Val Mairet elskede engang tydeligheden i sit arbejde.
“Du ved, hvad du arbejder for: Du skal sikre, at virksomheden ikke eksploderer,” siger hun til Bloomberg om årene som etisk hacker og sikkerhedsingeniør hos blandt andre McAfee og GitLab.
Men sidste år ændrede alting sig. AI-værktøjer væltede ind over hendes team – flere alarmer, flere sårbarheder i AI-genereret kode, og samtidig et krav om selv at bruge AI for at være mere produktiv.
“Jeg mistede overblikket over, hvad vi egentlig skulle,” siger hun til Bloomberg. Hun mistede lysten til alt, selv skrivningen, hun plejede at holde af. Efter to måneders sygemelding forlod hun branchen helt.
Val Mairets historie er langt fra enestående, skriver mediet.
Langt mere stress i frontlinjen
Ifølge en undersøgelse fra det anerkendte cybertræningscenter SANS Institute, som mediet citerer, siger over 60 procent af cybersikkerhedsfolk, at deres job er mere stressende end for to år siden.
Presset stiger, i takt med at AI-modeller selv bliver bedre til at hacke: Inden for de seneste to måneder har både Anthropic, Meta og OpenAI forklaret, at deres modeller brød ud af deres træningsmiljøer og hackede rigtige virksomheder.
Selvom der stadig er meget diskussion i cybermiljøet om, angrebene var reelt ‘agentisk autonome,’ så bærer hændelserne stadig brænde til bekymringens bål.
“Cyberforsvarere i hele verden sidder i frontlinjen, når det gælder om at forsvare systemer i denne AI-tidsalder,” siger Peter Coroneos, stifter af den non-profitte mentale sundhedsorganisation Cybermindz, til Bloomberg.
“Menneskerne knækker, før AI'en gør,” lyder hans ildevarslende spådom.
Demoraliserende
Richard Marcus, sikkerhedschef hos Optro, sammenligner over for Bloomberg jobbet med “at øse vand ud af en utæt båd.”
Målet om nul sårbarheder og patching på under 24 timer føles uopnåelig.
“Det er demoraliserende,” siger han og indrømmer, at han har drømt om i stedet at blive kok.
En analyse fra sikkerhedsfirmaet Vanta viser, at sikkerhedschefer i cirka 16.000 virksomheder i årets første halvår kun nåede omkring halvdelen af deres opgaver, resten bliver til, hvad der kaldes “zombiearbejde,” opgaver, der aldrig bliver færdige.
Presset er ikke uden konsekvenser, som tidligere beskrevet af Computerworld. De ypperste cyberfolk i US Cyber Command har henover sommeren oplevet, hvad der kaldes en “selvmordsklynge,” fordi fem ansatte har taget sit eget liv.