DJI gør det igen: Skal du have din første drone, bør det være denne

Man får usædvanligt meget drone for pengene med DJI's nye Lito X1

Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon)

Få selskaber kan siges at sidde så tungt på sin niche, som DJI sidder på markedet for forbruger-droner.

Bag den store succes er, at den kinesiske drone-veteran DJI opdaterer og opgraderer sin produktportefølje i et tempo, hvor ingen andre kan følge med.

Det betyder, at funktioner og egenskaber som tidligere var forbeholdt high-end modeller lynhurtigt bliver standard i selskabets mere prisvenlige modeller.

Introduktionen af Lito-serien fra selskabet er endnu et bevis på hvad der kan udrettes, hvis man er villig til at evigt at puffe til sin egen portefølje.

Kapable letvægtere

DJI Lito-dronerne kommer i to modeller, prisbaskeren Lito 1 til 2.690 kroner og den lidt mere ambitiøse Lito X1 til 3.290 kroner, hvor der tilbydes et opgraderet kamera og indbygget lagerplads.

Lito 1 og Lito X1 er de umiddelbare afløsere til DJI’s budget-droner i mini-serien, såsom Mini SE, Mini SE 2 og Mini 4K.

Men hvor der tidligere blev tilbudt droner baseret på forrige års modeller, er Lito-serien en ny serie skabt fra bunden efter to vigtige design-forskrifter: En vægt, der holdes under de 250 gram og to 180 graders-sensorer, der sammenlagt kan kigge i alle retninger.

Resultatet er en efterhånden klassisk folde-drone, men hvor der altså tilbydes en avanceret sensorpakke til at holde dronen i live, når den kommer (for) tæt på forhindringer.

Selve konstruktion føles solid for så lette droner at være, om end de ikke kommer uden om, at der er tale om letvægtsdroner.

Selve foldemekanismen og dækslet synes mere gennemtænkt end før, hvorfor både kamera, gimbal og propeller er lidt bedre beskyttet under transport, end man har set i de ældre mini-modeller.

Store forskelle

Lito 1 er udstyret med samme type 1/2" kamera-sensor som i den helt billige Neo-serie, dog her parret op med en bedre tre-vejs gimbal.

Lito X1 byder derimod på en væsentligt større 1/1,3” sensor, som i Mini 3 Pro-, Mini 4- Pro- og Flip-serierne.

X1 udmærker sig dog yderligere ved at have indbygget 42 gb lagerplads.

Det er nok til cirka 40 minutters optagelser i de maksimale 130 mbps kvalitet, ud over micro-SD samt mulighed for at optage HDR video og i 10-bits farvedybde med D Log M formatet – en evne, som indtil videre har været forbeholdt de langt dyrere Mini 5 Pro- og Air 3S-modeller.

De 600 kroner, som en X1’er koster ekstra, giver altså fuld valuta for pengene, og det er derfor også denne model, der bliver dagens testemne.

Begge modeller leveres med DJI RC-N3-controlleren, som understøtter DJI’s nyeste O4-standard og giver op til teoretiske 20 kilometers trådløs rækkevidde.

Denne controller er dog en teknisk nedgradering i forhold til RC-N2 som hører til Mini 4/5 Pro og Air 3/3S, da den har halvt så meget batteri og dermed driftstid.

Man kan dog få den dyrere RC2-controller med indbygget skærm med ’fly more’-pakkerne.

Avancerede flyvemuligheder

Med sådan en avanceret sensorpakke til disposition kan DJI tilbyde et tilsvarende avanceret flyve-mønster til video-entusiasterne: ActiveTrack 360.

Med denne flyveindstilling kan meget af flyvearbejdet og kamera-betjeningen overføres til dronen, naturligvis under opsyn, hvor dronen og dennes kamera nu kan følge, kredse om eller stille skarpt på et objekt eller en person.

Den flyveindstilling er ikke ny, men den bliver styrket af, at Lito X1 har sensorer hele vejen rundt, der forhindrer den i at støde ind i blade, lygtepæle eller andre forhindringer.

Det fungerer nu så overbevisende, at jeg godt kan lade den følge min person eller mig som cyklist uden at frygte de store uheld.

Grene uden blade, ledninger og andre små forhindringer synes dog som altid godt at kunne snyde den, hvorfor jeg ville tage mine forbehold, når de er omkring en.

