Jeg er skræmt over mig selv. Skræmt over den pludseligt opblussende vrede, som jeg har følt – en vrede så voldsom, at jeg i et kortvarigt glimt fik en vis forståelse for graffitimalere og folk, der hacker sig ind på folketingmedlemmers hjemmesider for at ændre dem.
Nej, sådanne handlinger kan naturligvis aldrig retfærdiggøres, men det illustrerer min harme.
Det hele startede med at min ellers dejlige fladskærm slukkede, og ikke var til at få liv i igen. Det blev jeg ikke vred over, for det jo en perfekt lejlighed til at købe en 23-tommer skærm.
Jeg fandt hurtigt skærmen, men ville have den her og nu, da den gamle jo var gået i sort. Klokken var kun 13 om fredagen, så jeg surfede ind på producentens nydelige danske hjemmeside for at finde en forhandler med skærmen på lager. Her blev jeg mødt af en dialogboks, hvor jeg kunne få oplyst en online- eller offline-butik ved enten at indtaste et produktnummer, eller søge på produkttype og bynavn.
Her starter irritationen: Et lille billede viser, hvor produktnummeret sidder på skærmen, men den har jeg jo ikke – og dialogboksen ville ikke acceptere typebetegnelsen som gyldig. Ved at vælge ”computermonitorer” og ”København” fik jeg ingen svar, hverken på forhandlere eller onlinebutikker. Sært. Og irriterende.
Jeg mener, der MÅ da være bare én butik eller forhandler af computerskærme i København, som fører denne verdenskendte producents produkter?
Måske er traditionelle metoder bedre, så jeg ringer til det nummer, der står som kontakt ved spørgsmål om skærme. Her tvinges jeg i et virvar af automatiske telefonstemmer og tastetryk rundt i et system, som ikke fører nogen steder hen. Jeg prøver deres kundeservice-nummer, men ender i samme system, hvor jeg efter 6-8 tastetryk får oplyst det første nummer. Nu er jeg mildest talt pisse-irriteret.
Så finder jeg hovednummeret på det danske kontor, og kommer hurtigt igennem til en menneskelig omstilling – formoder jeg da. Her får jeg oplyst det første nummer, men undgår med nød og næppe at blive stillet om. Om jeg kan tale med en person? Ja, du får Svend Bille, siger damen, og sender mig lige ned i en voicemailbox, hvor jeg kan lægge besked.
Nu kan det jo være, at manden eksisterer, men lige i det øjeblik føler jeg mig på vej ned i den brønd, hvor virksomheden skiller sig af med ligene af de købelystne kunder, som deres internetløsning og telefonsystem ikke på anden måde kan holde væk.
Så var det, at vreden kom rullende ind over mig, men alligevel fandt jeg på at ringe til en af deres distributører, som, tænkte jeg, var tættere på kunderne og derfor måtte have bare en gnist af kommerciel interesse i at hjælpe mig. Og jo, her tog en gæv jysk kvinde telefonen, en rar salgsmand gav mig netop det tip, jeg havde brug for, og jeg sidder nu og skriver på min nye 23-tommer skærm.
