Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at iværksætte et stort program for brugerdreven innovation med en årlig ramme på 100 millioner kroner.
Da jeg læste om det første gang, var min tanke naturligvis: Fantastisk, ambitiøst og tiltrængt.
Programmet er delt op i en række temaområder med en ganske god forankring i aktuelle og relevante samfundsemner, herunder blandt andet ældreområdet, sundhedsområdet og - i forhold til dette blads læsere - ikke mindst digitalisering og indlejret teknologi.
Hvor er det smukt
I formålsbeskrivelsen står der blandt andet: “Programmets formål er at styrke udviklingen af nye produkter, serviceydelser, koncepter og processer i såvel virksomheder som offentlige institutioner på grundlag af et bedre kendskab til kunders og brugeres behov.”
Det kunne i mine øjne næsten ikke have været formuleret smukkere.
Jeg mener da også, at både programmet, formålet og tankerne bag “en særlig indsats” vil bidrage positivt til at styrke Danmarks position inden for innovation.
Der er på både nationalt og internationalt niveau utallige eksempler på programmer med de bedste intentioner, som i virkeligheden kun er til gavn for dem, der deltager.
Resultatet af sådanne programmer er typisk en slags “øer” af viden, motivation og kompetenceløft, men primært hos dem, der har deltaget.
En af de virkelig store udfordringer for brugerdreven innovation er imidlertid at få det forankret i dagligdagen – med andre ord at sikre at viden og erfaring nyttiggøres meget bredt.
Arms længde
I første runde er der uddelt cirka 36 millioner, og alt i alt er det opløftende, at en del af projekterne netop er fokuserede på at udbrede og forankre innovation bredt (for eksempel 180° Academy og CIID).
Programmet fejler i udgangspunktet således ikke noget, men i praksis holder det offentlige alt det vigtige i en arms længde.
Man ofrer mange penge på et program, der “i tredje person” giver tilskud til at opbygge viden, samtidig med at man i de store nationale it-projekter nærmest fastholder en distance til brugerne.
I forrige klumme gav jeg et par konkrete eksempler på, hvordan hele den nuværende centraliseringsbølge gør unødigt mange projekter til skrivebordsprojekter uden rigtig forankring hos brugerne.
Det virker fuldstændig besynderligt, at staten med den ene hånd sætter visionære og ambitiøse innovationsprogrammer i gang, mens man med den anden forsøger at holde brugerinput så langt fra livet som muligt.
Innovationsprogrammet kommer dermed til at virke som “det, vi siger”, mens den praktiske håndtering og udmøntning af de nationale strategier er “det, vi gør”.
Jeg vil ikke sige, at det er at købe aflad, men det ser jo pænt ud på papiret.
Jeg tror, at der er de bedste meninger og intentioner i innovationsprogrammet, og at det rent faktisk vil flytte noget.
Jeg ville bare så inderligt ønske, at staten en gang i mellem ville sætte mere handling bag alle ordene.
Med tanke på ovenstående og den nært forestående sommer må det være passende at slutte af med et citat af Ludvig Holberg, hvis første halvdel sjældent medtages, men som dog er kilden til hele forståelsen:
“Vi øvrighed med munden slå, kan selv dog intet gøre;
ét er et søkort at forstå; et andet: skib at føre.”
Kenny Munck er innovationsdirektør i EDB Gruppen.
Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.
