Svenskere får millionordre til Seas-NVE's fibernet
Svenske Packetfront skal levere forskelligt udstyr til danske Seas-NVE's kommende fibernet for i alt knap 172 millioner kroner. Det er Packetfronts hidtil største ordre, som er lige så stor som selskabets samlede omsætning i 2005. Selskabet planlægger en massic oprustning i den kommende tid. Også Siemens spiller en vigtig leverandør-rolle i projektet.
Byggestyrelse sender offentlig boligportal i luften
Erhvervs- og Byggestyrelsen har lanceret den første offentlige boligportal herhjemme, hvor både købere og sælgere af fast ejendom kan hente gode råd blandt andet ejerskifteforsikring, lån, tilstandsrapport, tinglysning og meget andet. Man kan hente et forudfyldt skøde, få udskrevet gældsovertagelseserklæring og meget andet. Siden findes på boligejer.dk.
Har musikselskaberne aftalt download-priser?
Det amerikanske justitsministerium mistænker de store musikselskabet for at have aftalt de priser, som de opkræver for digital download af musik via nettet, skriver BBC. Ministeriet vil derfor nu kigge nærmere på, hvor meget de enkelte musikselskaber opkræver i bidrag fra net-musikbutikker som for eksempel iTunes. Verdens fire største musikselskaber er Universal, Sony BMG, Warner og EMI. De har alle forsøgt at presse Apple til at variere prisen på sange i iTunes, mens Apple hidtil har insisteret på en enhedspris.
Dansk økonomisystem som open source
Konsulentvirksomheden ITz er på vej med et modulopbygget økonomisystem, der frigives som open source-software. Systemet får navnet Saldi og er stadig under udbygningen. Den første version ventes klar i løbet af foråret 2006.
Microsoft tavs om Origami
Microsoft vil ikke løfte sløret for flere detaljer om selskabets Origami-projekt på CeBit-messen, der løber af stablen i næste uge, selv om selskabet tidligere har lovet flere detaljer. Ifølge Microsoft vil Origami kun blive omtalt i "30 sekunder" på Microsofts pressemøde på CeBit.