Det tyske forsvar kommer ikke til at indgå nye kontrakter med amerikanske Palantir lige foreløbig.
Det slår chefen for det tyske militærs cyberforsvar, Thomas Daum, fast i en artikel i det tyske erhvervsmedie Handelsblatt.
”Det er ikke noget, som jeg kan se ske lige foreløbig,” siger han i interviewet om fremtidige kontrakter med det amerikanske dataanalysefirma.
Tætte bånd til Trump
Palantir har tætte bånd til det amerikanske forsvars- og efterretningssystem og i særdeleshed Trump-administrationen, hvor selskabets kontroversielle medstifter Peter Thiel er en mangeårig Trump-donor.
”Selv om vi i høj grad er interesserede i funktionaliteten til vores egen database, er det i øjeblikket ganske enkelt utænkeligt at give ansatte fra den branche adgang til vores nationale database,” siger Thomas Daum til mediet.
Det kom for nylig frem, at Palantirs AI-systemer i fremtiden bliver en del af Pentagons officielle program, hvilket betyder, at Palantir-teknologi i mange år frem vil blive brugt til udpegning af militære mål.
Palantirs løsninger bliver også brugt af det danske politi, og en undersøgelse foretaget af EU-mediet Euractiv viste sidste år, at Palantirs teknologi bliver anvendt i mange EU-lande.