Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
I mit virke som både AI-ekspert og som forperson for IT-Branchens NewTech Policy Board har jeg talt med topledere og mødt politikere, når de har besøgt branchen, og jeg har selv været kaldt ind på Christiansborg for at vejlede, forklare og inspirere om ny teknologi.
I de samtaler har jeg hørt mange forskellige udlægninger af begrebet digital uafhængighed.
I sin mest simple form er idéen egentlig ikke så kompliceret:
De programmer, den infrastruktur og de digitale tjenester, som vores virksomheder og samfund benytter, bør ikke gøre os så afhængige af USA, Kina, enkelte multinationale virksomheder eller andre eksterne interesser, at vi reelt mister muligheden for selv at bestemme.
Uafhængighed betyder ikke, at vi skal bygge alting selv
Danmark kommer selvfølgelig ikke til at producere alle chips, operativsystemer, cloud-platforme, sprogmodeller og kontorprogrammer selv.
Og det ville næppe være en særlig god strategi at forsøge. Digital uafhængighed bør derfor ikke forstås som isolation. Den bør forstås som handlefrihed.
Kan vi flytte vores data? Kan vi skifte leverandør?
Findes der reelle alternativer? Kan vi fortsætte vores drift, hvis en leverandør ændrer priser, vilkår eller adgang?
Og har vi kontrol over de mest kritiske dele af vores digitale infrastruktur?
Digital suverænitet er blevet et selvstændigt fokusområde i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for 2026-2029, hvor man blandt andet vil reducere leverandørafhængighed og skabe større markedspluralitet.
Konkret har regeringen afsat 80 millioner kroner i perioden 2026-2029 til området.
Generativ AI gør spørgsmålet endnu vigtigere
Med generativ AI bliver problemstillingen endnu mere interessant, for sprogmodellen er ikke bare endnu et stykke software.
De stærkeste modeller leveres i dag i høj grad af et relativt lille antal internationale virksomheder. Men samtidig bliver de åbne, gratis sprogmodeller stadig bedre, og det gør det mere realistisk at køre dem på egen eller valgt infrastruktur.
Europæiske Mistral har eksempelvis frigivet åbne modeller, som kan udrulles på egen infrastruktur og tilpasses uden at være bundet til én central AI-tjeneste
Det betyder ikke, at alle virksomheder nu skal installere deres egen sprogmodel på en server i kælderen.
Man kan sagtens vælge en amerikansk model, hvis den er bedst til opgaven. Pointen er, at man bør kunne vælge.
For hvis hele virksomhedens AI-lag bygges direkte oven på én leverandørs modeller, API'er og økosystem, opstår den samme afhængighed, som vi allerede kender fra cloud og traditionel software.
Bare tættere på noget, der i stigende grad minder om virksomhedens intelligenslag.
Den mere usynlige magt
Men med sprogmodeller findes der også en anden og mindre synlig form for magt: magten til at påvirke brugeren.
Sprogmodeller leverer ikke bare information. De fortolker den. De vælger formuleringer, prioriterer argumenter, sammenfatter komplekse emner og fortæller os, hvad der sandsynligvis er vigtigt.
Det er en væsentlig forskel fra mange af de informationssystemer, vi tidligere har brugt.
En klassisk søgemaskine kan ganske vist påvirke os gennem rangeringen af de links, vi ser, men vi bliver stadig præsenteret for forskellige kilder, som vi selv kan opsøge og sammenholde.
En sprogmodel går et skridt videre. Den laver syntesen for os.
Hvis jeg spørger om atomkraft, migration, klimaforandringer, køn, krigen i Ukraine eller den økonomiske effekt af en bestemt politisk reform, får jeg ikke nødvendigvis ti forskellige perspektiver, jeg selv skal navigere mellem. Jeg får et sammenhængende svar.
Det er enormt nyttigt.
Men det er også magt.
For allerede i valget af hvilke argumenter der nævnes først, hvilke der beskrives som væsentlige, hvilke forbehold der inkluderes, og hvilke perspektiver der slet ikke kommer med, ligger der en fortolkning.
Modellen behøver ikke fortælle mig, hvad jeg skal mene, for at påvirke hvad jeg ender med at mene. Det kan ske langt mere subtilt.
Et argument kan beskrives som kontroversielt, mens et andet beskrives som bredt accepteret. En position kan forklares med fem stærke argumenter, mens modpositionen får to svage. Bestemte ord kan få et synspunkt til at fremstå rationelt, ekstremt, progressivt, konservativt eller forældet.
Og når det hele præsenteres i et roligt, velformuleret og tilsyneladende objektivt sprog, opdager vi ikke nødvendigvis påvirkningen.
Mange har en farlig tendens til at opfatte et velformuleret svar som et sandt svar. Sprogmodellen bliver let et orakel i vores bevidsthed, men den er ikke neutral. Den er et resultat af træningsdata, modeldesign, finjustering, sikkerhedspolitikker og de værdier og valg, som mennesker har bygget ind omkring den.
Den, der kontrollerer modellen, er også med til at definere det prisme, verden bliver forklaret igennem, og den påvirkning kan blive vigtigere, efterhånden som vi bruger modellerne til mere og mere.
Hvis AI blot hjælper mig med at rette kommaer i en mail, er den kulturelle magt begrænset.
Hvis den derimod bliver den, jeg spørger om politik, økonomi, historie, sundhed, etik og samfundsforhold, er situationen en anden. Og hvis den samtidig bliver en personlig agent, som lærer mine præferencer og hjælper mig med stadig flere beslutninger, bliver relationen endnu tættere.
Vi mennesker har skabt de data, modellerne lærer af.
Nu producerer modellerne til gengæld tekst, forklaringer, anbefalinger og perspektiver, som påvirker os tilbage. Disse påvirkede mennesker skaber så morgendagens kultur og morgendagens data. Det skaber et kredsløb mellem menneskelig kultur og kunstig intelligens.
Magten til at kunne sige nej
Derfor handler digital uafhængighed ikke kun om, hvor vores server står, eller hvilket land virksomheden bag vores cloud-platform kommer fra.
Det handler også om, hvem der kontrollerer de digitale lag, vi i stigende grad bruger til at forstå og handle i verden.
Vi behøver ikke være uafhængige af amerikansk, kinesisk eller anden international teknologi. Men vi bør være i stand til at vælge den til, og vælge den fra.
Og når det gælder kunstig intelligens, skal vi måske udvide vores forståelse af digital uafhængighed yderligere, for det handler ikke længere kun om kontrollen over vores data og vores infrastruktur.
Det handler også om kontrollen over de systemer, der er med til at forme vores forståelse af informationen.
Digital uafhængighed er derfor i sidste ende ikke friheden fra andre. Det er magten til selv at vælge hvem vi vil være afhængige af, og evnen til at gennemskue hvordan de systemer vi bruger, påvirker vores værdimæssige, kulturelle og politiske ståsted.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
