Offentlig digitalisering skulle gøre livet lettere – nu siger hver tredje dansker det modsatte: "Ikke holdbart i et demokratisk samfund"

Danmark bliver ofte fremhævet som et digitalt foregangsland. Men en ny undersøgelse peger på, at mødet med det offentlige langt fra er blevet lettere for alle borgere.

Artikel top billede

(Foto: Unsplash)

Digitaliseringens løfte har i årevis været, at mødet med det offentlige skulle blive enklere.

Men for mange danskere er udviklingen gået den modsatte vej.

Det viser en ny Megafon-undersøgelse fra juni 2026, hvor 32 procent svarer, at det i løbet af de seneste to år er blevet sværere at være i kontakt med den offentlige sektor via internettet.

25 procent svarer, at kontakten er blevet “sværere”, mens yderligere syv procent svarer, at den er blevet "meget sværere".

Til sammenligning svarer kun 14 procent, at kontakten med det offentlige via internettet er blevet lettere.

Det får Ejvind Jørgensen, som er forperson for Dansk IT’s udvalg for it i den offentlige sektor, til at advare om, at den offentlige digitalisering er ved at tabe for mange borgere undervejs.

"Selvom vi er verdensmestre i offentlig digitalisering, så guldmedaljen har en bagside. Det nytter ikke, at vi mere eller mindre hægter hver tredje dansker af undervejs. Det er simpelthen ikke holdbart i et demokratisk samfund," siger han.

Pres for reformer førte til skifte i 1999

Den nye måling rammer ind i en debat, som Computerworld tidligere har beskrevet.

Samfundsforsker Peter Aagaard, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, har sammen med sin kollega Birgit Jæger analyseret de nationale digitaliseringsstrategier fra 1994 til 2022.

Ifølge Peter Aagaard viste analysen, at den offentlige digitalisering i Danmark gradvist ændrede karakter.

De tidlige strategier var blandt andet præget af inklusion, eksperimenter og folkelig forankring.

Men omkring 1999 skete der ifølge ham et skifte.

"Inklusion er et nøgleord i de første rapporter. Men det forsvinder ud af de næste. I stedet tager effektiviseringslogikken fuldstændig over efter 1999. Det er der, der sker et klart skift," sagde han dengang til Computerworld.

Digitaliseringen blev herefter et værktøj til at øge produktivitet og konkurrenceevne samt en måde at samle stat, kommuner og andre væsentlige aktører om en fælles strategi.

Borgerne derimod blev sat på sidelinjen, mens den offentlige debat om retningen af digitaliseringen samtidig også stort set forstummede.

Bagsiden af medaljen

Den udvikling har haft konsekvenser.

For selvom Danmark i dag er et af verdens mest digitaliserede samfund, og selvom digitaliseringen har ført meget godt med sig, så er der også opstået en markant digital kløft, fortalte Peter Aagaard.

Og selvom den gængse fortælling er, at det primært er de ældre, der er ramt af denne digitaliseringskløft, så lød det fra RUC-lektoren, at det ikke er tilfældet.

"Vi har nogle meget tydelige tal, både fra Digitaliseringsstyrelsen og fra Justitia, som viser, at op mod en fjerdedel af befolkningen mere eller mindre er sat af den digitale udvikling," sagde han.

Ifølge ham er det faktisk et af de mest iøjnefaldende fund i studiet, hvor lidt borgerne faktisk fylder i de politiske begrundelser.

Digitalisering bliver talt om som noget, der sker for borgernes skyld, men det er sjældent sket med borgerne som deltagende aktører.

"Vi ser det i høj grad som et resultat af den her meget hastige, teknokratiske, top down-tilgang, og centralistiske tilgang til digitaliseringen, som man har haft de sidste 20-30 år i Danmark," forklarede han.

Det gælder både i strategierne og i de politiske taler.

Ifølge Peter Aagaard er der hverken blevet diskuteret alternativer eller usikkerheder.

Det hele er ifølge ham blevet præsenteret som en lineær og uundgåelig udvikling.

Efterlyser politisk ansvar

Dansk IT efterlyser i forbindelse med undersøgelsen et tydeligere politisk ansvar for borgernes samlede møde med det offentlige.

Organisationen peger på, at stigende kompleksitet i lovgivning og forvaltning gør det vanskeligt at skabe enkle digitale løsninger og at det kan svække borgernes tillid til både myndigheder og politikere.

I en rapport fra maj har Dansk IT samlet 32 forslag, der blandt andet omfatter et borgerministerium, et såkaldt bøvlbarometer og bedre støttesystemer til borgere med digitale udfordringer.

Organisationen inviterer nu blandt andre digitaliseringsminister Christina Egelund (M) og partiernes digitale ordførere til en høring på Christiansborg.

Event: Årets CISO 2026

Sikkerhed | Kongens Lyngby

Årets CISO 2026 hylder de sikkerhedsledere, der skaber robusthed i et sikkerhedslandskab under pres – og som formår at løfte cyber- og informationssikkerhed fra teknisk disciplin til strategisk ledelsesopgave.

22 oktober 2026 | Gratis deltagelse

Navnenyt fra it-Danmark

IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

Sarah Warm

IFS Danmark A/S

Steen Marquard,  Jabra, er pr. 15. juni 2026 udnævnt som Regional President for Norden og UK. Han er uddannet HD(O). Han beskæftiger sig med I sin nye rolle får Steen ansvar for at videreudvikle salget af virksomhedens professionelle lyd- og videoløsninger, samt styrke samarbejdet med channel teams og partnere på tværs af regionen. Udnævnelse
Elbek & Vejrup A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Mikkel Bernt Buchvardt som AI Architect & Product Manager. Han skal især beskæftige sig med udviklingen af AI-Services og AI-Agenter i og omkring Business Central. Han kommer fra en stilling som Lead Data & Analytics hos IBM. Han er uddannet MSc. i softwareudvikling fra ITU. Han har tidligere beskæftiget sig med Data og BI hos KMD og Seges Innovation. Nyt job

Mikkel Bernt Buchvardt

Elbek & Vejrup A/S