Danmark ligger nummer fire i verden på konkurrenceevne og nummer et i EU. Kurverne har peget opad så længe, at vi er holdt op med at spørge, hvad der egentlig bærer dem.
Det er udgangspunktet for bogen ”Det stille skifte - Hvordan Danmark blev sårbar gennem teknologi, styring og demokratiets erosion” af Børge Obel, tidl. rektor for Handelshøjskolen i Aarhus.
Hans tese er, at det ikke er den nye verdensorden – eller mangel på samme – der har gjort Danmark sårbart. Vi har selv sørget for det gennem årtiers fusioner, effektiviseringer, målstyring og digitalisering. Men den verdensorden har fået fugten i fundamentet til at træde mere tydeligt frem.
Universiteterne fylder mest i fortællingen, men Obel beskriver dem først og fremmest som et laboratorium. For de styringsformer, der blev afprøvet dér, bredte sig siden til sundhedsvæsenet, den finansielle sektor og den offentlige forvaltning.
For en it-læser er de konkrete eksempler nok det mest interessante.
Ejendomsvurderingerne er et af dem. En klassisk forvaltningsopgave blev flyttet fra lokalt skøn til en central algoritme med løfte om objektivitet.
Men da modellerne ramte skævt, blev små datafejl til landsdækkende problemer, og borgeren kunne ikke anfægte en vurdering, fordi der ikke længere var et skøn at klage over, men kun en beregning.
Nets er et andet. Obel noterer to store nedbrud det seneste år samt en stribe mindre, og han bruger dem til at stille et spørgsmål, der sjældent stilles: Hvad sker der, hvis nedbruddet ikke varer to timer, men fjorten dage?
Rationalet bag den gradvise afskaffelse af kontanter, hvilket jo oprindeligt virkede fornuftigt nok, ser anderledes ud i det lys.
Og så er der kunstig intelligens, som ifølge Obel accelererer centraliseringen helt af sig selv.
Ikke fordi nogen planlægger det som sådan, men fordi store modeller kræver data og regnekraft, som kun ganske få aktører i verden råder over.
Når den offentlige sektor indfører AI, køber vi os efter hans vurdering ind i infrastruktur, vi ikke ejer, og afhængigheder, vi ikke kan gennemskue konsekvenserne af.
Bogens andet spor handler om kriser. Finanskrisen, corona og nu den geopolitiske situation har hver især udvidet statens handlerum. Hver gang legitimt, hver gang midlertidigt, og hver gang blev en del af redskaberne permanente.
Det leder frem til bogens mest kontante spørgsmål: Ikke om Danmark kan få sin egen Trump, men om vi allerede har bygget et styringssystem, en kommende magthaver kan bruge uden at ændre en eneste lov.
Samtidig er vi blevet mere udsat på to fronter. Udadtil er vi blevet mere afhængige af udenlandske teknologier, infrastrukturer og internationale systemer.
Indadtil har vi svækket nogle af de institutioner, faglige fællesskaber og lokale handlemuligheder, der skulle gøre os i stand til at reagere, når de centrale systemer svigter.
Forfatteren mener selv at have set mønsteret på nært hold. Børge Obel var rektor for Handelshøjskolen i Aarhus, da den blev fusioneret ind i Aarhus Universitet og siden nedlagt, og han sad som næstformand i Fionia Banks bestyrelse, da den krakkede i 2009.
Han lægger heller ikke skjul på, at han selv var med til at gennemføre flere af de forandringer, han beskriver.
Men bogen kunne ifølge forfatteren selv ikke være skrevet, mens han stadig var en del af systemet. Ikke fordi nogen ville have forbudt ham at gøre det, men fordi han ville have censureret sig selv. Det er, siger han, netop en af de mekanismer, bogen handler om.
Bogen er bygget kronologisk op, men Obel gør selv opmærksom på, at man kan begynde med de to sidste kapitler, hvor analysen samles.
Det stille skifte er udkommet på forlaget zeal koster 299 kroner og fylder godt 320 sider.
