Bonjour, folkens
Det er mandag 11. maj, og her har du Computerworlds morgen-briefing.
Ude i de aarhusianske gader og stræder er der næppe mange mandage, der har været smukkere end denne, hvor AGF kan vågne som danske fodboldmestre for første gang i 40 år.
Rådhuset har dog også andet end fodbold at tænke på.
I kulissen arbejder Aarhus Kommune nemlig videre med en ganske alvorlig digital disciplin - nemlig det at blive mindre afhængig af amerikanske tech-giganter.
Med andre ord handler dagens første historie om digital suverænitet og de millioner, det koster.
Efter den historie skal vi til historien om, hvordan børn narrer alderskontrol på nettet uden de store problemer.
Videre går turen til historien om en 23-årig hacker, der mistænkes for at have udløst nødbremser på højhastighedstog.
Lidt senere runder vi af med en stor virksomhed, hvor AI-værktøjer nu får meget konkrete konsekvenser for medarbejderne.
En ny uge er altså i gang, og den begynder med både kommunal tech-politik, børns opfindsomme snyd og en ny påmindelse om, at kritisk infrastruktur skal passes på.
Rigtig godmorgen - og tak fordi du læser med.
Afsted med dagens historier.
Kommune vil bruge millioner på at slippe for amerikansk tech
Aarhus Kommune fortsætter arbejdet med at gøre sig mindre afhængig af amerikanske tech-leverandører.
Det skriver TV2 Østjylland, der har set materiale fra et oplæg til kommunens økonomi- og erhvervsudvalg.
Baggrunden er, at data og digital infrastruktur i stigende grad er blevet en del af storpolitik. Det betyder også, at kommunens afhængighed af udenlandske tech-giganter ikke længere kun er et spørgsmål om it-drift og licenser, men nu også t er et spørgsmål om sårbarhed.
Aarhus Kommune har allerede droppet den amerikanske cloud-løsning Microsoft Azure til fordel for den tyske cloud-leverandør Hetzner - og nu kan der altså være endnu mere på vej.
Det skal blandt andet ske ved at reducere brugen af Microsoft, som mange af kommunens medarbejdere ellers er afhængige af for at kunne logge på fagsystemerne.
Det er dog ikke gratis at købe sig til mere digital handlefrihed.
Ifølge TV2 Østjylland lægges der op til, at Aarhus Kommune skal bruge 3,15 millioner kroner i 2027, 4,15 millioner kroner i 2028 og 4,15 millioner kroner i 2029 på arbejdet.
Børn narrer alderskontrol med falske overskæg
Det er flere måneder siden, at Storbritannien begyndte at stille krav om stærkere alderskontrol på nettet som led i den britiske Online Safety Act.
Men de nye kontroller ser langt fra ud til at være vandtætte.
Ifølge en ny undersøgelse fra den britiske organisation Internet Matters, siger 46 procent af de adspurgte børn, at alderskontrol på nettet er nem at omgå.
Kun 17 procent svarer, at kontrollerne er svære at narre, selvom metoderne lader til at være ganske lavpraktiske, skriver The Register.
Børnene fortæller ifølge Internet Matters blandt andet, at de har brugt falske fødselsdatoer, andres id-kort eller figurer fra computerspil til at snyde systemer, der kræver en videoselfie. I enkelte tilfælde har børn endda tegnet et falsk overskæg på sig selv for at narre aldersgenkendelse, lyder det.
Ifølge undersøgelsen siger 32 procent af børnene, at de faktisk har omgået alderskontrol. Samtidig fortæller 49 procent, at de for nylig er stødt på skadeligt indhold på nettet.
Internet Matters oplyser samtidig, at 17 procent af forældrene erkender, at de aktivt har hjulpet deres børn med at komme uden om alderskontrollerne, mens yderligere ni procent siger, at de har set igennem fingre med det.
Studerende mistænkt for at hacke højhastighedstog
En 23-årig studerende i Taiwan er blevet anholdt efter mistanke om at have hacket kommunikationssystemet til landets højhastighedstog.
Hændelsen fandt sted 5. april og førte til, at nødbremserne blev udløst på fire tog. Det resulterede i, at trafikken blev standset i 48 minutter, skriver Bleeping Computer.
Ifølge lokale medier brugte den studerende såkaldt SDR-udstyr, altså Software Defined Radio, samt håndholdte radiosendere til at sende en falsk alarmbesked i jernbanens TETRA-netværk.
Denne besked fik systemet til automatisk at aktivere togenes nødbremser.
Sagen bliver ikke mindre opsigtsvækkende af, at efterforskningen har vist, at systemets sikkerhedsparametre ikke var blevet opdateret i 19 år. Det gjorde det muligt at komme uden om flere sikkerhedslag.
Den 23-årige nægter, at der var tale om bevidst sabotage. Han forklarer ifølge mediet, at signalet blev sendt ved en fejl.
Cloudflare fyrer hver femte medarbejder
Cloudflare vil afskedige mere end 1.100 medarbejdere verden over.
Det svarer til omkring 20 procent af selskabets ansatte.
Fyringerne hænger tæt sammen med Cloudflares satsning på nye AI-værktøjer, der har mindsket behovet for menneskelig arbejdskraft, skriver Reuters.
Cloudflare skriver selv i et blogindlæg med titlen Building for the future, at beslutningen ikke handler om de enkelte medarbejderes indsats.
Cloudflare har alene i de seneste tre måneder øget brugen af de nye AI-værktøjer med 600 procent.
Derfor, lyder det, er det heller ikke udelukket, at der kan komme endnu flere fyringer på et senere tidspunkt.