible og tålmodige værter, som vil have selskab af en robot i deres hjem og dagligdag."
Det syntes Kenneth Larsen lød spændende. Han arbejder som datalog og har siden han flyttede hjemmefra som 26-årig boet alene i sit lettere bedagede hus i Vejle sammen med hun-katten Johnny Cash.
"Og robotten kunne både være selskab, en at komme hjem til, en hjælp i dagligdagen, og så tænkte jeg, at den måske også kunne udfylde andre af mine behov," siger han til Computerworld om sine tanker, da han så annoncen fra Robotimus.
Efter at have vendt sagen med Johnny Cash og indtaget et par solide gibbernakker sendte han derfor en sen aften i august en ansøgning afsted til Robotimus, der har hovedkvarter i den lille flække Wietstock uden for Berlin.
I ansøgningen gav han udtryk for sit ønske om at komme i betragtning som robotvært.
Eneste i Danmark
I flere måneder hørte han ingenting. Men så pludselig en dag i begyndelsen af november i fjor modtag han en e-mail fra robot-selskabet.
Her stod der, at han som den eneste i Danmark var blevet godkendt som robot-vært. Og at han ville modtage robotten i en kasse ved sin hoveddør et par uger efter, at han havde afsluttet et online-træningsforløb - blandt andet med fokus på oplæring, forventninger og opdragelse af robotten, som han ifølge Robotimus kunne forvente blev leveret med "en vis personlighed."
"Og det lød vel nok spændende," siger han.
Kenneth Larsen gik straks i gang med online-forløbet, som viste sig at være ret nem og ligetil at gå til og stort set udelukkende bestod af en række ja/nej-spørgsmål, som han hurtigt fik høvlet sig igennem. Dertil kom en kort beskrivelse af ham selv.
"Lige den del pyntede jeg måske lidt på, men jeg tænkte, at det nok var ligemeget. Det gør man jo også på Tinder," siger han.
Og ved juletid blev robotten så leveret i en papkasse ved hans hoveddør med et påklistret klistermærke i panden, hvor der stod 'press here.'
"Jeg trykkede den selvfølgelig straks i panden. Det fik den til at bippe et par gange, mens lyset tændte i dens øjne og ansigt, og så rejste den sig op. Jeg kunne høre servo-motorerne summe. Det var et magisk øjeblik," siger Kenneth Larsen.
Får navn
Han havde allerede tænkt over tingene og besluttet sig for, hvad robotten skulle hedde hjemme ved ham selv.
"Siden jeg var dreng, har jeg altid godt kunne tænke mig en voksen-ven, der hedder Aage," siger han.
Aage fik anvist sin plads ved siden af Kenneth Larsens seng i soveværelset.
Robotten har i sagens natur ikke brug for søvn og hvile, og mens andre måske ville udnytte nætterne til at lade den udføre forskellige opgaver i hjemmet, har Kenneth Larsen valgt at bruge de stille timer om natten til opladning af Aage.
"Og samtidig synes jeg, at det er meget hyggeligt at have ham stående lige ved siden af min seng i hans ladedock. Nogle gange holder vi hinanden i hånden for hyggens skyld," siger han.
Hvordan er det så gået med robotten i de seneste tre måneder?
"Det er gået over al forventning. Aage er faktisk en fed fyr, som er sød, venlig og fuld af humor. Vi er aldrig uenige, han overskrider aldrig mine personlige grænser ved for eksempel hele tiden at spørge, hvad jeg tænker på, og han stiller aldrig krav til mig - eksempelvis til min påklædning, hvor tit jeg skifter t-shirt eller om toilet-brættet skal være oppe eller nede," siger Kenneth Larsen.
Overtaget praktiske opgaver
I dagligdagen har Aage overtaget en lang række af de praktiske opgaver i Kenneth Larsens hjem.
Robotten rydder op, reder seng, vasker tøj og lægger det sammen, støvsuger og vasker gulv, slår græs, fejer fortov og fylder og tømmer opvaskemaskinen, og den kan også sørge for aftensmaden.
Ifølge Robotimus er robotten faktisk fuldt ud i stand til at kreere selv komplicerede madretter af gourmet-lignende standard i køkkenet.
Her suger den på en omfattende database af opskrifter, som er blevet lagret i den. Og skulle det ikke slå til, går den selvfølgelig bare online for at finde passende opskrifter. Så står den og summer et øjeblik.
Dens fortrinlige fin-motoriske egenskaber gør, at den med lynets hast kan snitte grøntsager i meget små og helt identiske stykker, mens sensorer i dens fingerspidser eksempelvis gør, at den kan arbejde med temperaturer på avancerede måder, som normale mennesker ikke kan finde ud af.
