Ledelse frikøber dansk dotcom-dinosaur

Selskabet Dansk Internet Selskab kommer igen på egne ben. Ledelsen i Schultz IT køber det tidligere dotcom-selskab ud af Schultz-koncernen.

Det i web-sammenhæng "meget gamle" dotcom-firma Dansk Internet Selskab genopstår som selvstændigt selskab.

Ledelsen med direktør Lasse Morell fra Schultz IT i spidsen køber selskabet ud af Schultz-koncernen for et ikke nærmere oplyst beløb.

Med købet følger web-aktiviteterne, som på fundamentet fra det oprindelige Danske Internet Selskab er opbygget i Schultz-koncernen over de seneste fem år.

Vil være it-partner

- Dansk Internet Selskab skal ud og blive it-partner for virksomheder, som skal udarbejde tredje- og fjerde-generations web-sider, siger Lasse Morell.

Han indtager posten som administrerende direktør i Dansk Internet Selskab, når selskabet fra 1. januar 2006 formelt står på egne ben igen.

Den grafiske koncern og forlagsvirksomhed Schultz købte en halvpart af selskabet i 2000 og i 2003 resten af aktierne.

Dansk Internet Selskab har været igennem den klassiske dotcom-æra med hurtig vækst og nedtur med fyringer. Under Schultz er en del af aktiviteterne ført videre.

Kontrolleret vækst

Selskabets oprindelige content management system, Intrasuite, kører i bedste velgående hos mange offentlige institutioner.

Intrasuite er lige kommet i en frisk version 5.0, hvor der blandt andet er god efterspørgsel på et ESDH-modul, og det vil blive kørt videre, oplyser Lasse Morell.

I løbet af de senere år er aktiviteterne under Schultz IT blevet udvidet med integration mellem web og andre systemer, blandt andet med platforme som Sharepoint fra Microsoft og Sitecore.

- Vi vil arbejde på at positionere os i markedet for webintegratorer, siger Lasse Morell.

Omsætningen i selskabet ligger fra begyndelsen på omkring 15 millioner kroner med et afkast på cirka 10 procent på bundlinjen.

Nye tider

Ledelsens målsætning for vækst er mere beskedne end i dotcom-tiden. 10 til 20 procent på omsætning og 10 til 15 procent af salget tilbage på bundlinjen, når resten er trukket, vil være tilfredsstillende, oplyser Lasse Morell.

- Det er nye tider. Denne gang skal vi have moderat og kontrolleret vækst med fokus på bundlinjen, siger Lasse Morell.

Han selv har ikke baggrunden fra det oprindelige Dansk Internet Selskab, men omkring tre ud af fire af de tyve medarbejdere, der fra 1. januar vil være i selskabet, er fra den gamle kerne af Dansk Internet Selskab, oplyser Lasse Morell.

Selskabet beholder adresse i Albertslund i Schultz-koncernens domicil og vil fortsat arbejde tæt sammen med koncernen om blandt andet at levere den tekniske platform for koncernens lovinformations-service.

Navnenyt fra it-Danmark

Trafikstyrelsen har pr. 1. maj 2026 ansat Nihad Hodzic som IT og Digitaliseringschef. Han skal især beskæftige sig med med IT-projekter og digital transformation, herunder især det strategiske løft af Trafikstyrelsens digitale niveau. Han kommer fra en stilling som Kontorchef hos Udviklings og Forenklingsstyrelsen. Han er uddannet i statskundskab og har en lederuddannelse fra MIT Sloan, samt en igangværende Master i IT-Ledelse. Han har tidligere beskæftiget sig med IT-udvikling og større projekter på momsområdet, hvor han har ledet et projekt- og udviklingskontor. Nyt job

Nihad Hodzic

Trafikstyrelsen

netIP har pr. 1. juni 2026 ansat Heidi Winther som Supportkonsulent ved netIP's kontor i Herning. Hun kommer fra en stilling som IT-Supporter hos Holstebro Kommune. Nyt job
Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Jeppe Spanggaard, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med Digitalisering med Microsoft-platformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Nyt job

Jeppe Spanggaard

Pinksky ApS

Pinksky har pr. 1. maj 2026 ansat Alexander Skou Henkel, 39 år,  som Rådgivende konsulent. Han skal især beskæftige sig med optimering af forretningsprocesser i Microsoft platformen. Han kommer fra en stilling som IT forretningskonsulent hos Evobis ApS. Han har tidligere beskæftiget sig med forretningsudvikling i Microsoft platformen. Nyt job