Selve sensorerne dækker 360 grader, og de er ikke længere af den stereoskopiske type, hvilket begrænser deres rækkevidde.

I praksis synes det dog ikke at hindre dem, så længe man ikke flyver med fuld fart frem mod forhindringer. Jeg vil dog anbefale den mere adstadige C-indstilling, hvis der mange grene omkring. I den hurtigste ’Sports’-indstilling slås anti-kollisionsevnerne fra.

DJI opgiver flyvetiden til 36 minutter, hvilket selskabet selv indser er noget optimistisk og oplyser 23 minutter typisk flyvetid, hvilket passer meget godt med omkring 20 minutters flyveture, før man bør lande.

Et større batteri kan tilkøbes, hvilket dog bringer dronen i en større vægtklasse med krav om dronetegn, før der kan flyves.

Kapabelt kamera

Selve kameraet er på papiret identisk med nyere modeller såsom DJI Flip, Mini 3 og Mini 4 samt deres respektive Pro-modeller.

Her tilbydes hele 48 megapixels og en sensorstørrelse på 1/1,3” sammen med en lysstærk f/1,7-optik.

Her har man fortsat klemt rigtig mange pixels ind på en relativt lille sensor, som kan give pæne resultater i de fleste forhold, men som altså stadig har svært ved at gengive meget detaljerede scener – selv med RAW-optagelser.

Det er fortsat et kapabelt kamera, som kan levere flotte fotos, men som er niveaumæssigt under det, som den nye Mini 5 Pro kan levere.

Videomæssigt er kvalitetsforskellene markant sværere at få øje på. Der kan skydes i skarpe 4K i 25 til 60 fps, mens der tilmed kan optages slow-motion segmenter med op til 100 fps.

D-log muligheden giver samtidig rige muligheder for at fintune resultatet og få det bedste ud det kapable kamera.

Her er dog ikke mulighed for at vende kameraet i højkantsformat, omend man kan tage et højkantudsnit af ens videoer.

Klassens bedste

Kinesiske DJI beviser endnu en gang, at de ikke bare fører, når det gælder forbrugerdroner – de rykker konstant på grænserne for, hvad man kan forvente af en prisvenlig drone.

Man skal altså ikke slippe meget mere end 3.000 kroner, før man er kørende (flyvende) med en yderst anvendelig drone med avancerede flyveevner, der kan give fotos og videoer, som kan stille de fleste forbrugere tilfreds.

De eneste få svagheder, somman kunne indvende noget ved, ligger i, at der trods alt er sparet lidt her og der.

Kameraet kunne være forbedret, særligt til fotos, mens lidt længere flyvetid ikke havde været af vejen.

Men i Lito X1’s begyndervenlige prisklasse finder man intet bedre. Det giver fem store stjerner herfra.

Navnenyt fra it-Danmark

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS

IFS Danmark A/S har pr. 2. marts 2026 ansat Marlene Gudman som HR Business Partner. Hun skal især beskæftige sig med HR i Danmark og Norden og lede udvalgte internationale HR-projekter. Hun kommer fra en stilling som Nordic Lead HR Business Partner hos Salesforce. Hun har tidligere beskæftiget sig med international HR med fokus på udvikling af og udfordringer i HR ud fra et forretningsperspektiv. Nyt job

Marlene Gudman

IFS Danmark A/S

Pentos har pr. 2. juni 2025 ansat Erik Ebert som Country Manager. Han skal især beskæftige sig med udvidelsen af Pentos til Danmark og Norden. Det kræver bl.a. etablering af et lokalt leverance team og SAP Partnerskab. Han kommer fra en stilling som Senior Director hos Effective People. Han har tidligere beskæftiget sig med HR systemer baseret på SAP SuccessFactors hos en række danske større og mellemstore virksomheder. Nyt job

Erik Ebert

Pentos

Sharp Consumer Electronics har pr. 1. april 2026 ansat Daniel Eriksson som salgsdirektør for de nordiske lande. Han skal især beskæftige sig med at accelerere virksomhedens vækst i Norden. Han kommer fra en stilling som nordisk salgsdirektør hos Hisense. Han har tidligere beskæftiget sig med detailhandel, kommerciel strategi og markedsudvidelser med bemærkelsesværdige resultater til følge. Nyt job

Daniel Eriksson

Sharp Consumer Electronics