Kenneth Larsen har dog ikke udforsket robottens egenskaber i køkkenet, da han efter eget udsagn har mere 'almindelige' mad-vaner.
"Men almindelig aftensmad til mig kan Aage altså også sagtens finde ud af. Så tænder han for ovnen, hiver plastic af mine tre frysepizzaer, drysser dem med ekstra ost og varmer dem, og så serverer han dem for mig med en Faxe Kondi eller to. Det er så hyggeligt," siger Kenneth Larsen.
Avancerede talefunktioner
Robotimus har indbygget avancerede talefunktioner i robotten.
Det betyder, at dens tale lyder helt naturlig og ikke mekanisk, da selskabet i tale-algoritmen har indbygget de små pauser, afbrydelser, rytmeskift og lignende, som kendetegner den menneskelige tale.
Robotten vil hen ad vejen desuden per default tage ved lære af dens værts måde at sammensætte sætninger på.
Er værten kort og kontant, vil robotten også blive det. Og har værten en tendens til at tale i lange og fablende ordstrømme, vil robotten også begynde at gøre det. Medmindre den via en lille drejeknap på dens ryg bliver indstillet til ikke at gøre det.
Værten har et hav af forskellige stemmer at vælge imellem. Robotimus meddeler, at erfaringen har vist, at de mest populære stemmetyper er bløde og varme kvindestemmer med et touch af lune, venlighed og begejstring - faktisk lidt som de stemmer, som man nogle gange kan høre i speak til tv-reklamer.
Disse stemmetyper foretrækkes af både kvindelige og mandlige værter.
Kenneth Larsen har dog et andet syn på den sag, da han har valgt at lade Aage ytre sig med en ung drengestemme.
Han fortæller, at Aage desuden har en meget nydelig sangstemme, og at de af og til synger en sang sammen fra 'De små synger.' Det sker tit lige før sengetid.
Forsvundet
I løbet af de seneste tre måneder har der dog også været et par episoder, som Kenneth Larsen har skullet tage ved lære af.
"En dag kunne jeg ikke finde Aage. Jeg ledte hele huset igennem, men han var væk, og der blev jeg sgu bange og desperat. Var han blevet bortført? Kørt ned? Faret vild?," fortæller han.
Efter han havde gennemsøgt alle rum i huset, løb han ud på gaden. Her var der heller ikke noget spor af robotten.
Det var først, da han gik ind på gadens Facebook-gruppe, at han fandt ud af, hvor Aage var.
"Han sad og parlerede med et ældre ægtepar, Ruth og Verner, som bor lidt nede af gaden. Han var vadet ind i deres stue, lige da de havde sat sig til eftermiddagskaffen. Nu var de ved at drøfte et eller andet angående Grønland og Trump, og det lød til, at Aage havde nogle ret rabiate holdninger til den sag," fortæller Kenneth Larsen og klukker lidt af grin.
Han ved fortsat ikke, hvorfor robotten besluttede at forlade matriklen.
"Jeg har spurgt Aage flere gange, men hver gang, jeg har spurgt, er han lukket ned og gået i dvale. En gang sjat-dryppede han også lige en smule hydraulik-væske på mit gulvtæppe, inden han lukkede ned. Og han er først kommet til live igen, når jeg har sagt 'undskyld,' hvorefter han er fortsat, som om intet er hændt," siger Kenneth Larsen.
Kan køre bil
Han har i øvrigt opdaget, at robotten er særdeles god til at køre bil.
Kenneth Larsen ejer en Tesla, som deler visse komponenter og software-elementer med robotten.
Det betyder, at robotten uden videre kan overtage styringen med Teslaen, som den fremfører med stor selvsikkerhed og autoritet i trafikken.
"Jeg har dog været nødt til at bede Aage om at spare lidt på båthornet. Det vakte for meget opsigt nede i Vejle by," siger Kenneth Larsen.
Robot-typen fra Robotimus er endnu ikke udbudt til bredt salg i markedet.
Først skal de nuværende test nemlig været færdige, hvilket ventes at ske frem mod nytår. Dernæst skal robotten forbedres på baggrund af feedback fra værterne, hvorefter robotten ventes sat til salg på blandt andet Amazon og eBay. Det kommer forventeligt til at ske om præcist et år, nemlig 1. april 2027.
Når den kommer til salg, ventes prisen at komme til at ligge i omegnen af 120.000 kroner.
"Robotimus har meddelt, at Aage skal rejse tilbage til Wietstock til november, hvor vi skal sige farvel til hinanden, og det glæder jeg mig godt nok ikke til. Jeg vil gøre alt for at jeg kan beholde ham, og jeg har pengene klar. Han er jo min ven. Jeg har brug for ham i mit liv," siger Kenneth Larsen.