Dumme programmer
At World Wide Web har været en kæmpe succes er der vist ingen, som vil betvivle. Den øjeblikkelige adgang til information, som kan befinde sig hvor som helst på kloden, har været et hit i en sådan grad, at de fleste mennesker ligefrem identificerer internettet med det verdensomspændende web.
Men midt i al succesen lider webbet under en stor, næsten usynlig svaghed. Informationen kræver en menneskelig aflæser.
I modsætning til mennesker kan et computerprogram, som ser en webside, kan ikke se den mening, som teksten på siden giver. For at computere skal kunne aflæse informationen på en webside, skal der en række tiltag til.
Men hvorfor skal computerprogrammer overhovedet kunne læse informationen på en webside?
Det skal de for at kunne løse trivielle opgaver, som i dag kræver et menneske bag skærmen. Hvis man skal tilrettelægge en rejse, kan det hele gøres via webbet i dag: Booking af fly og hotelbilletter, opdatering af kalendere, ruteangivelse til og fra flyvepladser og så videre. Men det kan kun gøres af mennesker, som kan gennemskue meningen med informationen. Kun et menneske kan regne ud, om 9.45 er et tidspunkt, et beløb, eller noget helt andet, afhængig af den sammenhæng, som tallet indgår i.
De dumme computerprogrammer skal have tingene forklaret meget mere entydigt. Og her kommer visionen om det meningsgivende web, the semantic web, ind i billedet. Det meningsgivende web er World Wide Web-konsortiets samlende vision for udviklingen af webbet, og dermed internettet, i de kommende år.
Visionen er, at informationen på webbet gøres tilgængelig i en form, hvor softwareagenter kan aflæse meningen med informationen. I rejseeksemplet fra før, kunne en softwareagent tænkes at få til opgave, at finde den billigste løsning med hensyn til rejse, hotel med videre indenfor en række kriterier, såsom pris og bekvemmelighed.
Den nødvendige information er allerede tilstede på webbet i dag, så det eneste, der kræves, er altså at gøre informationen tilgængelig og forståelig for disse agenter.
Den viden, som skal til for at bygge disse agenter, findes også. De problemstillinger, som der opstilles i forbindelse med det meningsgivende web, er allerede kendt fra områder som kunstig intelligens (AI), ekspertsystem-teori og logik-programmering. Der skal altså ikke produceres en masse ny viden, for at det semantiske web kan blive til virkelighed.
Visionen understøttes bredt i forskermiljøer, og de første kommercielle tiltag har allerede set dagens lys.
RDF og DAML
Information skal opfylde en række forhold, for at agenterne kan bruge dem. De skal så at sige pakkes ind på den rigtige facon. Derudover skal sammenhænge mellem forskellige informationer beskrives på en formel facon.
Beskrivelse af data ordnes i det meningsgivende web ved hjælp af metadata - data, som beskriver data. Den gængse standard indenfor dette område hedder RDF, Resource Description Framework.
RDF beskriver ressourcer på internettet - med internet-adressen som identifikator - på en facon, så maskiner kan læse og forstå informationen, og XML benyttes som regel som underliggende format.
Mening udtrykkes i RDF som et forhold mellem en ressource, der har en egenskab, og egenskabens værdi. Ressourcen kan være en person, en webside, eller noget tredje, som har en egenskab.
Problemet ved RDF er, at det ikke lige til at se, om forskellige begreber dækker de samme koncepter. Her kommer et andet grundlæggende begreb ved det meningsfyldte web ind: Ontologier. I filosofi betyder ontologi læren om tings væsen. Inden for kunstig intelligens bruges det om et dokument, der formelt definerer relationer i mellem termer.
For eksempel kunne en ontologi beskrive en sammenhæng i mellem vejnavne og postnumre. Hvis et geografisk sted er knyttet til et vejnavn og vejnummer, og en ressource fastlægger en sammenhæng mellem dette vejnavn/vejnummer og postnummer, så kan en agent konkludere, at stedet hører sammen med postnummeret.
Ontologier kræver selvfølgelig også et sprog til at blive udtrykt med. I lighed med RDF er det XML, som benyttes til dette formål.
Ontologier er komplekse, og et enkelt sprog kan ikke gøre arbejdet. I stedet benyttes en pyramide-model, hvor nogle sprog kan udgøre en grundlæggende basis, mens andre sprog tager sig af specifikke anvendelsesområder.
De grundlæggende forhold klares af metadata-sproget RDF og udbygningen RDFS. Oven på de to sprog kommer en familie af XML-sprog, DAML (DARPA Agent Markup Language). DARPA er den amerikanske forsvarsministeriums forskningsorganisation, og de har åbenbart tid til at udvikle intelligente websider.
En beskrivelse af DAML-S, sproget som skal forklare agenterne, hvad webtjenesten kan benyttes til. En resource stiller en tjeneste (Service) til rådighed. Denne tjeneste har egenskaben ServiceGrounding, som fortæller, hvorledes tjenesten tilgås. Egenskaben ServiceProfile, fortæller, hvad tjenesten gør, og egenskaben ServiceModel fortæller, hvorledes tjenesten er sat sammen. Illustrationen er taget fra papiret DAML-S: Semantic Markup for Web Services.
DAML dækker som sagt over en række sprog, og et af de mest spændende er DAML-S, som beskriver webtjenester. Webtjenester beskriver grænseflader mellem tjenester og klienter, og det er oplagt til anvendelse af agenter, som ellers er henvist til at gennemtygge HTML-sider for at finde den indlejrede mening, og benytte HTML-formularer til at afsende data.
Flere af DAML-sprogene er samlet i et nyt sprog, OWL, som World Wide Web-konsortiet står for.
Moden teknologi
Med webtjenester kan transaktioner og forespørgsler udføres direkte på en maskin-læsbar facon.
I en artikel i en IEEE-publikation fra 2001 beskriver tre af forskerne bag DAML-S (som ikke var en færdig specifikation på det tidspunkt), hvorledes det er muligt at bygge en simpel rejse-booking-agent, som dog i eksemplet er nødt til at benytte et lag mellem eksisterende web-baseret tjenester og agenten, for at tilføje den nødvendige mening til dataene på de web-baserede tjenester.
Men der er altså tale om et fuldgyldigt bevis på, at teknologien virker, da denne intelligens ligeså godt kunne være indlejret i de web-baserede tjenester, som agenten benytter.
Med andre ord er realiseringen af det meningsgivende web slet ikke nogen tåget fremtidsforestilling. Teknologien er efterhånden ved at være moden til implementering.
Et problem, som teknologien står overfor, er at mange af dens begreber bygger på viden fra en række stærkt specialiserede områder som AI, og det giver en tærskel.
Så de smarte agenter, der selv kan kigge i rejseplanen og skrive i vores online-kalender, når vi skal besøge familien i provinsen, er måske ikke lige om hjørnet, men tendensen er klar: Det meningsgivende web rykker tættere på.
