Man kan sige at der findes to slags initiativer i Bruxelles.
Dem, der bliver diskuteret så længe, at man når at glemme, hvor vi skal hen. Og dem, der pludselig har forladt stationen, før ret mange har opdaget det.
EU’s nye industripolitik hører til den sidste kategori.
”Det industripolitiske tog kører nu,” fastslog Andreas Geertsen, chef for Europa og europapolitik i Dansk Erhverv, da Computerworld samlede en kreds af digitale ledere til mini-konferencen Executive Conversations om Europas konkurrenceevne, som Computerworld afholdt sammen med SAP i sidste uge.
Hans budskab var, at noget grundlæggende har flyttet sig i Bruxelles.
For få år siden ville krav om europæisk produktion, mere statsstøtte og politisk hjælp til at skabe store europæiske selskaber hurtigt være blevet afvist som gammeldags fransk protektionisme.
Nu dukker de samme greb op i stadig flere lovforslag, budgetter og politiske diskussioner.
”Det grundlæggende spørgsmål er ikke, om EU kan eller skal føre aktiv industripolitik. Det grundlæggende spørgsmål er hvordan,” sagde Andreas Geertsen.
Europa er mere alene
Forklaringen begynder ikke med økonomi, men med geopolitik.
Europa har gennem mange år gjort sig afhængig af russisk energi, kinesiske varer og værdikæder samt amerikansk teknologi og sikkerhed.
Det, der tidligere blev set som effektiv international arbejdsdeling, bliver nu i stigende grad betragtet som en sårbarhed.
”Den grundlæggende analyse er, at Europa er mere alene, end vi har været før,” sagde Andreas Geertsen.
Det betyder ikke, at samarbejdet med USA er slut. Men ifølge ham er forestillingen om, at Europa blot skal holde ud, indtil en mere traditionel amerikansk præsident afløser Donald Trump, ved at forsvinde.
”Vi har nok set den sidste ægte transatlantiske amerikanske præsident,” sagde han.
En kommende præsident kan sagtens blive mere europavenlig. Men presset på Europa for at betale mere for sin egen sikkerhed og reducere sine strategiske afhængigheder er større end Trump og vil ikke forsvinde sammen med ham.
Derfor bliver Europas svar heller ikke en midlertidig krisepakke.
”Buy European” sniger sig ind
Den nye kurs kommer ikke som én samlet industripolitisk masterplan.
Den sniger sig ind mange steder på én gang.
Et af de tydeligste eksempler er ønsket om at stille krav om, at en bestemt andel af løsningerne i offentlige indkøb skal være produceret i Europa.
Det ses allerede i diskussionerne om blandt andet forsvar og energi. Samtidig skal EU’s kommende langtidsbudget målrettes områder som teknologi, forsvar, life science og grøn omstilling, hvor Europa ønsker større egen kapacitet.
Dertil kommer mere lempelige statsstøtteregler og nye overvejelser om fusioner og opkøb.
Hvor konkurrencemyndighederne traditionelt især har set på priser, konkurrence og forbrugerbeskyttelse, fylder robusthed, investeringsevne og ønsket om at skabe såkaldte europæiske champions nu mere.
For danske virksomheder kan det ændre både konkurrencen og indkøbene.
Europæiske leverandører kan få en politisk medvind, som de ikke tidligere har haft. Til gengæld risikerer virksomheder at få færre valgmuligheder, højere priser og nye krav til, hvor teknologi og komponenter kommer fra.
Den svære balance
Andreas Geertsen advarer derfor også mod, at Europas nødvendige opvågning ender som en undskyldning for at lukke sig om sig selv.
EU skal på samme tid beskytte kritiske sektorer, indgå nye handelsaftaler og fastholde billedet af Europa som et åbent marked.
”Hvis det kun er franskmændene, der kommer til at bestemme, så kommer vi til at lukke os for meget om os selv,” sagde han.
Problemet er, at der ikke findes en enkel grænse mellem sund sikkerhedspolitik og dyr protektionisme.
Europa behøver næppe at være selvforsynende med bananer. Men kontinentet skal kunne producere militært udstyr og opretholde kritisk infrastruktur, hvis globale forsyningskæder bryder sammen.
Mellem de to yderpunkter ligger teknologi, energi, biler, medicin, chips og en lang række andre områder, hvor de politiske slagsmål nu kommer til at stå.
Danmarks stærkeste kort
Her har Danmark ifølge Mikael Bjørk Andersen, cheføkonom i Kraka Economics, en styrke, som mange større europæiske økonomier mangler.
Ifølge Mikael Bjørk Andersen er den danske økonomi er usædvanligt god til at flytte medarbejdere og kapital fra mindre produktive virksomheder og brancher til mere produktive.
I de tal, han præsenterede, var de mindst produktive virksomheder skrumpet med 14 procent, mens de mest produktive 20 procent var vokset med omkring 50 procent.
Det er et billede på en økonomisk motor, der løbende lukker ned, bygger op og flytter arbejdskraft derhen, hvor den skaber mest værdi.
Samtidig ligger danske virksomheder højt på investeringer i it-kapital, mens danskerne i høj grad opbygger digitale kompetencer gennem arbejdet.
Det giver Danmark en særlig fordel i en tid, hvor teknologi og forretningsmodeller ændrer sig hurtigere.
Men det er også en fordel, politikerne kan komme til at skade, hvis industripolitikken bliver for tung, detaljeret og beskyttende. Eller hvis den såkaldte danske model der kombinere sociale ydelser og nem udskiftning af arbejdskraft udvandes for meget.
Mikael Bjørk Andersens råd til politikerne om den danske konkurrencekraft kunne derfor samles i få klare ord:
”Don’t fuck it up.”
