Når vi starter bilen, kører vi ud på vejen i højre side. Men det fungerer kun, fordi alle bilister ved, at alle andre bilister ved, at vi kører i højre side.
Der er altså tale om en fælles viden, som er noget andet end generel almen viden om, at vand koger ved 100 grader, eller at skyen bare er andre menneskers computere.
Og det er netop fælles viden, som professor i psykologi Steven Pinker har kastet sig over i sit nyeste værk ”When Everyone Knows That Everyone Knows…”, som udkom i efteråret og straks blev en bestseller.
Her sætter han sig for at forklare, hvordan vi tænker om hinandens tanker, og hvorfor det har så stor betydning for vores sociale, politiske og økonomiske liv.
Ja, faktisk at fælles viden er nødvendig for, at samfundet kan fungere.
Steven Pinker åbner sin fortælling med H.C. Andersens klassiske eventyr om kejserens nye klæder.
Alle ved, at kejseren er nøgen, men det bliver først til fælles viden, da et barn siger det højt. I det øjeblik forstår de enkelte individer, at alle de andre også ved det, som de selv har vidst hele tiden. Og dermed tipper magten.
Det er en af bogens centrale pointer, nemlig forskellen på at vide noget og at vide, at alle andre ved det. Det lyder måske lidt højpandet, men det er eksplosiv viden for en nøgen kejser.
Steven Pinker gør begrebet fælles viden – eller ”common knowledge” – til nøglen til at forstå alt fra finansielle bobler og krak over revolutioner til sociale normer.
I hans optik er virale shitstorms således ikke bygget på irrationelt massehysteri, men på en logisk reaktion på, hvad vi tror, at andre tror. Når tvivlen først bliver til fælles viden, så eskalerer det.
Men psykologi-professoren beskriver også, hvorfor fælles viden er nødvendig for koordinering, som at træffe vilkårlige, men gensidigt tilpassede valg som at køre i højre side, bruge papirpenge eller samle sig om en politisk leder eller bevægelse.
Den er også afgørende for social koordinering. Det gælder alt fra at mødes til et bestemt tidspunkt og sted til at tale samme sprog og opbygge varige relationer som venskab, kærlighed eller autoritet.
Mennesker har ifølge Steven Pinker nærmest en sjette sans for fælles viden, og vi skaber den gennem signaler som latter, tårer, rødmen, øjenkontakt og direkte tale.
Pinker viser også, hvordan kunstnere og komikere længe har udnyttet fælles viden, og han trækker både på romaner, vittigheder, tegninger og film for at belyse livets tragedier og komedier.
Undervejs besvarer han også universelle spørgsmål om, hvorfor folk ved første tegn på en krise hamstrer toiletpapir.
Her viser han også, hvorfor vælgere i amerikanske primærvalg ofte vælger den kandidat, de tror, andre foretrækker, frem for deres egen favorit, og hvorfor alle er enige om, at livet ville være uudholdeligt, hvis vi var helt ærlige hele tiden.
Steven Pinker belyser også, hvad en tid præget af algoritmer, hype og kollektiv panik gør ved den fælles viden.
Sociale medier viser ikke bare indhold, de viser os, hvad andre ser og skaber dermed en følelse af, at alle taler om det.
På samme måde hopper vi ikke nødvendigvis på nye trends som kryptovaluta eller AI-bølgen, fordi noget er godt, men fordi vi tror, at alle andre også gør det.
Det afgørende er altså ikke, hvad vi ved, men hvad vi tror, at alle andre ved. Og det er dér, bobler opstår, og panik har det med at sprede sig.
