Online-danskerne er vilde med kort

Fire korttjenester er blandt de populæreste hjemmesider i Danmark. Succesen skyldes, at kortene er mere end en vejviser, lyder forklaringen fra en af producenterne.

Artikel top billede

Selvom Danmark kun fylder godt 43.000 kvadratkilometer, bliver danskerne tilsyneladende aldrig trætte af at kigge på kort over vores lille land. Det viser Foreningen af Danske Interaktive Mediers topliste over de mest besøgte sites i Danmark.

Her ligger krak.dk på en andenplads, mens man finder Kraks moderselskab Eniro på sjettepladsen efterfulgt af konkurrenten De Gule Sider på syvendepladsen.

"Danskerne er ret kortgale på nettet. Det skyldes måske, at der hele tiden kommer flere og flere brugbare detaljer ind på kortene," fortæller produktchef Jørgen Nicolaisen fra De Gule Sider, der netop har relanceret sit dgs.dk-site.

I det nye design på De Gule Sider har selskabet blandt andet i samarbejde med rejseplanen.dk vævet buskøreplaner ind, så brugerne ved at køre musen over busstoppested i realtid kan se, hvornår de næste busser kører.

Derudover har selskabet arbejdet hårdt på at få flere lokale butikker og seværdigheder med ind i brugergrænsefladen, selv om brugerne ikke umiddelbart kan se de mange detaljer.

"Detaljerne ligger lige under overfladen, fordi kortene skal være meget simple at forstå og navigere rundt på. Men de mange tilbud giver både brugerne mere end blot et kort samtidigt med, at de lokale handlende får mulighed for at vise sig frem i en relevant sammenhæng," siger Jørgen Nicolaisen og fremhæver, at den kombination er der store kommercielle muligheder i.

To lokale og en global spiller

Udover De Gule Sider sidder Eniro med sit eget brand og datterselskabet Krak solidt på danskernes lokale kortvaner, selv om Google Maps også er meget brugt herhjemme.

Forskellen på Eniro/Krak og De Gule Sider på den ene side og Google Maps på den anden er, at de danske kortudbydere er noget mere detaljerige i lokalområdet.

Det skyldes, at Eniro/Krak selv indsamler sine kortdata og De Gule Sider indhenter data fra Kort og Matrikelstyrelsen, hvorimod Google får sine data fra det globale GPS-selskab Teleatlas.

Det giver Google noget mere upræcise kort end de danske konkurrenter, der har et mere lokalbaseret datagrundlag.

Søgegiganten har derimod den samme brugergrænseflade i både Varde og i Venezuela, hvilket kan give brugervenlighedspoint, da brugere i hele verden kan nikke genkendende til grænsefladen.

"Men det betyder jo meget, om der mangler en vej på et kort, hvis man er på vej til en fest eller et møde på netop denne vej," pointerer Eniro Danmarks administrerende direktør Henrik Dyring, der ikke overraskende også er skuffet over konkurrenten fra De Gule Siders nye kort.

"Jeg kunne ikke finde min egen adresse efter selskabets relancering af hjemmesiden, og det er jo ikke optimalt," bedyrer Henrik Dyring.

Fremtiden ligger i detaljerne

Både Henrik Dyring fra Eniro og Jørgen Nicolaisen er dog enige om, at fremtiden for den danske kortindustri på nettet ligger i mængden af interaktive tilbud til brugerne.

"Vi skal give brugerne muligheden for at opleve via alle de lokale detaljer, som vi kan vise på kortene. Om det så drejer sig om en fremhævelse af et specielt kryds i en ruteplanlægning eller indkøbsmuligheder, skal brugerne kunne finde den slags detaljer helt simpelt," forklarer Jørgen Nicolaisen.

Krak har udover muligheden for at søge på nøgleord også for et år siden indført muligheden for såkaldte skråkort, så brugerne kan se husfacadedetaljer fra luften i flere udvalgte danske byer.

"Vi skal ikke kun have kort, men også andre tilbyde brugerne andre oplevelser," siger Henrik Dyring om fremtidens kamp om de kortgale danskeres gunst.

Læses lige nu

    Annonce

    Navnenyt fra it-Danmark

    Netip A/S har pr. 17. august 2026 ansat Jesper U. Sørensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Esbjerg. Han kommer fra en stilling som Chief Technology Officer hos NetSec ApS, hvor han også var partner. Nyt job
    Netip A/S har pr. 1. august 2026 ansat Thomas B. Steffensen som Seniorkonsulent ved netIP's kontor i Thisted. Han kommer fra en stilling som Senior IT/OT Network Consultant hos Frontmatec. Nyt job
    Genetec har pr. 1. august 2026 ansat Jan Julin som Channel Account Executive. Han skal især beskæftige sig med styrke samarbejdet med partnere og kunder i Danmark, Finland og Baltikum. Han kommer fra en stilling som Senior Business Development Manager hos Dahua Technology. Han har tidligere beskæftiget sig med videoovervågning, adgangskontrol, sikkerhedsteknologi, salg og forretningsudvikling. Nyt job

    Jan Julin

    Genetec

    IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

    Annette Macsay Mostrup

    IFS Danmark A/S