Når romerne stod over for en krise, der var for stor til deres sædvanlige labyrintiske politiske intriger, gjorde de noget bemærkelsesværdigt: De udnævnte en diktator, en enkelt mand med magt til at skære igennem og prioritere på tværs af republikkens mange ressourcer.
Men kun for at løse en specifik krise. Når krisen var ovre, blev magten leveret tilbage.
Det er nok at gå for langt at ønske sig en romersk diktator i en dansk beredskabskontekst.
Men efter snart 20 år med decentraliseret, sektoropdelt ansvar, hvor alting er alles og dermed ingens ansvar, er der en umiskendelig higen efter en central m/k med klar hjemmel, der kan sætte en retning på et par afgrænsede områder.
Det var den understrøm, der gik igen, da jeg på Folkemødet bevægede mig i og imellem debatterne i Allinge.
Især to områder slår godt ud
To ting gik især igen, og begge handler om teknologi og er den slags emner, der normalt kun udløser overskrifter i medierne, når noget går galt.
Det første er beredskabet.
Erkendelsen af at den verden, som vi byggede vores komplekse samfund op imod, ikke længere er til stede blandt både embedsmænd, direktører og i befolkningen.
Det nye regeringsgrundlag, som var omdrejningspunktet for mange samtaler på Folkemødet, tager konsekvensen og taler om et totalberedskab med styrket indsats mod cyberangreb og sabotage.
Det er glædeligt.
At ministeriet for samfundssikkerhed overhovedet overlevede regeringsdannelsen, var ikke givet, og at posten nu besættes af Lisbeth Bech-Nielsen, der faktisk kommer til jobbet med viden om og interesse for teknologi, gør det kun bedre.
Men der er forbehold.
For dansk beredskab er stadig hovedsageligt sektoropdelt, både fysisk og digitalt, og meldingen er at der fortsat er siloer så langt øjet rækker.
Flere af de virksomheder og organisationer, jeg talte med, bemærkede, at det i praksis ofte er dem selv, der må stå for koordineringen gennem uformelle netværk, fordi der ikke er nogen ovenfra til at skære igennem.
Det er et problem.
Regeringsgrundlaget taler om at koordinere "i tæt samarbejde på tværs af myndigheder, kommuner, virksomheder og civilorganisationer”. Det er godt.
Men det er mere samarbejde, ingen kommandobro og slet slet ikke den beredskabsdiktator jeg foreslog - med et glimt i øjet - til et møde på Bornholm.
Et godt stykke fra diktator
Det er dermed også et stykke vej fra den drøm, som lektor i samfundssikkerhed på RUC Rasmus Dahlberg satte ord på, da Computerworld talte med ham.
Han ønsker en totalberedskabsminister, der "kan pålægge nogle andre ministre at gøre noget på beredskabsområdet."
En der kan skære igennem når f.eks. GDPR-hensyn betyder at konkrete kunder ikke kan advares om angreb.
Det løser vi nok ikke med endnu et koordineringsmøde. Men det er klart positivt at koordineringen er så klart efterspurgt.
Et andet ofte overset område er sundheds-it. Det vi ret gode til i Danmark, ikke mindst på grund af vores solide datasæt og CPR-nummer-baseret registrering
I regeringsgrundlaget er der en ambition om en digital sundhedsassistent, der en slags frivillig sundhedstjek der kan hjælpe borgerne - som allerede nu er i fuld gang med at uploade deres data til ChatGPT fordi de ikke forstår lægen eller vedkommende ikke har tid.
Men det spændende er at høre hvor meget arbejde, der allerede nu er i gang under overfladen med at få samlet og koordineret de data og de partnere, der skal forløse mange års manglende gevinstrealisering fra de gode danske sundhedsdata.
Også her går initiativerne imod den spredhagls-strategi, der i årevis har kendetegnet et land, hvor hver region nærmest har haft sit eget setup.
Det er ved at blive centralt koordineret og samlet, til gavn for klinikere, forskere og borgere.
Det er den slags gode nyheder, der aldrig kommer i breaking-gult.
Mere af det, tak.
