Danware øger omsætningen - indtjening falder
Børsnoterede Danware har i første halvår øget sin omsætning med næsten 10 procent i forhold til første halvår sidste år til 49 millioner kroner. Samtidig er indtjeningen dog faldet, så den i første halvår 2006 blot er på en fjerdedel af indtjeningen i første halvår 2005, nemlig 1,8 millioner kroner. Danware har i den seneste periode kæmpet for at få gang i salget.
It-firma sætter datterselskab i søen
It-selskabet VM Line står bag det nye it-firma i10, som især vil fokusere på integrationsløsninger til den offentlige sektor. VM Line har ansat Frank Meldgaard Pedersen som administrerende direktør i i10. Han har tidligere været i IBM.
Simcorp tilfreds med seneste halve år
Børsnoterede Simcorp erklærer sig tilfreds med første halvår, der bød på en omsætningsstigning på 20 procent til 421 millioner kroner. Simcorp forventer nu en nettoomsætning for hele 2006 på op til 948 millioner kroner og en overskudsgrad på niveau med 2005.